Sæd på væggene og bussemænd i sengene præger Oslofærgen

Rengøringen er ikke på toppen på Oslo-færgerne. Det viser en test, som TV 2 Norge har udført.

Blodpletter, krummer, mug, hår, sæd og bussemænd. Når du tjekker ind på Oslo-båden, Crown, der sejler fra Dampfærgevej på Østerbro i København, må du regne med at finde rester fra tidligere gæster.

Det var i hvert fald, hvad TV 2 Norge fandt, da de tjekkede de tre Oslo-færger, Stena Saga, som ejes af Stena Line og DFDS' Crown Seaways og Color Fantasy.

Sæd på væggene

Både på Stena Saga og Crown Seaways blev der påvist sæd på væggene lige over sengene.

- Sådan skal det ikke være, siger pressechef i Stena Line, Jesper Waltersson til TV 2 Norge.

Under lagnet var madrasserne på de to Oslo-færger yderst udelikate. Her fandt man krummer, pletter og hår fra tidligere gæster. Særligt på Stena Saga var der mange pletter. På en af madrasserne var der også et stort område med mug, som man kan blive syg af at ligge på. 

Stena Line siger, at de ser meget alvorligt på fundet af mug, og at de allerede før TV 2 Norges undersøgelse havde planlagt at udskifte alle madrasserne på Stena Saga. 

UV-lyset afslører tydelige sædpletter på kahytvæggene.
UV-lyset afslører tydelige sædpletter på kahytvæggene.
Foto: TV 2 Norge

Heller ikke sengetøjet holdt mål. På et af lagnerne på Crown Seaways lå der en geléagtig klump, som så ud til at være en stor bussemand.

- Sådan noget må ikke forekomme, siger informationschef i DFDS Seaways, Gert Jakobsen.

Høje mængder af mikroorganismer

I samtlige 10 kahytter, som blev undersøgt, blev der også fundet urovækkende høje værdier af mikroorganismer, som betyder en forhøjet fare for blandt andet forekomsten af bakterier.

TV 2 Norge målte antallet af mikroorganismer på flere overflader i kahytterne med en såkaldt ATP-måler. Målingerne viste, at det mest beskidte sted på alle tre skibe var gulvet i bruseren. På Stena Saga blev der fundet værdier 200 gange højere, end det som er anbefalet. 

Her ses tydelig mug under madresserne. 
Her ses tydelig mug under madresserne. 
Foto: TV 2 Norge

- Det er ikke godt. Har du et sår på foden, så kan du i værste fald få en infektion, siger rengøringskonsulent, Lena Furuberg, til TV 2 Norge.

Mikroorganismerne florerede også steder, som man ofte rører ved med hænderne. Både på Stena Sada og Crown Seaways var vandhanerne beskidte, og på Stena var de mere beskidte, end toiletsædet. Også flere natborde kunne trænge til en grundig vask.

Vil gennemgå rutiner og hente eksperthjælp

Begge selskaber varsler nu en gennemgang af rutinerne, og i tillæg beder de om hjælp fra eksperter til at tjekke hygiejnen om bord på skibene.

Color Fantasy er den reneste båd, men ifølge rengøringseksperten Lena Furuberg vidner fundene, som TV 2 Norge har gjort, stadig om alt for dårlig rengøring.

Color Line oplyser, at de som konsekvens af TV 2 Norges undersøgelser, har købt ATP-målere til brug om bord. Selskabet mener dog, at de har gode rengøringsrutiner, at at de sjældent får klager over hygiejnen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik