Det var blevet frokosttid i børnehaven på Den Franske Skole i København.
6-årige Birgit Borchorst sad disciplineret ved bordet og spiste en mad med spegepølse. Denne dag i marts 1945 var som mange andre under den tyske besættelse.
Men pludselig hørte Birgit Borchorst en larm, der blev højere og højere. Hun drejede hovedet og så en flyvemaskine med kurs mod hende.
Flyet drejede en smule og styrtede ned i skolens garageanlæg. En brand brød ud, som omringede skolen i røg.
- Efter lidt tid fik vi at vide, at vi skulle gå pænt ned i kælderen. Jeg husker, at vi var dernede, og så kom der nogle varme lysglimt, fortæller den nu 82-årige Birgit Borchorst til TV 2 – 76 år senere.
Artiklen fortsætter under billedet.
Lysglimtene kom fra fire bomber, som britiske bombefly fejlagtigt kastede ned over skolen, som de grundet røgen troede var det danske hovedkvarter for Nazitysklands hemmelige politi, Gestapo.
Angrebet på skolen kostede 86 børn og 18 voksne livet.
Angrebet på Den Franske Skole
21. marts 1945 fløj britiske bombefly mod København for at bombe Gestapos danske hovedkvarter i Shellhuset på Vesterbro.
Et fly styrtede ned ved Den Franske Skole på Frederiksberg, og det fik de britiske bombefly til at tro, at skolen var målet.
Fire bomber blev kastet over skolen. Senere blev Shellhuset også bombet. Andre dele af København blev også ramt af bomber.
I alt omkom 250 mennesker, og 900 blev hjemløse. Angrebe dræber flere civile end nogen anden aktion i det besatte Danmark.
Kilde: TV 2 Lorry
Jeg holdt en af de andre piger i hånden, da hun døde.
Ulykken er omdrejningspunktet i instruktør Ole Bornedals nye film ’Skyggen i mit øje’, der har premiere torsdag.
- Det er den største katastrofe i nyere dansk historie med så mange dræbte børn og en kompleks historie, der fortæller om livets absurde tilfældighed – for det er en ulykke, der sker, siger han til TV 2.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ragnarok brød ud
Ole Bornedal stiftede først bekendtskab med ulykken for 50 år siden, da han så en dokumentar om angrebet på Den Franske Skole, der var en katolsk skole.
I dokumentaren fortalte en nonne om en dialog, hun under angrebet havde haft med et døende barn. Barnet spurgte hende, om det skulle dø nu.
- Jeg har aldrig glemt den scene, forklarer han.
Artiklen fortsætter under billedet.
For Birgit Borchorst var det ikke en scene på et lærred. Det skete for øjnene af hende.
- Jeg holdt en af de andre piger i hånden, da hun døde, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Hun husker, at andre piger druknede, da vandrørene sprang og fyldte kælderrummet med vand. Blandt de over 400 børn, der var på skolen den dag, var Birgit Borchorst en af de heldige, som slap ud.
- Vi blev læsset op på ladet af en lastbil, og der lå en nonne, hvis hoved var blevet mast, så hjernemassen flød ud, fortæller hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
De efterfølgende timer beskriver hun som ”ragnarok”. Beredskab og brandvæsen dukkede op. Mange mennesker forsøgte at hjælpe, men de var bare med til at skabe kaos. Pårørende skyndte sig hen til skolen for at se, om deres barn var i live.
- Jeg blev forvekslet med en anden pige, så min far og mor fik at vide, at jeg ikke var kommet ud, og hendes forældre fik at vide, at hun var kommet ud.
Artiklen fortsætter under billedet.
Skildret gennem børn
Ole Bornedal fokuserer på forskellige karakterer i filmen, blandt andre en nonne på skolen, britiske piloter og tilfangetagne frihedskæmpere.
Men filmens hovedfokus er børnene, som Bornedal beskriver som uskyldige og ligeglade med de interesser, som de voksne slår ihjel for.
Der er noget tankevækkende i at måle filmen i forhold til sig selv og sin familie – lige pludselig kan det være forbi.
Med filmen vil han også tage et opgør med den typiske portrættering af tyskerne og deres hjælpere som det rene ondskab og modstandsfolk som rene helte.
I filmen møder man blandt andet den danske HIPO (dansk korps, der hjalp Gestapo, red.) Frederik, som har mere menneskelighed i sig, end film typisk portrætterer nazisympatisører med, forklarer Ole Bornedal.
Artiklen fortsætter under billedet.
Han mener, at fortællingen om gråzonerne mellem det gode og det onde er vigtig i dagens samfund.
- Der er mange fronter, der bliver trukket op i, hvem der er med, og hvem der er imod. Vi lever i en meget firkantet tid, hvor begrebet tilgivelse er gledet ud. Det er farligt, for i sidste ende må tilgivelse være noget af det vigtigste, vi har som mennesker, siger han.
Livets skrøbelighed og tilfældighed
Birgit Borchorst har set ’Skyggen i mit øje’ og var glad for filmen, selv om hun følte en vrede efterfølgende – fordi krig stadig hersker i mange dele af verden.
Jeg lærte, at man skal huske på, at når man taler med nogen, kan det være for sidste gang.
Hun synes, at filmen giver et vigtigt indblik i, hvor tilfældig krig er.
- Man kan om morgenen blive fulgt i børnehave, og så er veninden død om eftermiddagen. Det er helt vilkårligt. Det giver mening at skildre.
Det er netop livets tilfældighed og skrøbelighed, som Bornedal ønskede at beskrive med filmen.
- Vi lever i en tryg hverdag med airbags i vores biler og rundt om halsen, når vi cykler. Men pludselig kan det gå galt. Der er noget tankevækkende i at måle filmen i forhold til sig selv og sin familie – lige pludselig kan det være forbi, forklarer Ole Bornedal.
Artiklen fortsætter under billedet.
Den skæbnesvangre marts morgen påvirkede Birgit Borchorst i mange år frem. Hun tissede i bukserne og havde krampeanfald, til hun var 17.
I sine ældre dage har særligt ét spørgsmål fyldt hos hende: ”Hvorfor kom lige jeg ud?”
- Jeg lærte, at man skal huske på, at når man taler med nogen, kan det være for sidste gang.
Artiklen fortsætter under billedet.
_
_
