Skal man bruge flydende eller fast håndsæbe?

Sundhedsmyndighederne anbefaler at bruge flydende håndsæbe på offentlige steder. I hjemmet kan man godt benytte sig af den faste udgave.

De blå plakater med formuleringen 'Forebyg smitte mod ny coronavirus' hænger efterhånden mange steder for blandt andet at huske os på at holde afstand og at bruge håndsprit og vaske hænder tit.

I forbindelse med den ”gradvise, kontrollerede genåbning af skoler og fritidsordninger” har Statens Serum Institut udsendt en vejledning, hvor der blandt andet står en uddybning til at forebygge sygdom gennem håndvask.

Her står der, at ”håndvask med vand og flydende sæbe er en effektiv måde at forebygge smitte”.

Der bliver altså specifikt nævnt flydende håndsæbe. Skal man så holde sig fra at bruge fast håndsæbe?

Gælder især på offentlige steder

Grunden til, at flydende håndsæbe og ikke sæbe generelt bliver nævnt, er, at der er større risiko for bakteriedannelse med en fast håndsæbe, siger afdelingschef for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse ved Statens Serum Institut Tyra Grove Krause til TV 2.

- Når en fast håndsæbe ligger på vasken eller i en skål, kan der danne sig en sjasket sø nedenunder, hvor nogle bakterier kan trives, siger Tyra Grove Krause.

Derfor er flydende håndsæbe det mest hygiejniske på offentlige steder, herunder institutioner for børn og på hospitaler, fortsætter hun.

Det skyldes, at der er mange, der er samlet på et sted. Derfor er anbefalingen af flydende frem for fast håndsæbe en måde at være ekstra forsigtig på.

Til gengæld, siger Tyra Grove Krause, betyder sæbetypen ”ikke det store i mindre husholdninger”, hvor man ikke er så mange, der deler sæben, som der vil være på offentlige steder.

Husk at vaske hænder, børn

I vejledningen står der desuden, at ”korrekt udført håndvask tager cirka 45-60 sekunder” og henviser til en række film og vejledninger om korrekt håndvask.

Her lyder det også, at både børn og ansatte skal vaske hænder hyppigt og minimum hver anden time. Derudover skal de også vaske hænder, når de kommer ind på skolen, før de spiser, og hvis hænderne er snavsede.

I begyndelsen af april udsendte Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Komiteen for Sundhedsoplysning også en film henvendt til børn om håndhygiejne.

I filmen lyder det, at du bør vaske hænder:

Før du spiser

Før du laver mad

Efter hvert toiletbesøg

Efter nys eller host i hænderne

Efter at have pudset næse

Se filmen her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik