Se kortet: Så meget forventes boligpriserne at falde rundt om i Danmark

Ifølge en ny prognose fra Nykredit forventes boligpriserne i særligt København at tage et ordentligt dyk nedad.

Inflationen har for alvor sat sig i boligmarkedet, hvor priserne på både huse og ejerlejligheder nu er begyndt at falde.

Indtil nu har presset på boligmarkedet ellers primært vist sig som en opbremsning i antallet af handler. Men ifølge en ny prognose fra Nykredit kommer priserne på boliger til at rasle nedad i de kommende to år.

- Over sommermånederne er priserne på huse og ejerlejligheder begyndt at falde. Det er startskuddet på den vending på markedet, der formentlig kommer til at være den nye virkelighed, som danskerne nu skal vænne sig til efter nogle år med heftig gang i boligmarkedet, står der i den nye prognose fra Nykredit.

Ingen overraskelse

Gennemsnitligt for hele landet forventer Nykredit i 2023, at prisen på huse falder med 5,6 procent og ejerlejligheder med 5,1 procent.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I løbet af 2024 forventes prisfaldet på huse dog at aftage til gennemsnitligt 1,5 procent, mens prisen på ejerlejligheder falder yderligere med 5,7 procent.

Nykredit mener ikke, at prisfaldene kommer som nogen overraskelse, og udpeger blandt andet de høje renter og den tårnhøje inflation som synderne:

- Alt dette er med til at presse boligmarkedet, da danskere med boligdrømme simpelthen ikke har samme gode kort på hånden, som de havde for blot et år siden, står der blandt andet i Nykredits analyse.

København særligt hårdt ramt

Særligt slemt står det til i områderne København og Københavns omegn, hvor både huse og ejerlejligheder ser ud til at falde gevaldigt i pris.

I 2023 forventes huspriserne i København for eksempel at falde med hele 9,3 procent. Tilsvarende forventes ejerlejlighederne at falde med 8,4 procent.

For områder som Nordjylland og Bornholm ser det lidt mindre drastisk ud. Her står huspriserne til at falde med henholdsvis 3,3 og 3,7 procent i 2023.

Fælles for hele landet er, at prisfaldet på huse ser ud til at aftage i løbet af 2024. I 5 ud af de 11 områder vil prisfaldet aftage til under 1 procent, spår Nykredit.

For huse i Vestjylland forventer Nykredit endda en lille prisstigning i løbet af 2024.

Anderledes står der til med ejerlejlighederne, hvor priserne ser ud til at falde endnu mere end i 2023.

Det skyldes ifølge Nykredit blandt andet ”de kommende boligskatter, der overordnet påvirker lejligheder negativt, mens husene stiger i værdi”.

Ligner andre analyser

Under coronapandemien steg boligpriserne på huse, lejligheder og sommerhuse voldsomt. Alene sidste år steg priserne med mere end 10 procent.

Men ifølge Nykredit, som er landets største udlåner til boligkøb, står boligpriserne altså nu til at falde markant i de kommende år.

Og den analyse er de ikke alene om.

I sidste uge spåede også Nationalbanken "betydelige prisfald" på det danske boligmarked. Tallene er næsten identiske med Nykredits, idet også Nationalbanken forventer et prisfald i 2023 på 5,6 procent.

Dog er Nationalbanken en smule mere pessimistiske for 2024, hvor de forventer et fald på 1,8 procent mod Nykredits forventning på 1,5 procent.

Også Handelsbanken kom i sidste uge med en dyster prognose om, at de kommende år vil indeholde et fald i både boligpriser, forbrug og eksport.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik