Par snydt af ejendsomsmægler: Fremvisninger var løgn, viser optagelser

Der lå blå futter i entreen, og mægler hos Danbolig fortalte efter hver fremvisning, at interesserede købere mente, at sælgers hus var for dyrt.

- De synes godt om rumfordelingen, men at prisen er for høj.

Sådan lød én af kommentarerne ifølge to forskellige ejendomsmæglere hos den lokale Danbolig på Amager i København, der havde fremvist Ditte og Anders Yde Amsnæs’ 110 kvadratmeter store rækkehus på Øresundsvej til fire interesserede købere.

Fremvisningerne foregik alle i vinterferien i februar – i samme uge, som parret havde valgt den lokale Danbolig til at sælge deres hus.

Tilbagemeldingerne om rækkehuset var ifølge de to ejendomsmæglere gode, men fra hvert af de fire par lød det – fik familien at vide - at prisen på 4.995.000 kroner var for høj. En pris, som i alt fire ejendomsmæglerkæder uafhængigt af hinanden var nået frem til, var den rigtige, inden parret valgte den lokale Danbolig som mægler.

Det viste sig bare ikke at være sandheden.

Der havde nemlig slet ikke været nogen interesserede købere på besøg i huset – blot ejendomsmæglere, der ved tre lejligheder havde gået en runde i huset og smidt blå overtrækssko i entreen, så det så ud som om, der havde været en fremvisning.

- De var meget detaljerede i deres samtaler med de her interesserede købere, så vi var jo slet ikke i tvivl om, at der havde været nogen, siger Ditte Yde Amsnæs, der til daglig arbejder som chefkonsulent i Københavns Politi.

Kom i tanke om kamera i køkkenet

Alt det var Ditte Yde Amsnæs imidlertid ikke klar over, da hun en dag kørte hjem til rækkehuset, mens der tilfældigvis skulle være den anden fremvisning.

- Jeg ville ikke forstyrre, så jeg havde bare hentet dét, jeg skulle, og jeg kunne se, at ejendomsmægleren gik alene rundt. Så blev jeg lidt nysgerrig og kunne se, at han gik alene rundt i længere tid. Men jeg tænkte bare, at han havde haft en aflysning, siger hun.   

quote Lige nu er det ikke sådan, at jeg står klar med købsaftalen - på det her beløb i hvert fald

Ejendomsmægler Danbolig

Kort efter ringede mægleren imidlertid og fortalte, at fremvisningen var gået godt, men at de interesserede købere syntes, at prisen var for høj. Derfor tjekkede parret det kamera, der står i det ene hjørne i det åbne køkken, der har forbindelse til familiens stue.

- Det er egentlig ikke ét, vi bruger eller kigger på optagelserne af normalt – vi havde faktisk ikke lige tænkt på det, før vi blev opmærksomme på, at der måske var et eller andet galt. Vi plejer bare at tage stikket ud, når der kommer folk, men vi havde lige været på ferie, så det havde vi ikke lige nået. Det var heldigt nok set i bakspejlet, siger Ditte Yde Amsnæs.

Optog samtale med mægler efter sidste fremvisning

Og det var heldigt. For optagelserne viste, at Danbolig snød parret – der havde nemlig slet ikke været nogen fremvisninger. I huset var ved de fire fremvisninger – den ene var en dobbeltfremvisning - kun ejendomsmæglere, der ved tre lejligheder gik en runde i huset, tændte og slukkede lyset. Og smed de blå futter til sko i entreen.

De blå futter, som parret fandt efter hver fremvisning. På optagelser kunne de se, at der ikke havde været nogen fremvisning.
De blå futter, som parret fandt efter hver fremvisning. På optagelser kunne de se, at der ikke havde været nogen fremvisning.
Foto: TV 2

- Det er to mæglere, der gør det. Man bliver bare paf. Vi tænkte, at vi må have set forkert. Eller virkede kameraet ikke? Eller kan der være et stykke, der ikke er blevet optaget? Men den er god nok, siger Ditte Yde Amsnæs.

Derfor optog parret ved den tredje og sidste fremvisning den efterfølgende samtale med ejendomsmægleren. Optagelserne fra familiens kamera viste nemlig igen, at det kun var ejendomsmægleren, der låste sig ind i rækkehuset og gik en runde.

På optagelserne kan man høre mægleren sige:

- Det andet hold kunne godt lide, at der kommer så meget lys ind i boligen. Igen så havde vi en udfordring på prisen, de syntes faktisk, at de ville give 4.650.000 – det var det yderste, de kunne strække sig til, ligesom da jeg var derude i går, så sagde jeg til dem, at det bliver svært.

 

- Lige nu er det ikke sådan, at jeg står klar med købsaftalen - på det her beløb i hvert fald. Vi arbejder i hvert fald videre, og så ser vi, om vi ikke kan få nogen op i en lidt mere realistisk pris.

- Det er som at blive spyttet i hovedet

Efter det stod klart for parret, at de var blevet snydt, gik de vrede til den lokale Danbolig og krævede deres nøgler tilbage.

- Det er et tillidsbrud. De skal jo være vores mægler og sælge det bedst muligt for os. Det var også derfor, vi blev så vrede. Vi stormede derover for at få udleveret vores nøgler og var bare rasende. Det er som at blive spyttet i hovedet, siger Ditte Yde Amsnæs.

quote Det er naturligvis dybt uacceptabelt og noget, vi vil tage hånd om internt.​​​​​​

Mail fra Kim Tandrup, Danbolig

Parret har efterfølgende fået ophævet aftalen med den pågældende ejendomsmægler uden omkostning, ligesom parret har fået tilbudt billederne af huset til en værdi af 5.000 kroner og en flaske vin – der senere blev til et tilbud om en middag i stedet. Parret har takket ja til billederne, men nej til tilbuddet om en middag.

Danbolig beklager 

Ditte og Anders Yde Amsnæs ved ikke helt selv, hvorfor Danbolig flere gange bevidst har løjet om at have fremvist parrets bolig. Deres eget bud er, at Danbolig har forsøgt at slippe hurtigst muligt om ved boligsalget.

- De ville presse os ned i pris, så det (rækkehuset, red.) sælger sig selv. Så behøver man jo ikke kontakte nogen i det store køberkartotek eller have dygtige sælgere, som forstår at finde de helt rigtige købere – og at gøre et stykke arbejde, siger Ditte Yde Amsnæs.

TV 2 har stillet Torben Hald, der ejer flere Danbolig-forretninger, samme spørgsmål. Han understreger, at han var "dybt rystet", da han første gang hørte om sagen. 

- Det er absolut ikke firmaets politik. Det er fuldstændig uacceptabelt, at vores medarbejdere gør sådan noget her, siger Torben Hald. Han afviser, at han selv eller nogen leder skulle have instrueret ejendomsmæglerne i at lyve. Efter sagen er det derimod blevet indskærpet, at den slags opførsel ikke er i orden, fortæller Hald. Han fortsætter:

- Jeg tør ikke sige, om de selv har været lidt kreative, men det er noget, vi skal fuldstændig til bunds i for at finde ud af, hvorfor de har ageret, som de har. Vi er hyret af kunderne her, og derfor skal vi sørge for at få den højeste mulige pris, lyder det fra Torben Hald. Han vil nu tage en "personalesnak" med de to ejendomsmæglere.

I en mail skrev den daglige leder af Danbolig på Amager Strand, Kim Tandrup, blandt andet følgende, efter parret krævede deres nøgler tilbage:

- Tak for snakken. Og igen, så beklager jeg dybt for denne situation. Det er naturligvis dybt uacceptabelt og noget, vi vil tage hånd om internt.

Til salg-skilt ligger stadig i gangen

TV 2 har været i kontakt med to tidligere ejendomsmæglere, der nu sidder på den anden side af skrivebordet og rådgiver købere i forbindelse med huskøb. Ingen af de to har i deres tid i branchen hørt om metoden.

Anja Blom - der har arbejdet for flere ejendomsmæglerkæder og nu er indehaver af en boligrådgivning – peger på, at mange ejendomsmæglere mangler ”varer på hylderne” – altså huse, de kan sælge. Derfor handler det for mange mæglere om at kunne være med på den salgspris, som flere andre ejendomsmæglerkæder i dette tilfælde havde fortalt parret, at de kunne sælge huset for.

I gangen ligger 'til salg'-skiltet stadig.
I gangen ligger 'til salg'-skiltet stadig.
Foto: TV 2

- Mit bud er, at ejendomsmægleren er gået med på prisen for at få huset ind i forretningen, og så har personen haft brug for en undskyldning overfor sælger i forhold til ret hurtigt at kunne sætte prisen ned til det, som personen mente, han kunne sælge huset for. Han er så åbenbart kommet på denne kreative løsning, siger Anja Blom til TV 2.

Ditte og Anders Amsnæs’ rækkehus er nu sat til salg hos en anden mægler. I gangen ligger ’til salg’-skiltet fra Dan Bolig stadig.

- De er velkomne til at komme og hente deres skilt, siger Ditte Yde Amsnæs.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik