Slut med at sende hele skoleklasser hjem - nu skal børnene kviktestes

Fremover skal nære kontakter i folkeskolen ikke sendes hjem i isolation, hvis de kan fremvise en negativ kviktest.

Nu skal det være slut med at sende hele klasser hjem, hvis enkelte børn er smittet med coronavirus.

Anbefalingerne lempes for skoleelever, så nære kontakter ikke længere sendes hjem.

Det fortæller børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til TV 2:

- Nære kontakter skal ikke længere hjemsendes. I stedet får man en kviktest på skolen, hvis forældrene har givet samtykke.

Det vil være op til de enkelte kommuner at afgøre, hvor eleverne i folkeskolen skal tilbydes en kviktest.

Uændrede regler for de mindste

Retningslinjerne for de mindste i daginstitutioner forbliver de samme, fortæller Pernille Rosenkrantz-Theil til TV 2.

Det vil sige, at der fortsat ikke er anbefalinger om test for de 0-3-årige.

Forældre til de ældre børn i dagsinstitution vil selv skulle afgøre, om de vil lade deres børn kvikteste. Kan de vise en negativ kviktest, vil der ikke længere være anbefalinger om hjemsendelse.

- For børn er det ikke lige så farligt at blive smittet som for andre. Derfor skal vi til at have fundet en balance, hvor vi ikke lukker skoler og institutioner hver og hver anden dag, siger ministeren.

Hele klasser sendt hjem

På papiret er det i forvejen kun kontakter, som har siddet inden for en meters afstand af en smittet i mere end 15 minutter, der skal sendes hjem.

I praksis har virkeligheden dog været en anden.

Hele skoleklasser er blevet sendt hjem, fordi smitteopsporing blandt de yngste har været "en tung og utaknemmelig opgave" for personalet, som formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, kaldte det torsdag.

En uge undervejs

De korrigerede retningslinjer har været under udarbejdelse af sundhedsmyndighederne i en uge.

Det er grunden til, at ministeren nu føler sig tryg ved at lempe uden frygt for, at smitten blandt befolkningens yngste stikker af.

Selvom de nye anbefalinger bygger på danskernes villighed til at lade sig teste, understreger Pernille Rosenkrantz-Theil, at der udelukkende er tale om anbefalinger. Både i forhold til test og isolation.