Nu skal det afgøres, om Mette Frederiksen-dukke var en trussel

Tre mænd risikerer længere fængselsstraffe for at true statsministeren. Den meget strenge og sjældent benyttede paragraf 113 er dog droppet.

I slutningen af januar 2021 var Danmark under nedlukning. Et år inde i pandemien var nye mutationer af coronavirus for første gang på vej mod at blive dominerende. Endnu var vaccinerne ikke rullet fuldt ud.

Foran Forum på Frederiksberg brændte en dukke i en lygtepæl.

Som ansigt havde dukken et billede af statsminister Mette Frederiksen. På maven havde den en tekst med så lille en skrift, at den var svær at læse på afstand. Men de sidste fem ord stod med store, røde bogstaver og var nemme at tyde.

- HUN MÅ OG SKAL AFLIVES!, stod der.

Tirsdag skal tre mænd for retten på grund af den dukke.

Skærpende omstændighed

Over tre dage skal Retten på Frederiksberg tage stilling til, om der var tale om en trussel mod Mette Frederiksen eller ej. Anklager Søren Harbo er ikke i tvivl.

- Når man hænger en dukke op i halsen, og der er et billede af en person derpå, og man skriver på dukken, at vedkommende må og skal aflives, så mener jeg, det er en trussel, siger han til TV 2.

Anklagemyndigheden har tiltalt de tre mænd for at have overtrådt Straffelovens paragraf 119, der handler om vold eller trusler om vold mod offentligt ansatte.

Hvad siger paragraf 119?

Den, som øver vold, truer med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år.


Kilde: Retsinformation.dk

I dette tilfælde trusler mod landets statsminister, og ifølge anklagerens opfattelse er det en skærpende omstændighed, at truslen blev fremsat på baggrund af hendes ytringer i den offentlige debat.

Bred fordømmelse

Det var under en foreløbig ellers fredelig Men in Black-demonstration mod coronarestriktionerne, at de tre mænd 23. januar cirka klokken 19.20 hængte mannequindukken op i en lygtepæl med en strop om halsen.

Efterfølgende blev der sat ild til dukken, men de tiltalte afviser, at det var dem.

20210124-000544-L-1920x1077we
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Billederne af den brændende dukke nåede hurtigt frem til nyhedsmedierne og politikerne. Hurtigt voksede sagen sig stor og mødte fordømmelse fra begge sider af det politiske spektrum på Christiansborg.

Imens blev de tre mænd, der i dag er 32, 33 og 36 år, anholdt og fremstillet i grundlovsforhør. De skulle ende med at sidde varetægtsfængslet i godt otte uger, før en landsretsdommer løslod dem 22. marts sidste år.

20210125-122445-L-1920x1077we
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Når sagen tirsdag begynder ved Retten på Frederiksberg, er de tiltalt efter en paragraf, der straffes med bøde eller fængsel op til otte år.

Det er en mildere paragraf end den, de under stor opmærksomhed oprindeligt blev sigtet for i januar 2021.

Sigtet for højforræderi

Dengang blev de højst usædvanligt sigtet efter paragraf 113, der handler om at true Folketingets sikkerhed eller forsøge at true eller hindre medlemmer af Folketinget i frit at udøve deres politik.

En alvorlig overtrædelse af straffeloven, der groft sagt kan kaldes højforræderi og under særligt skærpende omstændigheder kan give fængsel op til livstid.

Hvad stod der på dukken?

Dukken, der blev hængt op i en lygtepæl 23. januar 2021, havde et billede af Mette Frederiksen som ansigt og et skilt på maven, hvor der stod:


"Vores FÆLLES indsats er helt afgørende.


vi MÅ og SKAL bekæmpe VIRUSSEN.


Vi får brug for SAMFUNDSSIND


HUN MÅ OG SKAL AFLIVES!’"


Ifølge de tiltalte var skiltet en omskrivning af Mette Frederiksens egne ord fra pressemødet, hvor hun bekendtgjorde, at de dansk mink skulle slåes ned.

I grundlovsforhøret fandt dommeren dog ikke anledning til at varetægtsfængsle dem efter den sjældent anvendte paragraf 113. De blev i stedet varetægtsfængslet efter paragraf 115, der handler om trusler mod kongen, dronningen, regeringen og tronfølgerne, samt 266, der handler om trusler i almindelighed.

Da det kom til stykket, droppede anklagemyndigheden også at rejse tiltale efter paragraf 113 og tiltalte i stedet de tre mænd efter den mildere paragraf 119.

- Vi er gået mere grundigt og mere nøje ind i den efterfølgende, og så er det vores vurdering, at det her ikke er omfattet af den bestemmelse, siger anklager Søren Harbo.

Hvad siger paragraf 113?

Den, som antaster Folketingets sikkerhed eller frihed eller i øvrigt foretager nogen handling, der sigter til ved magtanvendelse eller trussel derom at aftvinge Folketinget nogen beslutning eller hindre det i frit at udøve sin virksomhed, straffes med fængsel indtil 16 år eller under særligt skærpende omstændigheder på livstid.



Kilde: Retsinformation.dk

Sagen var dog ikke færdig med at vække opsigt. For hvem anmeldte sagen til politiet?

Et ubesvaret spørgsmål

Det spørgsmål har de tiltaltes forsvarsadvokater forsøgt at få svar på.

Især forsvarsadvokat Ulrik Sjølin har presset på, da han har mistanke om, at der kan have været pres på politiet fra enten Statsministeriet eller Politiets Efterretningstjeneste.

- Det er grundstenen i enhver sag, at man ved, hvem anmelderen er, har han sagt.

Men både byret og landsret har afvist, at det er relevant.

Så spørgsmålet står stadig ubesvaret, når sagen begynder tirsdag klokken 9.30.

Der er afsat tre dage til sagen, og der ventes dom i midten af næste uge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik