Der er fundet hårdt plastik i et rugbrød uden emballage fra Lagkagehuset.
Derfor tilbagekalder Lagkagehuset nu et parti rugbrød med 70 procent kerner, som den 13. april er solgt i Lagkagehusets egne butikker på Sjælland og via leveringstjenesten Nemlig.com - dog med undtagelse af butikker i København.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse tirsdag.
Returner brødet eller smid det ud
Der er indtil videre fundet plastik i ét rugbrød, men hvis du mener, at du har brødet opbevaret eller frosset ned derhjemme, råder Fødevarestyrelsen dig til at returnere brødet i butikken eller smide det ud.
- Der er risiko for at få skader i mundhule, svælg og fordøjelsessystem, hvis hårdt plastik sluges, skriver Fødevarestyrelsen i pressemeddelelsen.
Lagkagehuset har i dag 76 konditorier og butikker på landsplan. 46 af dem ligger på Sjælland, 27 i Jylland og 4 på Fyn.