Politi dropper sag mod børnehjem: - Det er langt ude

Sag mod børnehjem droppes, på trods af at adskillige videoer viser voldelige episoder mellem personale og de anbragte børn.

I 2021 tog Nordsjællands Politi en sag op mod den døgnåbne behandlingsinstitution Godhavn, hvor flere tidligere anbragte børn hævdede, at de igennem flere år var blevet udsat for vold og unødvendig magtanvendelse fra personalet på stedet.

Nu har Nordsjællands Politi droppet sagen mod Godhavn, som ligger i Tisvildeleje i Nordsjælland. Det fremgår af anklagemyndighedens afgørelse, som TV 2 har set.

TV 2-dokumentaren ’Nødråb fra børnehjemmet’ gav i 2021 indblik i videoer og dokumenter, der afslørede mistrivsel og manglende omsorg på en lang række børnehjem. En af dem var Godhavn børnehjem, hvor to anbragte børn havde dokumenteret voldelige episoder og meldt det til politiet.

'Nødråb fra børnehjemmet'

TV 2 Dokumentar sætter fokus på anbragte børn og deres trivsel i programmet 'Nødråb fra børnehjemmet'.

Her fortæller børnene om vold og trusler fra ansatte og anbringelser med let adgang til stoffer. Men har de ret?

TV 2 Dokumentar får indblik i videoer og dokumenter, der afslører en hidtil ufortalt historie om mistrivsel og manglende omsorg på en lang række børnehjem.

Politiet modtog drengenes anmeldelse i november 2016. Dengang valgte politiet at lukke sagen uden at gøre yderligere.

Efter at TV 2 kontaktede politiet i forbindelse med dokumentaren, valgte de at genoptage sagen. Men nu har de altså droppet sagen igen. Det skyldes, at anklagemyndigheden ikke har fundet basis for at rejse en sag mod personalet.

”Det er langt ude”

To tidligere anbragte på Godhavn er vrede over, at politiet har droppet sagen.

- Det er langt ude. Der er jo video af mange af tingene. Det er ikke i orden, siger 21-årige studerende Todi Godsk.

Todi Godsk (til venstre) og Christian Bøgh (til højre) vil sammen med deres advokat klage til Statsadvokaten over afgørelsen.
Todi Godsk (til venstre) og Christian Bøgh (til højre) vil sammen med deres advokat klage til Statsadvokaten over afgørelsen.
Foto: Rasmus Aude / TV 2

Ifølge Todi Godsk oplevede han selv adskillige voldelige episoder i de år, han var anbragt. Det var Todi Godsk og en anden anbragt, Silas Nielsen, der optog videoer af episoderne, som indgår i dokumentaren.

En af de episoder, som blev filmet, var af den dengang 15-årige Todi Godsk.

Han var blevet vred og havde truet med at kaste med ting. Han ville forlade Godhavn, men en mandlig ansat gik helt tæt på ham og opfordrede nu Todi Godsk til at skubbe ham. Episoden eskalerede til råb og vold.

Fysisk magtanvendelse imod børn må bruges, hvis de er til fare for sig selv eller andre eller er i gang med at ødelægge inventar. Men ifølge drengene i dokumentaren brugte personalet ofte magtanvendelse imod dem, selvom de ikke var til fare for nogen.

Forløbet er vigtigt

I forbindelse med dokumentaren vurderede flere eksperter, der blev forelagt videoerne, at flere af magtanvendelserne var ulovlige.

Alligevel har politiet altså nu droppet sagen.

Lektor på Juridisk Institut på Aalborg Universitet Hanne Hartoft peger på, at forløbet op til en konflikt er vigtigt i sager, hvor politiet skal afgøre, om en magtanvendelse på et opholdssted har været lovlig.

Anklagemyndigheden fremhæver Todis adfærd forud for episoden.
Anklagemyndigheden fremhæver Todis adfærd forud for episoden.
Foto: TV 2

I den konkrete episode i videoen ovenfor lægger anklagemyndigheden i sin afgørelse vægt på Todi Godsks adfærd forud for magtanvendelsen.

- Det fremgår, at du var meget sur, destruktiv og provokerende i din adfærd, idet du blandt andet ville kaste med billardkugler og smadre ting, hvorfor du blev lagt ned på gulvet i entreen og fastholdt i 2-3 minutter, står der i anklagemyndighedens afgørelse.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nordsjællands Politi.

Vil gå hele vejen

Todi Godsk og Christian Bøgh, som også er tidligere anbragt på Godhavn, har dog ikke tænkt sig at stoppe. Sammen med deres advokat vil de klage over afgørelsen til Statsadvokaten.

- Vi vil gå hele vejen, indtil der er nogen, der bliver dømt i den her sag, siger Todi Godsk.

- Og til der kommer nogle konsekvenser for nogen, tilføjer Christian Bøgh.

Godhavn set fra oven.
Godhavn set fra oven.
Foto: TV 2

Det er ikke første gang, at døgninstitutionen Godhavn er i mediernes søgelys.

Fra 1940 og frem til 1970 blev anbragte drenge på netop Godhavn udsat for grove overgreb som systematisk vold, seksuelle overgreb og medicinske forsøg.

Overgreb så grove, at statsminister Mette Frederiksen (S) i 2019 gav de i dag voksne mænd en officiel undskyldning fra staten. Og i februar 2021 blev 17 af de tidligere Godhavn-drenge tilkendt erstatning på 300.000 kroner hver.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik