Skjulte optagelser afslører "skræmmende" og "skadende" behandling af pige i vuggestue

En ny TV 2-dokumentar afdækker med skjulte optagelser kritisable forhold i københavnske dagtilbud. Kommunen erkender omsorgssvigt.

Overalt i Danmark har der de seneste måneder lydt protester fra pædagoger, forældre og forskere over forholdene i landets børnehaver og vuggestuer.

Mange er kritiske over kvaliteten af børnepasningen, og utilfredsheden kulminerede, da tusindvis af forældre gik på gaden i april.

Men hvordan er situationen egentlig ude i den enkelte daginstitution?

Det har TV 2 undersøgt nærmere - blandt andet ved hjælp af skjulte optagelser i dokumentaren 'Daginstitutioner bag facaden', der sendes tirsdag aften.

Optagelser, som viser forhold, der af eksperter kaldes "skræmmende" og "skadende".

quote Jeg kan ikke høre, hvad de andre børn siger. Du er en kæmpe egoist

Pædagogmedhjælper til 14 måneder gammel pige

Kommune afviste at lade TV 2 filme i institutioner

TV 2 har talt med en række kilder, herunder en chef i Københavns Kommune, der samstemmende har fortalt, at der er alvorlige problemer i flere københavnske institutioner.

Problemer så store, at nogle institutioner har udfordringer med at opfylde lovens ord om tryghed og omsorg.

Efterfølgende har TV 2 søgt aktindsigt i tilsynsrapporterne for de 22 institutioner i Københavns Kommune med "røde" anmærkninger for sociale relationer. De viste ligeledes, at der var alvorlige problemer flere steder.

På den baggrund har TV 2 flere gange bedt om lov til at filme i en af Københavns Kommunes dagtilbud. Men ønsket blev gentagne gange afvist.

En klyngeleder fra kommunen, Pia Bah, begrundede i en e-mail blandt andet afvisningen med, at hun "ikke vil være med, da det er Københavns kommunes navn og rygte, der vil komme ud af de øjeblikke, I vil få indblik i."

Derfor valgte TV 2 at benytte skjult kamera. 

I samarbejde med TV 2 lod en pædagog sig ansætte i to daginstitutioner i København, der begge havde alvorlige anmærkninger i deres tilsynsrapporter. Pædagogen har 15 års erfaring i arbejde med børn og er ved at uddanne sig til journalist.

Over en periode filmede hun hverdagen i institutionerne med skjult kamera.

Blandt de mest kritisable optagelser er en episode fra en lille piges indkøring i en vuggestue - en episode, der af kommunen selv betegnes som omsorgssvigt.

TV 2 har vist de skjulte optagelser til forældrene til de børn, der i dokumentaren er særligt i fokus. De har alle givet samtykke til, at vi viser optagelserne, forudsat at det enkelte barn ikke kan genkendes.

Pige på 14 måneder græder næsten uafbrudt i en time

På optagelserne ses pigen - der er 14 måneder gammel - blive afleveret af sin far.

Pigen har været i vuggestuen i en uge, men der har været problemer, og hun har grædt meget.

Det fremgår af optagelserne, at faren til personalet siger:

- Vi må snakke om, hvordan det bliver i dag ... Vi er bare derhjemme, så I ringer bare.

Da faren forlader institutionen, begynder pigen som de foregående dage at græde. Optagelserne viser, at pædagogen og pædagoghjælperen de første minutter forsøger at trøste hende, men at det ikke lykkes.

I de følgende 50 minutter græder pigen stort set uafbrudt. Hun opsøger pædagogmedhjælperen gentagne gange og spørger efter sin mor og far. Men pædagogmedhjælperen hverken trøster pigen eller ringer efter hendes forældre.

Pædagogmedhjælper: - Du er en kæmpe egoist

Af optagelserne fremgår det, at pædagogmedhjælperen i stedet blandt andet siger til den grådkvalte pige:

- Vi er godt klar over, at du er en anelse forkælet... Ja, du græder hele tiden.

Og:

- Gider du godt stoppe. Du skal ikke røre mig. Du skal ikke hive i mine arme, jeg vil ikke have det.

Og:

- Ved du hvad, jeg kan ikke høre, hvad de andre børn siger. Du er en kæmpe egoist.

Efter to timer kommer faren for at hente pigen. En af pædagogmedhjælperne fortæller, at pigen har grædt, mens en anden fortæller, at det er gået rigtig godt.

Psykolog: - Det er skræmmende

TV 2 har vist optagelserne til Lone Hygum, der som specialist i pædagogisk og klinisk psykologi i en lang årrække arbejdede som psykolog med henblik på at sikre den pædagogiske kvalitet for børn med særlige behov i kommunale dagtilbud.

- Der er ikke noget her, der tyder på, at det er et forkælet barns problematik, det her. Det er et ulykkeligt barn, der er ved at blive sendt hjemmefra for første gang i sit liv til fremmede voksne, der taler sådan her til hende, og håndterer hende på den måde. Det, synes jeg godt nok, er skræmmende, siger Lone Hygum.

Hun mener, at både pædagogmedhjælperen og pædagogen i vuggestuen burde have handlet anderledes.

- Der er jo ikke nogen, der reagerer. Hvis man sidder og accepterer, at et barn bliver håndteret på den her måde, så er det jo blevet en del af en kultur, hvor man er sammen med børn på den måde. Det er nærmest som om, de er til besvær.

- Det er skadende for barnets udvikling

Grethe Kragh-Müller er lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse og har undersøgt en lang række danske daginstitutioner. Hun vurderer, at personalets behandling af pigen kan have alvorlige konsekvenser.

- Den her lille pige er jo meget ihærdig på den måde, at man kan se, at det er et barn, der er vant til at søge de voksne og få den trøst, hun har brug for.

- Altså hun prøver og prøver, men hun bliver jo mere og mere fortvivlet, og hun tænker, at lige meget hvad jeg gør, så kan jeg ikke få det her til at holde op. Det er skadende for barnets udvikling, siger Grethe Kragh-Müller.

Eksperter: Det kan ske andre steder

Grethe Kragh-Müller mener ikke, at situationen på optagelserne nødvendigvis er enestående.

- Det er ikke det, der er dækkende for de fleste daginstitutioner. Men det er også sådan, at de betingelser, der efterhånden er i daginstitutionerne, kan gøre, at du vil kunne finde elementer af det her i mange daginstitutioner, siger hun.

Samme vurdering kommer fra forsknings- og udviklingschef ved VIA University College, Andreas Rasch-Christensen. Han har i sit arbejde som faglig formand for 'En styrket pædagogisk læreplan for dagtilbudsområdet' besøgt en lang række institutioner.

- Jeg har ikke set det på denne måde andre steder, men selvfølgelig kan det ske andre steder, hvor personalet mangler de pædagogiske redskaber og ikke har den nødvendige ballast eller uddannelse til at håndtere det, siger han.

Kommune har kendt til problemer i flere år

Københavns Kommunes har udarbejdet et sæt såkaldte pejlemærker for den pædagogiske kvalitet i daginstitutionerne.

Et af pejlemærkerne hedder 'Sociale relationer' og handler om kontakten mellem børn og voksne - et område, der ifølge kommunen er essentielt for børn i vuggestuer og børnehaver:

- Alle børn og unge har ret til positiv voksenkontakt hver dag – og udsatte børn og unge har et særligt behov for at blive set og få omsorg. Alle børn og unge skal opleve et trygt og omsorgsfuldt miljø, hvor de mødes med respekt og anerkendelse, står der blandt andet på kommunens hjemmeside.

En aktindsigt for tilsynet i den daginstitution, hvor den 14 måneder gamle pige var under indkøring, viser, at institutionen allerede i 2017 fik en rød anmærkning for arbejdet med sociale relationer mellem børn og voksne.

Tilsynsrapporten for 2018 har ligeledes en rød anmærkning for dette pejlemærke, og dermed har Københavns Kommune altså i knap to år før TV 2s optagelser vidst, at den pågældende institution havde store problemer.

Det mener Lone Hygum er alvorligt.

- Hvis der har været tilsynsrapporter, der har peget på det her, så er det jo offentligt omsorgssvigt gange en million, for så er der jo nogen, der har vidst det her, siger hun.

Områdechef: Ville være ked af det, hvis jeg var forælder

TV 2 har vist de skjulte optagelser til Kate Obeid, områdechef for Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune. Hun har det overordnede ansvar for kommunens dagtilbud.

Hvordan passer det på de ord, I selv bruger såsom omsorg og positiv voksenkontakt?

- Det er ikke det, vi ser i det her klip.

Vil du kalde det omsorgssvigt?

- Ja, i situationen her, der får barnet jo ikke den omsorg, som barnet skal have, og det er jo så svigt af omsorg.

I hvor høj grad kommer det her bag på dig som chef?

- Det her klip kommer bag på mig.

Hvorfor?

- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at man for det første ikke yder et lille nyt vuggestuebarn, som skal indkøres, den omsorg, som barnet har brug for. Men også at der ikke er nogen, der skrider ind.

Hvad vil du som ansvarlig for blandt andet den her institution sige til de forældre, der nu for første gang ser, hvordan I har taget vare på deres barn?

- Jamen, det kan jeg kun beklage dybt. Det ville jeg være rigtig ked af, hvis jeg var forælder til det barn. Det kan ikke undskyldes.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik