Statens Serum Institut anbefaler ikke genåbning af cafeer og restauranter

Statens Serum Institut kan ikke anbefale at åbne caféer eller restaurationslivet samt højskoler og efterskoler på grund af udbruddet af coronavirus.

Statens Serum Institut kan ikke på nuværende tidspunkt ud fra en sundhedsfaglig vurdering anbefale "at gå så langt som til at åbne for café og restaurationslivet samt højskoler, efterskoler og den del af fritidslivet der er baseret på større fællesskaber hvor mennesker kommer i tæt kontakt."

Sådan lyder det fra faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, i dokumenter, der er sendt til partilederne, torsdag eftermiddag og som TV 2 er i besiddelse af.

Anbefalinger sker på baggrund af en "realistisk vurdering af danskernes adfærd i fællesskaber," står der i dokumentet.

Der kan være risiko for superspredning

I dokumentet, der omhandler de matematiske beregninger af en større genåbning i fase et end først planlagt - sådan som statsminister Mette Frederiksen (S) oplyste på et pressemøde tirsdag - skriver Kåre Mølbak, at de psykologiske effekter i form af mulig overoptimisme i forbindelse med åbningen af cafeer og restauranter ikke indgår i beretningerne.

- Der kan rejses tvivl om, hvorvidt det er muligt at åbne disse virksomheder samtidig med, at der realistisk set holdes afstand. Der kan desuden være risiko for superspredning ved begivenheder relateret til idræts- og fritidsliv, foreningsliv, efterskoler og højskoler. Denne risiko indgår heller ikke i modellen, skriver Kåre Mølbak.

Han understreger samtidig, at modellerne ikke tager højde for, at der kan være sket betydelige ændringer i danskernes adfærd over påsken.

- Dertil kommer, at virksomheder og butikker, der frivilligt lukkede delvist ned i marts, kan være ved at genoptage nogle aktiviteter. Disse mulige adfærdsændringer vil først slå igennem i overvågningen af smittespredningen med covid-19 omkring 1. maj eller senere, står der i dokumentet.

I forbindelse med en diskussion om en yderligere åbning af det danske samfund, sådan som alle folketingets partier torsdag aften skal diskutere - ifølge Kåre Mølbak vigtigt at fokusere på den variation og usikkerhed omkring beretningsmodellernes estimater fremfor det forventede gennemsnitlige smittetal.

- Eksempelvis vil der være en risiko for, at belastningen på intensivafdelingerne stiger til 590 indlagte patienter i en udvidet fase 1 åbning, der omfatter alle nye initiativer, og hvor der ikke længere opretholdes fysisk afstand.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik