Nu er kronhjortene i brunst: Her kan du opleve det

Med dybe brøl og strittende gevirer har kronhjortene indledt brunstsæsonen, og du kan følge det hele fra første parket.

Du kan se kronjorte i brunst i Jægersborg Dyrehave. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Når efteråret indfinder sig, åbner det mulighed for en af naturens store oplevelser. De imponerende krondyr er i brunst, og det er ikke noget, de lægger skjul på. Tværtimod.

Derfor er det nu, du skal en tur i en af landets dyrehaver eller et af de naturlige kronvildtsområder, hvis du skal nå at opleve Danmarks største hjort i dens mest udtryksfulde hjørne.

Det kan du blandt andet i Jægersborg Dyrehave nord for København.

- De brøler ad hinanden, de slås med hinanden, de løber rundt og prøver at holde styr på den her flok af hinder, altså hundyr, og det er bare et stort skuespil at se, fortæller naturvejleder Rikke Vesterlund.

Brøøl, brøøl, brøøøøøl!

En brunstig kronhjort lyder som en mellemting mellem en ko og bjørn, og brølene kan høres på flere kilometers afstand. Lidt nærmere er det også muligt at høre lyden af gevirer, der smælder mod gevirer. Og generelt er krondyrene ikke sky, så du kan komme relativt tæt på.

Selvom det er en han, der bestemmer, er de andre hanner også i spil. Og de går på de hunner, som de får muligheden for at bedække. Der er ingen garanti for, at det er førerhanen, der er far til alle de kommende unger.

De imponerende brøl skal skræmme de andre hanner væk, og gevirerne er et våben. Som menneske behøver du dog ikke at være bange. Bare du husker at tænke dig lidt om.

- Hvis der står en kronhjort på begge sider af stien, så vælger jeg at gå en anden vej. Hvis de bare står ude på marken eller inde i skoven og brøler, så går jeg glad og gerne forbi – også med gæster, siger Rikke Vesterlund.

Et meget kort vindue

Hunnerne er kun i brunst en eneste dag, og lykkedes det ikke at få den gjort drægtig, har hannerne endnu et skud i bøssen tre uger senere.

En del af hunnerne vil allerede være drægtige nu, mens andre afventer andet forsøg. Brunstperioden befinder sig dermed nu mellem første og andet bedækningsforsøg.

- Brunsten starter midt i september, og den er ved at være på det sidste, men skynder man sig derud, vil man godt kunne nå at opleve det, forklarer Rikke Vesterlund.

Hjort på arbejde

Når kronhjorten er i brunst, har den kun fokus på en ting. Til gengæld bliver hunnerne ikke så let drægtige, så der skal arbejdes for sagen. Faktisk får kronhjorten så meget motion på den konto, at den taber op til 40 kilo i brunstperioden.

Mange af landets dyrehaver har en bestand af krondyr, og blandt andet er der en stor vild bestand i Vestjylland ved Oksbøl.

- I dyrehaver vil du altid kunne tage ud og se dem. Der er de også vant til mennesker, så der vil du kunne komme betydeligt tættere på, end hvis man tager ud i den helt vilde natur. Så kan det godt være svært, siger Rikke Vesterlund.

En vild flok krondyr ved Grærup Langsø Foto: Sonny Bendiksen / TV 2

Bare lige for en god ordens skyld, så bruges ordet 'kronhjort' generelt i flæng, men faktisk er kun hannerne kronhjorte. En hun hedder en hind. Fællesbetegnelsen er enten krondyr eller kronvildt.

For at gøre forvirringen komplet dækker ordet 'hjort' uden 'kron' både hanner og hunner. Ordet 'hjort' er en fællesbetegnelse for rådyr, dådyr og krondyr uden hensyn til dyrets køn.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik