NEKROLOG: Er man klog, når man kan tjene penge på at spille dum?

Den 43-årige tv-kendis Sidney Hassel Hansen – også kendt som Sidney Lee – er død.

På et tidspunkt var de fleste måske begyndt at glemme den selvbrunerindsmurte realityoriginal med bandana. Ja, Sidney Lee.

I 2017 havde han været væk fra realityprogrammer som ’Divaer i junglen’, ’Dagens mand’, ’4-stjerners middag’ og ’Fangerne på fortet’ i et par år.

Men så kom han med en udtalelse i radioprogrammet ’Genialos’ på Radio24Syv, som fik medierne til at eksplodere:

- Nu har jeg researchet meget. Mest på Youtube og sådan noget. Men gennem den research er jeg faktisk kommet frem til den konklusion, at Jorden er flad, lød det fra Sidney Lee.

Det fik mediemaskineriet i gang, og pludselig så man igen den langhårede mand med bandana i medierne. Artikler med hans udtalelse blev delt over 15.000 gange på Facebook, og han fik flere tusinde private beskeder i sin indbakke.

Men der var også en tvivl forbundet med hans udsagn. Mente han, hvad han sagde? Eller var det bare et mediestunt, ligesom da han 1. april 2011 var i ’Go’ morgen Danmark’ for at sige, at hele Sidney Lee-karakteren var et bluff, og at han i virkeligheden var psykologistuderende?

For selvom Sidney Lee virkede overbevist, da han sagde, at Jorden var flad, var man ikke 100 procent sikker. Sådan husker teoretisk fysiker Holger Bech Nielsen det. Han lavede programmet ’Genialos’ sammen med Sidney Lee.

En gang om året omkring nytår mødtes de og talte om emner, som realitystjernen fandt på. For eksempel om Jorden er rund eller flad.

Det var Sidney Lee, der havde de ”skøre” teorier og var frygtløs i forhold til at virke dum.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

En af de sidste gange, Sidney Lee optrådte i medierne, var til Reality Awards i foråret 2022.
En af de sidste gange, Sidney Lee optrådte i medierne, var til Reality Awards i foråret 2022.
Foto: Ritzau Scanpix

Lasagne og druklege

Allerede de første gange selvbrunercharmøren dukkede op på skærmen, opdagede man, at han var rimeligt ligeglad med andres mening.

I realityprogrammet ’Singleliv’ serverede han en knastør lasagne for sin date, fordi han ikke kunne finde ud af at tilberede den Knorr-lasagne, han havde købt.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Da Sidney Lee medvirkede i '4-stjerners middag', lød menuen på rejecocktail, Knorr-lasagne og Cult Shaker.
Da Sidney Lee medvirkede i '4-stjerners middag', lød menuen på rejecocktail, Knorr-lasagne og Cult Shaker.
Foto: Ritzau Scanpix

Og han har fortalt, at han ofte sov til klokken 16.30 for at stå op og spille arkadespil, ligesom at han udfordrede sig selv i druklege, hvor han bundede hovedløse mængder alkohol på tid.

Men selvom Sidney Lee måske lød dum eller ligeglad, var hans knastørre lasagne og arkadespil en del af at skabe en karriere som realitydeltager, fortæller caster Elisa Lykke.

For Sidney Lee havde ingen uddannelse, men tjente sine penge på at være en iøjnefaldende figur i tv. Og det var han virkeligt god til.

Han var en gennemført persona. Han talte med amerikansk accent, havde altid sin bandana på hovedet, en mørk gylden tan og klædte sig som en wrestler fra slutfirserne. Og så var der signaturdrikken ’Son of a bitch’ – en Cult Shaker – som også var en del af hans image.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Sidney Lee i 2011. Dengang var han en fast karakter i programmet 'Singleliv'.
Sidney Lee i 2011. Dengang var han en fast karakter i programmet 'Singleliv'.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Han vidste, hvordan man fik opmærksomhed, og gjorde det, som mange andre realitydeltagere har forsøgt siden: at skrue op og ned for sig selv og dermed gøre sig selv til en toneangivende og populær realitykarakter, fortæller Elisa Lykke, der har castet realitydeltagere til programmer som 'Fristet', 'Zulu Djævleræs' og 'Kender du typen'.

Og Sidney Lee var den deltager, Elisa Lykke castede til allermest, fordi han gav zero fucks og vitterligt var ligeglad med, hvad folk mente om ham.

I 00’erne havde han danmarksrekorden i at medvirke i flest realityshows. Han var ikke bare ’Paradise Hotel’-kendt, men en kulturfigur, og medvirkede i reklamer for store virksomheder som Kohberg og Scandlines.

At han blev karakteren "Slibri Lee" i en udgave af Anders And, siger alt om, hvor stor succes han havde, og at han ikke bare ramte de gængse realityseere. Det var stort set alle, der havde øjnene rettet mod realityfænomenet med smilehuller.

(Artiklen fortsætter efter billedet og videoen)

Kendissen Sidney Lee blev udsat for en "andebyficering" i 2011.
Kendissen Sidney Lee blev udsat for en "andebyficering" i 2011.
Foto: TV 2
Sidney med i Anders And


Sammenlignet med en pizza

Men fordi Sidney Lee var en gennemført karakter, var det svært at vide, hvor meget han overdrev sine særheder og skruede op for sin personlighed, som Holger Bech Nielsen fortæller.

Til Euroman har han selv beskrevet det med en pizza-metafor. Hvis vi skal forstå, hvad der er skuespil og virkelighed omkring Sidney Lee, skal vi forestille os en pizza.

Pizzaen er Sidney Hassel Hansen – det navn, som han er født med – og den ekstra ost er Sidney Lee. 70 procent er rigtigt, 30 procent er skuespil.

- Sidney Lee siger dumme ting og forstår ikke lige, hvad der sker omkring ham. Han kan ikke finde ud af, hvordan man skal begå sig i samfundet, sagde han til Euroman i 2019.

Pioner for realitydeltagere

Og Sidney Lee har ikke lagt skjul på, at han selv har søgt berømmelse. Med stor succes.

En googlesøgning på "Sidney Lee" giver 16 millioner hits, og der findes de første 30 Facebook-grupper, der handler om ham.

Selvom gruppen 'Gå nu væk, Sidney Lee!' har over 65.000 medlemmer, er der lige så mange fangrupper. Der er dem, der synes, at ’Sidney Lee ROCKS’, og dem, der bare gerne vil se ham i mere reality-tv. For eksempel gruppen ’For alle os der syntes sidney lee skal med i paradise hotel’.

Så selvom Sidney Lee måske virkede "dum", var han også klog, mener Elisa Lykke. Han formåede at blive berømt og var en pioner for nutidens reality-deltagere.

Derfor skal man også kigge meget langt efter en anden realitystjerne med hans niveau af originalitet, selvbrunercharme og ekstreme popularitet. Ja, selv da hans død blev meldt ud, væltede han internettet, og Ekstra Bladets hjemmeside var nede i tre timer. Alle ville læse om "legenden", som han bliver husket af flere på sociale medier.

Sidney Lee døde mandag 16. maj 2022. Han blev 43 år.

Kilder: Caster Elisa Lykke, teoretisk fysiker og kollega Holger Bech Nielsen, Politiken.dk, Euroman.dk, BT.dk, Danmarks Radio, Se & Hør, Radio24Syv m.fl.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik