For fem år siden oplevede Danmark terrorangrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade.
Dengang stod 30.000 mennesker efterfølgende samlet til mindehøjtidelighed, mens daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, holdt mindetale.
Fredag 14. februar 2020 vil mange igen mindes ofrene. Men for 60-årige Johanna Søndergaard er terrorangrebet ikke slut. Hun lever i dag et angstfyldt liv.
Johanna Søndergaard var en af deltagerne ved et ytringsfrihedsmøde i Krudttønden på Østerbro i København. Her skulle Muhammed-tegneren Lars Vilks fra Sverige tale. Og hvad hun ikke vidste var, at hun snart skulle være i midten af et terrorangreb.
Det første hun lægger mærke til, da hun 13. februar 2020 møder TV 2 ved Krudttønden, er et skudhul i bygningens røde murstensmure kun få centimeter fra en metaldør ind til kulturhuset.
- Hvis døren var åbnet, så var det endt helt galt, siger hun.
Arbejdsløs og svækket
Skudhullet i Krudttøndens ydre mure er en ildevarslende påmindelse om dengang, 22-årige Omar El-Hussein med en M95-riffel - den samme type, som bruges af det danske forsvars infanteri – affyrede omkring 40 skud mod kulturhuset.
Riflen var blevet stjålet fra Hæren 4. januar 2009, lidt over seks år inden terrorangrebet lørdag 14. februar 2015.
Konsekvenserne for Johanna Søndergaard har været store. Hendes job som sygeplejerske kan hun ikke længere varetage, da hun har fået diagnoseret PTSD. Derfor er hun røget på ressourceforløbsydelser. Hendes nattesøvn er forsvundet, og under stress besvimer hun nogle gange.
- Jeg må konstatere, jeg ikke kan de ting, jeg kunne før. Jeg har ikke fået den hjælp, jeg har brug for, siger hun.
Johanna Søndergaard overlevede terrorangrebet, men det er ikke det samme liv, hun blev efterladt med.
- Det har ødelagt min tilværelse. Jeg er psykisk svækket.
Sikkerheden var væk
En panisk kvinde kravlede den skæbnesvanger aften i 2015 hen over gulvet i Krudttønden og forbi Johanna Søndergaard.
Kvinden bevægede sig væk fra hovedindgangen og kravlede under et gelænder i stedet for udenom, mens der lød flere og flere brag udefra.
Til sidst gemte hun sig under et bord.
Johanne Søndergaard husker det tydeligt, og hun følger nærmest kvinden på gulvet med øjnene, mens hun fortæller, hvordan oplevelsen aldrig har sluppet hende.
- Jeg får nærmest kuldegysninger af at være her.
Dagene efter terrorangrebet følte Johanna Søndergaard, at noget var galt. Hun gik med en fornemmelse i kroppen af at være alene. Som om, hun var det eneste menneske på hele jorden.
- Jeg kunne mærke, at mit liv var forandret. Noget var gået i stykker, siger hun og fortsætter:
- Jeg følte mig overvåget. Som om, min sikkerhed var væk. Alle unge mænd, der passede på gerningsmandens signalement, var i mit hoved terrorister.
De overlevende ofre
Mens deltagerne forsøgte at skjule sig, blev der affyret skud af både Omar El-Hussein og politiet. Fire betjente blev såret, og den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard mistede livet, da han forsøgte at overmande terroristen.
Omar El-Hussein stak af fra stedet i en stjålen Volkswagen.
Natten til søndag den 15. februar 2015 gik han igen til angreb, denne gang på synagogen i Krystalgade, hvor han dræbte Dan Uzan – en dansk jøde, der stod vagt for en bat mitzvah (jødisk konfirmation for piger, red.). Her blev yderligere to betjente såret.
To mennesker døde, og seks betjente blev såret. Sådan lyder det, når man taler om ofrene fra terrorangrebet 14. februar 2015.
Men ifølge Johanna Søndergaard er de overlevende ofre er ikke nødvendigvis sluppet uden skade. Hun mener ikke, der er blevet gjort nok for at hjælpe dem.
- Jeg føler mig glemt. Jeg mener ikke, at der er blevet taget ordentligt hånd om os, siger hun.
