Spildevand fra Sverige er også endt i Øresund

Det svenske spildevand kommer både fra huse og fra et rensningsanlæg.

Bølgerne er bogstavelig talt gået højt i forbindelse med den aktuelle sag om udledning af urenset spildevand fra dansk side i Øresund.

Udledningen af de planlagte 290 millioner liter kloakvand fra Hofor i København har vakt opsigt på begge sider af sundet - ikke mindst i Sverige, hvor politikere og klimaaktivisten Greta Thunberg har protesteret.

Men nu viser det sig, at svenskerne ikke kan sige sig fri for, at millioner af liter spildevand fra dem også er endt i Øresund.

Det fortæller chefen for det svenske forsyningsselskab VA Syd, der er en pendant til Hofor:

- Vi har måttet hælde spildevand ud i Øresund i løbet af 2019, siger Andreas Lagerblad til TV 2.

Han påpeger, at VA Syd i Malmø ikke har foretaget direkte udledninger af spildevand i Øresund, som det var planlagt i Danmark. I stedet er spildevandet endt i farvandet på grund af kraftig regn og pres på kloaknettet.

- Vandet er over 90 procent rent regnvand, og kun to procent er urenset spildevand, forklarer Andreas Lagerblad.

Så mange liter fra Sverige

Chefen for VA Syd fortæller, at man i løbet af 2019 har registreret i alt 143 tilfælde af overløb i Malmø-området.

Det har medført, at 73.000 kubikmeter - eller 73 millioner liter spildevand - er skyllet direkte ud i Øresund fra de omkring 400.000 husstande i Malmø-området.

Dertil kommer cirka 500 millioner liter spildevand, som også er havnet i Øresund fra svensk side.

Det skyldes kraftig regn, der har medført et direkte overløb fra rensningsanlægget Sjølunda, som ligger i den nordlige del af Malmø, og fra anlægget Klagshamm i den sydlige del af byen.

- De 500 millioner liter spildevand er blevet renset mekanisk og kemisk, men ikke biologisk, siger Andreas Lagerblad.

Nyt kloaksystem

For at undgå udledning af spildevand i Øresund i fremtiden skal der bygges nye kloak- og rensningsanlæg i Malmø. Det skal være færdigt om ti år, fortæller Andreas Lagerblad.

Rensningsanlægget Sjølunda dækker i dag 300.000 husstande, men byen har vokseværk, og anlægget skal i fremtiden også kunne håndtere spildevand fra 800.000 personer fra Lund og et større opland i Skåne-regionen.

Stoppet i sidste øjeblik

Udledningen af de planlagte 290 millioner liter urenset spildevand fra dansk side blev efter politisk pres standset 24. maj.

De store mængder urenset spildevand kom som en overraskelse for flere danske folketingspolitikere.

De radikales Martin Lidegaard og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti har kaldt tallene for henholdsvis "voldsomme" og "bekymrende".

Udledningen af de store mængder kloakvand fra dansk side er nu foreløbig udsat til efteråret 2020.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik