Spektakulært vejrfænomen over Køge

Det gode vejr fredag bød på et særlig smukt vejrfænomen. Blandt andet over Køge.

Flere steder i Danmark oplevede man fredag behageligt forårsvejr, men over den sydøstlige del af Danmark er der lidt flere skyer.

Skyerne er såkaldte cirrusskyer, der befinder sig i mellem syv og otte kilometers højde, hvor temperaturen ligger mellem 40 og 50 graders frost, og de består derfor udelukkende af iskrystaller.

På TV 2 Vejret har man modtaget billeder fra den sydøstlige del af landet af imponerende ringe, der er kendt som haloer, som kan opstå under disse forhold.

Blandt andet har Elmer Madsen sendt et billede Køge. 

Haloer er imponerende syn, når de optræder på himlen, og der ligger en hel naturlig forklaring bag deres dannelse. Haloer forekommer nemlig ikke i en atmosfære, hvor der ikke forefindes iskrystaller med en bestemt form.

For at haloer skal dannes, kræves det, at der findes et relativt stort antal sekskantede iskrystaller med form som en blyant.

Disse vil almindeligvis arrangere sig således, at "bunden", ­den flade side,­ vender nedad. Denne orientering af iskrystallerne bevirker, at lys, der passerer gennem dem, bliver afbøjet i en vinkel på 22 grader rundt om lyskilden. Man taler derfor om en 22 graders halo.

Mindre hyppigt forekommer en anden type haloer, hvor afbøjningsvinklen er større, nemlig på 46 grader.

Haloer dannes, når lys brydes i blyantformede iskrystaller
Haloer dannes, når lys brydes i blyantformede iskrystaller
Foto: TV 2 Vejret

Udover haloer er der også mulighed for, at man kan se bisole - der er to små lysende punkter på hver side af solen. Ved solnedgang er der endvidere mulighed for at se en såkaldt solsøjle over solen.

Optiske fænomener

Optiske fænomener som regnbuer, omvendte regnbuer (zenitbuer), haloer og iriserende skyer skyldes alle solens brydning i vandråber eller iskrystaller.

Lyset kan brydes på forskellige måder:

Refraktion

Her afbøjes lyset inde i en vanddråbe eller iskrystal som i prismerne i en lysekrone. Når sollys rammer en regndråbe så brydes lyset i dråben som i prismet. Dernæst reflekteres det brudte lys ved dråbens bagvæg, inden det igen forlader dråben og ses som regnbuen, tågebuen eller haloen fra iagttageren.

Diffraktion

Her afbøjes lyset på overfladen af bittesmå vanddråber eller iskrystaller. Det spredte lys danner et særligt interferensmønster, hvor nogle lysbølger forstærker hinanden, mens andre udligner hinanden. Resultatet er iriserende skyer med et vandrende og farverigt mønster tæt på solen.

I gamle dage blev haloer set som et varsel om snarligt omslag i vejret - ofte til det værre med regn og fronter. 

Skyerne over de sydøstlige egne er også et resultat af fugt i stor højde, der stammer fra et lavtryksområde over det østlige Europa.

Det er ikke altid vejrfænomener er lige så flotte og fornøjelige som haloer. Der kan være store kræfter i gang, det var der i Albertslund, hvor en skypumpe hærgede et villakvarter.

Kort nyt.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik