Rød løber, blomster og tårer: Sådan foregik genåbningsfest i Køge

Dele af detailhandlen fik lov at åbne i dag, og det skabte stor glæde blandt både butiksejere og kunder i den østsjællandske handelsby.

Overalt er der pyntet op med balloner, flag og blomster.

Solen skinner på Køge gågade.

quote De første timer er vi nærmest blevet væltet bagover, og det gør mig så glad

Carina Schimmel, ejer, Mono

Hos livstilsbutikken Butik Life har ejeren, 43-årige Anette Hansen, rullet den røde løber ud og hejst dannebrog for at byde sine kunder velkommen efter lang tids nedlukning.

- Jeg glæder mig som et lille barn til at møde mine kunder igen, siger Anette Hansen, hvis begejstring ikke engang kan skjules bag mundbindet.

Butik Life fyldte fem år 12. februar, men det blev ikke til nogen fødselsdagsfest på grund af corona.
Butik Life fyldte fem år 12. februar, men det blev ikke til nogen fødselsdagsfest på grund af corona.
Foto: Ida Wismann / TV 2

En af de første, som træder ind i den lille butik, er stamkunden 68-årige Marianne Svensson. Med sig i favnen har hun en buket blomster i smukke forårsfarver. De er til Anette Hansen.

- Jeg ved, hvor meget, du har knoklet, og hvor hård den sidste tid har været. Derfor skal du have blomster. Tillykke med genåbningen, siger Marianne Svensson.

Det er en overvældet og glad Anette Hansen, der tager imod.

For hende er blomsterne og dagen i dag starten på noget nyt og bedre. Hun forventer nemlig, at kunderne vil vende tilbage i stor stil, når nu butikkerne er genåbnet.

Marianne Svensson (tv) handler ofte i Anette Hansens (th) butik i Køge.
Marianne Svensson (tv) handler ofte i Anette Hansens (th) butik i Køge.
Foto: Ida Wismann / TV 2

Og alt i Køge Gågade tyder på, at den tese er korrekt.

Travlhed i gaden

Omkring middagstid er torvets store parkeringsplads propfyldt. Faktisk holder bilerne i kø for at komme ind og få en plads.

Der begynder også at danne sig kø ude foran de særligt populære butikker som H&M og Søstrene Grene.

Det vrimlede med biler og mennesker på torvet ved middagstid.
Det vrimlede med biler og mennesker på torvet ved middagstid.
Foto: Ida Wismann / TV 2

Hos tøjbutikken Mono mærker man de også travlheden, fortæller den 47-årige ejer Carina Schimmel.

- De første timer er vi nærmest blevet væltet bagover, og det gør mig så glad, at kunderne er der, så snart vi lukker op, siger hun.

Carina Schimmel har drevet forretningen i 16 år, men de seneste måneder har været de hårdeste nogensinde. Det har blandt andet været bekymringen over at skulle af med alt vintertøjet inden genåbningen, der har presset butiksejeren.

- Jeg har haft så mange søvnløse nætter på grund af bekymringer, men efter i dag har jeg en god mavefornemmelse, siger hun.

Carina Schimmel har fokuseret på sit websalg under corona. Her er hun lykkes med at komme af med de fleste vintervarer, så butikken nu kan bugne med forårssager.
Carina Schimmel har fokuseret på sit websalg under corona. Her er hun lykkes med at komme af med de fleste vintervarer, så butikken nu kan bugne med forårssager.
Foto: Ida Wismann / TV 2

Da Carina Schimmel er færdig med at tale med TV 2, hilser hun en af sine stamkunder, 59-årige Mette Vergmann, velkommen.

Mette Vergmann er på udkig efter et par cowboybukser, og hun er lykkelig for, at hun igen kan dukke fysisk op i Mono.

- Jeg har glædet mig utrolig meget til, at butikkerne åbner igen. Jeg har nemlig kun handlet meget lidt online under corona, så jeg har penge gemt, siger hun med et smil.

Ligesom de fleste andre kunder, TV 2 taler med i dag, føler Mette Vergmann sig helt tryg ved at handle i butikkerne igen.

- Hvis man tager sin forholdsregler, holder afstand og spritter af, så synes jeg, det er fint, butikkerne åbner. Jeg kan godt finde ud af at passe på mig selv, og jeg forventer, at andre kan det samme, siger hun.

Der var blandt andet kø foran Søstrene Grene, fordi der kun må lukkes et bestemt antal personer ind. Kunderne var dog gode til at holde afstand i køen.
Der var blandt andet kø foran Søstrene Grene, fordi der kun må lukkes et bestemt antal personer ind. Kunderne var dog gode til at holde afstand i køen.
Foto: Ida Wismann / TV 2

Tilbage til normalen

Andre steder går det mere stille for sig med kunderne.

Men sådan plejer det også at være - og plejer er godt, lyder det fra Erik Vagn Jensen, som ejer boghandlen Bogladen på Køge gågade.

I modsætning til mange andre butiksejere har Erik Vagn Jensen ikke solgt online under nedlukningen. Det har dog været muligt for kunderne den seneste tid at benytte en call-and-collect-løsning, som ejeren selv kalder det.

- Jeg glæder mig enormt meget til at åbne butikken. Vi har stort set ikke har solgt noget de sidste mange måneder, og det har gjort ondt, siger Erik Vagn Jensen.

Han åbnede forretningen i august sidste år, da han i stedet for at gå på pension valgte at overtage en lukket Arnold Busk.

Erik Vagn Jensen åbnede sin boghandel klokken 9.30 mandag efter over to måners nedlukning med stort set intet salg overhovedet.
Erik Vagn Jensen åbnede sin boghandel klokken 9.30 mandag efter over to måners nedlukning med stort set intet salg overhovedet.
Foto: Ida Wismann / TV 2

Erik Vagn Jensen forventer ikke noget stort boom i salget, men han tror på, at de faste kunder vil vende tilbage i samme grad som før nedlukningen.

Han er heller ikke bekymret for, om butikken kan håndtere coronarestriktionerne.

- Jeg har ingen bekymringer i forhold til corona. Vi er en stor butik, vi overholder alle retningslinjer, og folk tænker sig om, så det kan ikke gå galt, siger han.

Helt så bekymringsløs er det dog ikke alle, som er.

Frygter endnu en nedlukning

Selvom Anette Hansen, indehaver af Butik Life, er overbevist om, at hendes kunder godt kan overholde alle retningslinjer, frygter hun, at et lokalt smitteudbrud vil lukke hendes forretning igen.

- Den del bekymrer mig virkelig. Jeg har kæmpet så hårdt under denne nedlukning, og jeg kan bare ikke en gang til, siger hun.

Samme frygt har Carina Schimmel, som ejer Mono.

- Det er uforudsigeligheden, som er det værste. Vi aner ikke, hvad der kommer til at ske, eller hvor længe vi får lov at holde åbent denne gang, siger hun.

Begge kvinder glæder sig dog over, at de overhovedet må åbne i dag - om ikke andet for en periode.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik