Region undersøger mangelfuld screening i 211 kræftforløb - 12 er allerede døde

Region Sjællands koncernchef frygter, at de mangelfulde behandlinger kan gå længere tilbage end 2013, som først antaget.

Siden 1999 har Sundhedsstyrelsen anbefalet, at man ved mistanke om brystkræft udfører en såkaldt tripleundersøgelse. Her bliver kvindens bryst undersøgt på tre måder. Man tager et røntgenbillede, man bruger ultralyd, og man mærker efter.

Sådan foregik det bare ikke på Ringsted Sygehus i årene 2013 til 2017.

Her har en række henviste kvinder på grund af lægelig beslutning kun fået taget røntgenbilleder – og det kan have ført til, at deres kræft ikke er blevet opdaget ved undersøgelsen.

En gennemgang af patientjournalerne fra de fire år viser nu, at der er 211 kvinder, som muligvis har påbegyndt deres brystkræftforløb med en fejlagtig undersøgelse. Det fortæller koncernchef i Region Sjælland, Leif Panduro Jensen.

12 af de 211 kvinder er døde, skriver Jyllands-Posten.

- Dybt ulykkelig sag

I december kom det frem, at 735 kvinder var gået hjem fra de mangelfulde undersøgelser med en besked om, at de ikke havde fået kræft.

Ti af dem har fået konstateret brystkræft ved efterfølgende undersøgelser.

Men nu viser det sig, at de mangelfulde brystkræftundersøgelser kan have haft endnu flere ofre.

For nu er Region Sjælland begyndt at undersøge de patienter, som siden 2013 har været i kræftbehandling.

En gennemgang af 8700 patientjournaler har nu vist, at der muligvis er yderligere 211 kvinder, som ikke har fået en grundig nok undersøgelse, da der første gang var mistanke om, at de var syge. De 211 kvinder har alle været eller er i behandling for brystkræft.

- Vi koncentrerede os i begyndelsen om de kvinder, der kunne gå rundt med uopdaget cancer. Nu koncentrerer vi os om dem, der har været i behandling for kræft, for at se, om der er nogle af dem, der også er berørt af det her, siger koncernchef Leif Panduro Jensen.

- Det er en dybt ulykkelig sag, vi selvfølgelig vil til bunds i.

Kan have krav på erstatning

Det bliver ikke Region Sjælland selv, der skal gennemgå de 211 sager. Det bliver højst sandsynligt Patienterstatningen.

Og det er en proces, der kommer til at tage i hvert fald fire-fem måneder, fortæller Leif Panduro Jensen.

Det var mammografiundersøgelser som denne, man nøjedes med at udføre på Ringsted Sygehus. Det er dog ikke alle kræftknuder, den slags røntgenundersøgelser kan opfange.
Det var mammografiundersøgelser som denne, man nøjedes med at udføre på Ringsted Sygehus. Det er dog ikke alle kræftknuder, den slags røntgenundersøgelser kan opfange.
Foto: Christian Als - Ritzau Scanpix

Selvom det drejer sig om kvinder, der allerede har fået konstateret kræft, mener koncernchefen, at undersøgelsen kan komme til at gøre en forskel.

- Hvis de har haft en mangelfuld undersøgelse som start på deres kræftforløb, kan det måske have forsinket deres behandling. Hvis det har forsinket behandlingen, kan de måske have krav på noget erstatning, og de kan måske også ønske at rejse en klagesag, siger Leif Panduro Jensen og fortæller, at de berørte kvinder også vil blive tilbudt psykologhjælp.

Måske er antallet større

Det er ikke sikkert, at sagen om de mangelfulde brystkræftundersøgelser slutter med undersøgelserne af de 211 journaler.

Regions Sjællands koncernchef frygter, at de fejlagtige undersøgelser også var praksis på Ringsted Sygehus inden 2013.

- Indtil nu er vi gået tilbage til 2013. Det kan være, at vi går endnu længere tilbage, og der så dukker endnu flere kvinder op. Vi har endnu ikke fundet ud af, om det er nødvendigt.

For at vurdere det, vil man kigge på, om der blandt de 211 kræftramte kvinder, er nogen, der helt tilbage i 2013 ikke er blevet undersøgt ordentligt.

- Hvis det er tilfældet, kan det være, at vi bliver nødt til at gå længe tilbage. Det kunne jeg godt mistænke bliver nødvendigt, lyder det fra Leif Panduro Jensen.

Ifølge Jyllands-Posten har Patienterstatningen siden december modtaget 40 anmeldelser fra kvinder med brystkræft, hvis sager kan handle om undersøgelserne på Ringsted Sygehus.

Indtil videre er Vagn Bach, som siden 2016 havde været sygehusdirektør på Ringsted, Næstved og Slagelse Sygehus, blevet afskediget på grund af sagen. Mens de mangelfulde undersøgelser blev udført, var han lægelig vicedirektør samme sted.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik