Regeringen åbner for dimissioner, karamelkast og studenterkørsel

Selvom det nu bliver muligt at fejre de helt store milepæle, frarådes årgangsfester og klassefester stadig på skolernes område.

Regeringen giver nu grønt lys til, at afgangselever på skoler og ungdomsuddannelser kan kaste karameller på sidste skoledag, holde dimission og køre studenterkørsel. Og det bliver kun med nogle få restriktioner.

Det betyder blandt andet, at gymnasieeleverne må invitere gæster med, når de får studenterhue på, at op til 500 personer må deltage i dimissioner, og at studenter kan køre studenterkørsel uden afstandskrav.

Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse torsdag.

- Jeg er rigtig glad for, at elever i både grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelserne får mulighed for at fejre den her store milepæl sammen med deres familie og venner, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Hold to meters afstand, hvis du vil synge

Der vil dog stadig være en række restriktioner ved eksempelvis dimissioner og overrækkelser af svendebreve.

Myndighederne opfordrer nemlig stadig til, at der ved begivenhederne holdes mindst én meters afstand mellem personer, der ikke er i familie. Og vil man synge, råbe, danse eller opholde sig i lukkede rum, lyder anbefalingen på mindst to meter.

Samtidig bør man forsøge af gøre ceremonierne så korte som muligt.

Og i folkeskoler kan afgangseleverne kaste karameller til kun én klasse ad gangen, så klasserne ikke blandes.

Kun fem gæster, når studenterhuen overrækkes

På gymnasiale uddannelser kan den traditionelle huebegivenhed efter den sidste mundtlige eksamen gennemføres indendørs med maksimalt fem gæster per elev.

Herefter kan eleven fejre begivenheden i et afgrænset område og gerne udendørs.

Og inden nyudklækkede studenter træder op i lastvognen til studenterkørsel, opfordres de samtidig stadig til at lade sig teste.

Derudover anbefales det, at studenterkørslen kun afholdes klassevist, og at de store traditionelle forsamlinger af mange unge i løbet af dagen undgås.

Klassefester er stadig forbudt

Selvom det nu bliver lettere at fejre skoletidens helt store milepæle, holder regeringer stadig fast i, at andre store fester undgås.

De nye retningslinjer ændrer nemlig ikke ved, at årgangsfester og klassefester ikke må afholdes på skoler og institutioner.

Det skyldes ifølge pressemeddelelsen, at de sundhedsfaglige retningslinjer her ”kun vanskeligt kan overholdes i praksis”.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik