Stillads væltet af stormvejr i indre København

Arbejdstilsynet i gang med at undersøge, om stilladset har været fæstnet forsvarligt.

Et stort stillads faldt mandag formiddag sammen i Teglgaardsstræde i det indre København.

Stilladset blev offer for en nat og morgen med meget voldsom blæst, oplyser Københavns Politi.

- Det er en smal gade, så den voldsomme blæst har haft gode muligheder for at få fat i den slugt, der er dannet. Arbejdstilsynet er dog på sagen, for der er mistanke om, at stilladset ikke har været lovmæssigt fastgjort, siger vagthavende ved Københavns Politi, som fik meddelelsen 9.34.

Murersjak gik til pause få sekunder før kollaps

TV 2s reporter Søren Juhler befandt sig i kvarteret, da stilladset begyndte at krænge med skræmmende kraft.

- Det er helt sindssygt. Et helt murersjak var lige gået ned fra stilladset for at holde pause, da det styrtede sammen. Det slog en kolbøtte og står nu op ad genbohuset, fortæller Juhler.

Der skete ingen personskade da stilladset væltede, men politiet oplyser at to biler blev "begravet" under den kollapsede konstruktion.

- Lige nu er oprydningen i gang og vi sørger for at sikre området. Heldigvis er der ikke meget trafik derinde, så den er ikke nævneværdigt påvirket, meddeler politiet.

 
 
Foto: TV 2

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik