To muslimske friskoler i København under særligt tilsyn

Nord- Vest Privatskole i København er ikke den eneste muslimske friskole, der er under skærpet tilsyn hos de danske myndigheder.

7 ud af 11 skoler, som Styrelsen for Kvalitet og Undervisning i øjeblikket har indledt et særligt tematisk tilsyn med, er ifølge BT muslimske friskoler. I alt er der 26 muslimske friskoler i Danmark, og det betyder altså, at mere end en fjerdedel af landets muslimske friskoler er under specielt tilsyn af myndighederne.

quote En bekymring kan gå i retning af måden, man opfører sig overfor eleverne på. Er den respektfuld, eller er der ligefrem tale om fysiske overgreb? Eller hvordan man behandler piger i forhold til drenge - er der et ligestillingsproblem.

Susanne Clausen, vicedirektør i Styrelsen for Kvalitet og Undervisning

En af de syv er Nord- Vest Privatskole i København, hvor flere tidligere lærere har stået frem på TV 2 og udtrykt bekymring for undervisningen, efter Berlingske forleden kunne fortælle, at Styrelsen blandt andet havde fundet undervisningsmateriale med afsnit om Jihad under et uanmeldt besøg hos skolen.

- Jeg følte, at skolen var som en boble, hvor børnene fik en forkert opfattelse af at være i Danmark, har en tidligere lærer Henriette Baden Hesselmann blandt andet sagt til TV 2. Hun var med til at starte skolen, og hun arbejde som lærer på den fra 2004 til 2009, men endte med at sige op.

Udpeget til særligt tilsyn

Susanne Clausen, vicedirektør i Styrelsen for Kvalitet og Undervisning, forklarer til TV 2, at de skoler, der bliver udpeget til særligt tematisk tilsyn, kan være udpeget på baggrund af henvendelser og klager fra for eksempel lærere, forældre eller kommuner.

- I princippet kan en skole godt komme i tilsyn på baggrund af en enkelt forældrehenvendelse, siger Susanne Clausen.

Hun forklarer, at styrelsen på baggrund af henvendelserne vurderer, om skolerne skal under tilsyn eller ej.

- Vi vurderer dem og overvejer, om vi synes, de giver anledning til bekymring, siger hun. 

Susanne Clausen forklarer, at bekymringerne for eksempel kan gå på lærernes opførsel eller ligestilling.

- En bekymring kan gå i retning af måden, man opfører sig overfor eleverne på. Er den respektfuld, eller er der ligefrem tale om fysiske overgreb? Eller hvordan man behandler piger i forhold til drenge - er der et ligestillingsproblem, forklarer Susanne Clausen.

Hun forklarer, at tilsynet blandt andet består i, at man har været på uanmeldte tilsynsbesøg på skolerne  - og så er de blevet bedt om en forklaring på de forhold, der giver anledning til bekymring.

- Vi har bedt om en redegørelse fra dem, siger Susanne Clausen.

Hun forklarer, at det nu i løbet af sommermånederne bliver afgjort, hvordan tilsynet med den enkelte skole skal fortsætte. 

DF og S vil sløjfe støtten

Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Alex Ahrendtsen, mener, statstilskudet til Nord-Vest Privatskole bør tages fra skolen - men han mener også, de muslimske friskoler helt bør lukkes.

- Vi vil skærpe loven, så vi får så få at de her islamiske friskoler som muligt. Børnene bliver udsat for et enormt islamisk pres, og de her skoler gør ikke noget godt for det danske samfund, siger Alex Ahrendtsen.

Han mener, der er politisk mulighed for at få lukket de muslimske friskoler - med Socialdemokraternes støtte.

- Socialdemokraterne har meldt ud, at de vil lukke de her muslimske friskoler, og det støtter vi 100 procent, siger Alex Ahrendtsen.

Dan Jørgensen, integrationsordfører hos Socialdemokraterne, har for få uger siden forklaret over for TV 2, hvorfor S nu har skiftet kurs og er parat til at lukke de muslimske friskoler.

- Skolen i Danmark skal være et sted, hvor integrationen styrkes. Det handler om at tilegne sig danske værdier og blive en del af det danske fællesskab, har Dan Jørgensen blandt andet sagt om baggrunden for kursskiftet. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik