Se billederne: Tætpakkede busser vækker bekymring

Allerede onsdag vil ekstra busser blive sat ind for at komme problemet til livs, lover Movia.

Vil man undgå at blive smittet med coronavirus, er det en god idé at holde afstand til andre i bussen.

Men for læger og sygeplejersker i hovedstaden, er det lige nu lettere sagt end gjort.

Siden mandag har offentlig transport i store dele af landet kørt med færre afgange end normalt - og i København betyder det, at sundhedspersonale på Rigshospitalet er nødt til at køre i fyldte busser for at komme på arbejde i myldretiden.

En af dem er Mia Hintze, der er sygeplejerske på hospitalets børneafdeling. Tirsdag morgen måtte hun stå i kø for at komme med en fyldt bus til Rigshospitalet.

- Der er meget proppet, og det er ikke så smart. Vi stod over 50 mennesker og ventede på en bus på Nørreport Station, men der kom ingen. Så det endte med, at busserne blev fyldt op, da de endelig kom, fortæller hun.

Danske sundhedsmyndigheder anbefaler, at man for at undgå coronasmitte skal holde to meters afstand til andre i det offentlige rum, men ifølge Mia Hintze er det ikke altid muligt, når hun tager bussen på arbejde.

- Der er jo corona lige nu, og så skal vi ikke sidde tæt. Vi risikerer jo at blive smittet på vej til og fra arbejde, hvilket ikke er smart, når vi så skal ind til sårbare patienter, siger hun.

Selvom smitterisikoen er forøget, når man står tæt sammen, har mange medarbejdere ikke andet valg end at tage de fyldte busser på arbejde.
Selvom smitterisikoen er forøget, når man står tæt sammen, har mange medarbejdere ikke andet valg end at tage de fyldte busser på arbejde.
Foto: Foto: TV 2

Færre afgange skal sikre driften

På Sjælland står Movia bag den offentlige transport. Herfra lyder det, at færre afgange er en reaktion på, at der har været færre passagerer i perioden, hvor Danmark har været lukket ned.

Samtidig skal det sikre en stabil drift, hvis mange buschauffører og togførere pludseligt bliver syge.

I en pressemeddelelse sidste uge skrev trafikselskabet, at de på trods af begrænsningerne har fokus på, at sundhedspersonale stadig kan komme sikkert på arbejde.

Ifølge Mia Hintze er det ikke lykkedes.

- I sidste og forrige uge, hvor der var normal busdrift, var det fint, og der var busserne ret tomme, men nu er det væsentligt dårligere, siger hun.

Sundhedspersoner skal undgå corona-smitte

Ifølge Tyra Grove Krause, afdelingschef for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse ved Statens Serum Institut, er det svært at sige, hvor stor en smitterisiko de tætpakkede busser udgør.

Alligevel vurderer hun på baggrund af TV 2s optagelser, at de umiddelbart er for fyldte.

- Det anbefales, at man holder en afstand på en til to meter til alle andre mennesker i det offentlige rum – blandt andet i offentlige transportmidler. Ud fra den definition ser det ud til, at folk står lidt for tæt i bussen.

Mandag morgen sad passagererne tæt i bus 150S på vej fra Nørreport til Rigshospitalet.
Mandag morgen sad passagererne tæt i bus 150S på vej fra Nørreport til Rigshospitalet.
Foto: Privatfoto

Fordi sundhedspersonale hver dag omgås syge og særligt udsatte, er det ifølge Tyra Grove Krause ekstra vigtigt, at de er opmærksomme på ikke at sprede coronasmitten.

Samtidig kan det gå hårdt ud over kapaciteten på de danske hospitaler, hvis læger og sygeplejersker bliver smittet i stort antal.

- Sundhedspersoner har et særligt ansvar, og skal derfor altid have en ekstra lav tærskel for at blive hjemme, hvis de skulle få symptomer, forklarer Tyra Grove Krause.

Overvejer at cykle 18 kilometer

På grund af den større risiko for at sprede coronasmitten til både kolleger og patienter, overvejer flere medarbejdere på Rigshospitalet helt at undgå busserne i myldretiden.

Ifølge Line Grønkjær, som er forskningsmedarbejder på Rigshospitalets immunologiske afdeling, vil hun fremover tænke sig om en ekstra gang, før hun tager bussen på arbejde om morgenen.

- Det er jo virkeligt skidt. Vi får at vide, at vi skal holde to meters afstand, men det er jo ikke rigtigt muligt, så jeg overvejer at tage de 18 kilometer til arbejde på cyklen i morgen, siger hun.

Særligt på den befærdede rute mellem stoppestederne Nørreport og Rigshospitalet Syd er busserne fyldt om morgenen
Særligt på den befærdede rute mellem stoppestederne Nørreport og Rigshospitalet Syd er busserne fyldt om morgenen
Foto: TV 2

Det er dog ikke alle, der har mulighed for helt at undgå offentlig transport - for ifølge Mia Hintze er hun helt afhængig af toget for at komme fra sit hjem og ind til København.

- Jeg bor ret langt væk, så skal jeg komme på arbejde på en anden måde, skal jeg have en cykel eller et løbehjul med i toget, forklarer hun.

Flere busser indsættes onsdag

TV 2 har forelagt kritikken for Movias kommunikationsdirektør, Camilla Struckmann, som i et mailsvar forklarer, at de færre afgange kun er et midlertidigt tiltag.

- Tilpasningen af afgange for busser og lokaltog på hele Sjælland skal sikre, at Movia kan opretholde en stabil og dækkende drift, og vi håber på kundernes forståelse i denne helt ekstraordinære situation, skriver hun.

Alligevel understreger kommunikationsdirektøren, at Rigshospitalets medarbejdere allerede onsdag kan forvente mere plads omkring sig i de københavnske busser.

- Det er klart, at hvis busserne er for fyldte, efter vi har ændret på køreplanerne, så laver vi det om. Derfor indsætter vi fra i morgen to ekstra busser til at køre pendulkørsel mellem Nørreport Station og Hans Knudsens Plads.

Busserne vil være markeret med ’Ekstrakørsel Rigshospitalet’ og køre i tidsrummet 06.45 til 08.00 eller længere, hvis der observeres et behov, skriver Camilla Struckmann.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik