Omfattende brand hos dagpleje i nat

Politiet ved endnu ikke, om branden er påsat.

Natten til onsdag har der været kraftig brand i en dagplejeinstitution ved Firkløverskolen i landsbyen Kirke Sonnerup, der ligger på Sjælland mellem Roskilde og Holbæk.

Det bekræfter kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen, over for TV 2. 

- Vi fik anmeldelsen om brand i en institution præcis ved midnat, og den har været rimelig omfattende, da den begyndte i den ene ende af bygningen og siden spredte sig til den midterste del, siger Carsten Andersen.

Det var en årvågen nabo til dagplejeinstitutionen, der kunne lugte røgen fra branden, og som efterfølgende slog alarm til politiet.

Ingen tilskadekomne

Ifølge den kommunikationsansvarlige er der ingen personer, der er kommet til skade som følge af branden.

- Politiet har i nat undersøgt stedet med hunde, og hjemmeværnet sørgede i løbet af natten for, at området var afsikret, siger Carsten Andersen og fortsætter:

- Politiet vil starte selve brandstedsundersøgelsen (efterforskningen red.) i dag, hvor vi skal have undersøgt brandstedet nærmere. 

Politiet ved derfor endnu ikke, om branden har været påsat.

Carsten Andersen opfordrer alle, der har set eller ved noget om nattens brand til at henvende sig til Midt- og Vestsjællands Politi på nummer 1-1-4.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik