Stjålet vodkaflaske til otte millioner kroner fundet

Efterlyst vodkaflaske er fundet på en byggeplads.

En forsvundet vodkaflaske til otte millioner kroner er fundet på en byggeplads af to mænd.

Det oplyser indehaver af vodkasamlingen Brian Ingberg til TV 2, som onsdag fik stjålet den fra sin samling.

quote Det var eddersprøjtme vildt og meget surrealistisk.

Jesper Kamper, finder af flasken

- Det er helt fantastisk, siger han.

Københavns Politi bekræfter fundet over for TV 2 og fortæller, at den guldbelagte flaske nu er i deres varetægt.

Brian Ingberg havde, siden hans vodkaflaske onsdag forsvandt, en tro på, at den nok skulle dukke op igen. Dog havde han ikke forestillet sig, at det ville gå så hurtigt.

- Jeg ville da helst have undværet det, men det er meget dejligt, at den er fundet, siger han og sukker:

- Men den skulle eftersigende være tom.

Fundet på byggeplads

Det var 31-årige Jesper Kamper, som fandt flasken sammen med en ven på byggepladsen. Han var på byggepladsen i forbindelse med sit arbejde som stilladsmontør.

- Vi går om bag et hus, hvor der er lavet en tilbygning, vi er i gang med, og så finder vi den på et betongulv i regnvejr, siger han.

- Så kiggede vi på hinanden og tænkte, at det var noget skidt, og hvad mon vi skulle gøre ved den.

Jesper Kamper beslutter sig for at tage et par billeder af flasken og ringede efterfølgende til politiet, som straks kom ud til stedet. Han ringer bagefter selv og fortæller nyheden til Brian Ingberg.

- Det var eddersprøjtme vildt og meget surrealistisk. Vi var også på pladsen i går (torsdag, red.), og der var den der ikke.

Den fjerde dyreste flaske i verden

Flasken er en Russo Baltique-vodka, og den er den fjerde dyreste i verden.

Den høje værdi er godt hjulpet på vej af, at flasken er lavet af tre kilo guld og tre kilo sølv. Derudover er der et læderbånd med den første Monte Carlo-bil fra 1912 på toppen.

Brian Ingberg har udlånt flasken fra Rusland fra noget, der hedder Dartz-fabrikken, som laver verdens dyreste biler og vodka, og den har stået i hans samling i et halvt år, indtil den blev stjålet.

Indehaver af vodkasamlingen har dog en formodning om, hvem der står bag røveriet.

- Det er nogle tidligere ansatte, der har taget en kopi af nøglen. Det er der ingen tvivl om. Det vigtigste er, hvem jeg ikke kan stole på, og det har jeg en formodning om, siger han til TV 2.

Det er fortsat uvist, hvornår vodkaflasken vender tilbage til Brian Ingbergs samling.

 Her ses en maskeret tyv stjæle flasken:

 
 
 
Foto: Brian Ingberg/Café 33

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik