Russisk krigsskib kollideret med handelsskib ved Øresundsbroen

Det svenske handelsskib ligger for anker og har hul i skroget, men hullet befinder sig tre meter over vandlinjen, og skibet tager ikke vand ind.

To skibe er stødt ind i hinanden ved Øresundsbroen. Foto: NIels Ahlmann Olesen - Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

En russisk fregat og et 145 meter langt civilt, svensk handelsskib ved navn 'Ice Rose' er kollideret i dansk farvand tæt på Øresundsbroen. Det oplyser Forsvarets Operationscenter til TV 2.

- Der er hul i handelsskibet, men det er tre meter over vandlinjen, så skibet tager ikke vand ind, oplyser den vagthavende befalingsmand ved Forsvarets Operationscenter Lisbeth Jørgensen.

Ingen personer er kommet til skade ved ulykken.

Læs også Droner med kunstig intelligens skal kortlægge Øresundsbroen minutiøst

Forsvaret er til stede og kommer til at være det et godt stykke tid endnu, lyder det, da det svenske handelsskib, der ligger for anker, skal inspiceres.

- Vi skal se, om skibet er sødygtigt, og så skal havarikommissionen også indover, siger Lisbeth Jørgensen.

Ifølge mediet Maritime Danmark har 'Ice Rose' tydelige skader i stævnen.

Sverige har sendt skibe og helikopter

Da ulykken er sket i dansk farvand, er det Danmark, der leder indsatsen, men de svenske myndigheder har sendt tre skibe, kystvagten og en helikopter for at bistå, oplyser redningsleder på den svenske Sø- og Flyredningscentral Jörgen Hansson ifølge Aftonbladet.

Han oplyser samtidig, at handelsskibet var på vej til Göteborg. På hjemmesiden marinetraffic.com står det angivet, at skibet er sejlet fra Sankt Petersborg.

Læs også De elsker tun: Hvidhajer kan være på vej til Øresund

Den russiske fregat ligger også for anker ved ulykkesstedet i Øresund, men de danske myndigheder har ikke adgang til det russiske krigsskib og har heller ikke mulighed for at tilbageholde det.

- De danske myndigheder har ingen sanktionsmuligheder, fordi det russiske patruljefartøj bliver anset som den russiske stat, siger Lisbeth Jørgensen.

Tæt tåge i Øresund

Årsagen til ulykken er endnu uvis, men der var tåge og lav sigtbarhed i Øresund onsdag morgen og formiddag.

- Tågen kan onsdag formiddag have været ret tæt over vandet, ligesom vi så det mange steder på land. Her var sigtbarheden helt ned til 50 meter - det vil jeg ikke udelukke, at den også kan have været over vandet. Tågen forsvinder senere over vand end land, fordi der er køligere og mere fugtigt, oplyser TV 2s meteorolog Sebastian Pelt.

Læs også Politi dropper fast grænsekontrol ved Øresundstog - det betyder hurtigere togdrift

Øresundsbroen har lagt et billede af tågen ved Øresundsbroen op på Twitter. Billedet er taget klokken 10.28, og det viser, hvor tyk tågen var 28 minutter efter ulykken.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik