Regeringen genåbner dele af sundhedsvæsenet efter påske

TV 2s politiske redaktør kalder nu al snak om borgfred for 'slut'. Se hvad genåbningen af sundhedsvæsenet konkret betyder sidst i artiklen.

Regeringen har mandag aften aftalt med Danske Regioner, Kommunernes Landsforening (KL) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) at øge aktiviteten i sundhedsvæsnet efter påske.

Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Formålet med genåbningen af sundhedsvæsenet er at nedbringe nogle af de ventetider på undersøgelser og behandlinger, der er opstået som følge af coronakrisen.

- Når vi nu kan åbne mere op for sundhedsvæsenet igen, er det fordi, vi har opnået kontrol over corona-virussen i Danmark, siger sundhedsminister Magnus Heunicke og uddyber om aftalen:

- Vi havde gerne set en bred politisk aftale, men idet der ikke var politisk vilje til dette, går regeringen nu sammen med regionerne, KL og de praktiserende læger om at skrue op for aktiviteten i sundhedsvæsenet.

Pukkel skal gøres mindre

Genåbningen af sundhedsvæsenet sker på baggrund af en faglig plan fra Sundhedsstyrelsen.

Der vil blandt andet blive åbnet op for hjælp til svage borgere i kommunerne, til mere aktivitet hos de praktiserende læger og til de patienter, som ud fra en sundhedsfaglig vurdering har mest brug for hjælp.

- Det er vigtigt, at vi begynder processen med at øge aktiviteten i det danske sundhedsvæsen og dermed i højere grad tager imod patienter med andre sygdomme end covid-19. Det skal vi for at gøre den pukkel, vi skubber foran os, så lille som muligt, siger formand for Danske Regioner, Stephanie Lose.

LYN-ANALYSETroels MylenbergPolitisk redaktør, TV 2

Når forhandlingerne om genåbning af sundhedsvæsenet er brudt sammen, er det mest af alt et udtryk for, at al snak om borgfred i ly af coronakrise er slut. Regeringen forstår simpelthen ikke de borgerliges kritik, og omvendt vil de borgerlige partier med Venstre i spidsen ikke længere finde sig i ikke at blive inddraget mere i planerne for, hvordan Danmark skal genåbnes. Sundhedsområdet er naturligvis helt centralt i genåbningen, og her vil de borgerlige sætte nogle solide aftryk for vejen videre, blandt andet med krav om klare planer og principper.

Sammenbrud i forhandlinger

Venstre deltog mandag sammen med regeringen i de politiske forhandlinger, men erklærede tidligere på aftenen, at forhandlingerne var 'brudt sammen'.

Det skrev Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, selv på Twitter.

Jakob Ellemann-Jensen siger til TV 2, at det er positivt med en genåbning af sundhedsvæsenet, men fremhæver, at der er flere udfordringer med regeringens aftale.

- Vi savner stadig svar på: Hvad med alle dem, som skal til fysioterapi, til kiropraktor, til tandlæge? Hvad med dem, der skal til psykolog? Der er mange mennesker, der har brug for behandling i sundhedsvæsenet, og dem skylder vi også nogle svar på, hvornår de kan imødese det, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Rettigheder sat ud af kraft

De normale patientrettigheder - behandlingsgarantien og udredningsretten - blev sat ud af kraft 12. marts af Folketinget ved hjælp af en hastebehandling.

Det skete, "for at sikre at de behandlings- og personalemæssige ressourcer kan prioriteres til at bekæmpe en smitsom sygdom og til at behandle patienter med akutte og livstruende sygdomme", som det hed.

Patientrettighederne har blandt andet garanteret frit sygehusvalg, behandling og udredning inden 30 dage.

Venstre og de borgerlige partier har kritiseret regeringen for ikke at fremlægge en konkret plan for, hvornår patientrettighederne kan genindføres.

Genåbning af sundhedsvæsenet - hvad betyder det?

Her er et overblik over, hvad der er kommet frem om aftalen:

  • De alment praktiserende læger begynder fra onsdag at se flere patienter og vurderer, hvem der har brug fra en henvisning til hospitalet.
  • De opfordrer nu borgerne til fremover at kontakte deres praktiserende læger i samme omfang som før coronakrisen.
  • Regionerne vil begynde at hjælpe de patienter, som på grund af udbruddet af coronavirus har fået deres behandlinger udsat. De patienter, der ud fra en sundhedsfaglig vurdering har mest brug for hjælp, prioriteres først.
  • Kommunerne er klar til at genoptage opgaver med genoptræning og rehabilitering.
  • Tilbuddet om genoptræning i kommunerne vil ikke være helt det samme, som før coronakrisen. For at forebygge smittespredning genoptages holdtræning eksempelvis ikke endnu.
  • Regeringen oplyser, at den vil afsætte de nødvendige midler til at arbejde hen mod en genindførelse af patientrettighederne, som er blevet suspenderet i forbindelse med udbruddet af coronavirus.
  • Der er dog ingen konkret udmelding om, hvornår udrednings- og behandlingsgarantierne ventes genindført.

Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik