Yderligere to danskere smittet med coronavirus

En femte og en sjette dansker er blevet smittet med coronavirus. Begge er hjemvendt fra skiferie i Norditalien, som Udenrigsministeriet fraråder alle unødvendige rejser til.

Over hundrede danskere er allerede i hjemmekarentæne som følge af coronavirus - og nu er en femte og en sjette dansker konstateret smittet med virussen, der også bærer navnet. Patienterne har dermed fået konstateret sygdommen covid-19.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.

De to personer har været på ferie i Norditalien og kom begge hjem til Danmark lørdag 29. februar.

Styrelsen oplyser, at de to nye patienter er hjemrejst og smittet uafhængigt af hinanden, og at ingen af dem har relation til de fire danskere, der allerede er smittet.

Oplysningen kommer, dagen efter at Udenrigsministeriet opdaterede deres rejsevejledning for Italien og nu fraråder ikke-nødvendige rejser for fire af syv regioner i Norditalien.

Det drejer sig om regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto, hvor der er en stor stigning i antallet af smittede med coronavirus.

Det har ikke været muligt for TV 2 Lorry at få oplyst, hvor de to smittede borgere bor - men i forvejen er en borger i Roskilde og i København blevet ramt.

Fire allerede smittet

Søndag offentliggjorde Styrelsen for Patientsikkerhed, at en fjerde person var blevet smittet.

Ifølge styrelsen havde personen været i tæt kontakt med den anden smittede dansker, og derfor var vedkommende allerede i hjemmekarantæne. Det står ikke klart, om der er tale om en kvinde eller en mand.

Smitten til person nummer to og nummer fire stammer også fra Norditalien, da person nummer to var hjemvendt fra skiferie 15. februar og blev syg med hoste og feber tre dage efter sin hjemkomst. Ni dage efter de første symptomer blev han henvist til Rigshospitalet, hvor en halspodning bekræftede, at han var smittet.

HVAD ER COVID-19 OG CORONAVIRUS?

  • Corona er en familie af virus, der kan være årsag til milde forkølelser, men også til alvorlige infektioner i luftvejene. De almindelige CoV er globalt udbredte og forekommer hyppigst efterår og vinter.
  • Der findes nu seks forskellige CoV, som kan smitte mennesker. Mers og Sars er mest sjældne og alvorlige.
  • Den aktuelle virus hedder SARS-CoV-2 og har sit udbrud fra Kina i december 2019. 
  • Verdenssundhedsorganisationen (WHO) meddelte 11. februar 2020, at den sygdom, men får af det nye virus, har fået navnet covid-19.

Torsdag 27. februar blev den første dansker erklæret smittet. Der er tale om Roskilde-borgeren Jakob Tage Ramlyng, der til daglig arbejder som redaktør på TV 2 på Teglholmen i København.

Han blev ramt af sygdommen efter en tur i Norditalien.

Over hundrede i karantæne

Italien er det land i Europa, hvor flest personer er smittet med virussen. Her er i alt 2036 blevet smittet, hvoraf 52 er døde, mens 149 er blevet helbredt.

Mandag oplyste Styrelsen for Patientsikkerhed, at 122 danskere for øjeblikket er i hjemmekarantæne, da de enten har været i kontakt med smittede danskere eller smittede personer i udlandet. Sidstnævnte drejer sig om 14.

Enhedschef Anette Lykke Petri oplyste samtidig, at det var et øjebliksbillede, og at tallet ændrer sig time fra time.

I skrivende stund har 3087 personer på verdensplan mistet livet, mens 45.707 er meldt raske.

Udbruddet med coronavirussen SARS-CoV-2 startede på et marked med dyr i den kinesiske by Wuhan, hvor der bor 11 millioner indbyggere. Første smitte blev noteret 31. december 2019.

Styrelsen for Patientsikkerhed understreger, at det er vigtigt, at man kontakter egen læge eller lægevagten, hvis man inden for de seneste 14 dage har været i områder med udbredt smitte og har fået symptomer som feber, hoste eller åndenød.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik