Mundbind er et krav i danske tog - men når togene suser over Øresund, kan passagererne smide det

Mandag trådte nye restriktioner i kraft i Danmark, og det betyder blandt andet, at man skal bruge værnemidler i kollektiv transport.

Når togene mellem Sverige og Danmark triller ud fra Malmø Centralstation, kan passagererne have deres mundbind liggende i tasken.

Det ændrer sig dog, så snart de triller over på den danske side af Øresund. Der bliver folk over højtalerne mindet om mundbinds-kravet i Danmark, som er trådt i kraft mandag.

En svensk pendler, som TV 2 møder i toget, bor i København men arbejder i Sverige og tager turen fem dage om ugen.

quote Jeg synes, det er perfekt. Jeg føler mig 'safe'.

Mathilda Linde, pendler

Han fortæller, at han altid tager mundbindet på, når toget kører ind i Danmark - og så snart de er tilbage i Sverige, ryger det tilbage i tasken.

- Man har aldrig haft så strenge krav i Sverige, som man har i Danmark, siger han.

- Danmark tager sine beslutninger, og Sverige tager deres, og de kommer aldrig til at blive enige om det.

Vaccinerede skal ikke længere testes i Sverige

Mandag trådte de nye restriktioner i kraft i Danmark. Det indebærer brug af værnemidler i blandt andet kollektiv trafik, coronapas skal vises flere steder i det danske samfund, og en negativ test har nu kortere gyldighed.

Restriktionerne er blevet indført, efter et flertal i Folketingets epidemiudvalg torsdag besluttede at vedtage foranstaltningerne for at mindske den stigende smitte herhjemme.

Men på den anden side af Øresund ser det helt anderledes ud. Der har myndighederne meldt ud, at vaccinerede ikke længere skal testes, og flere steder koster det nu penge at blive testet.


- Mange tager det af, når vi kommer til Sverige

Svenske Mathilda Linde, som bor i København men studerer i Malmø, er glad for, at mundbindet nu er vendt tilbage.

Hun har astma og frygter derfor at blive smittet med coronavirus - og af samme grund beholder hun mundbindet på, når toget passerer Øresund.

Svenske Mathilda Linde beholder mundbindet på, når toget kører ind i Sverige.
Svenske Mathilda Linde beholder mundbindet på, når toget kører ind i Sverige.
Foto: TV 2

- Jeg synes, det er perfekt. Jeg føler mig safe, fordi jeg er i risikozonen. Mange tager det af, når vi kommer til Sverige, men jeg synes, man skal have det på, siger Mathilda Linde til TV 2.

Hun ville ønske, at kravet om mundbind gjaldt hele turen mellem Danmark og Sverige - både for hendes egen og andre passageres skyld.

Også den danske passager Adam Voigt beholder mundbindet på i Sverige. Han synes, at kravet om mundbind er fint, og at det er nemmere at have det på under hele turen end at skulle tage det af og på ved grænsen.

Adam Voigt er dansker og bor i Danmark men arbejder i Sverige. Han pendler mellem de to lande tre gange om ugen.
Adam Voigt er dansker og bor i Danmark men arbejder i Sverige. Han pendler mellem de to lande tre gange om ugen.
Foto: TV 2

- Det er selvfølgelig rarere at trække vejret uden, men omvendt er der rigtig mange med toget. Jeg går ud fra, at når der bliver sagt, at det er det, der skal til, er det med god grund, siger han.

Adam Voigt, som arbejder i Sverige og bor i Danmark, fortæller, at han generelt oplever, der er stor forskel på, hvordan danskere og svenskere agerer under pandemien.

- Det er sådan en over grænsen-ting. Når man kommer til Danmark, har alle mundbind på, lyder det.

Forskellige strategier

Det er velkendt, at Danmark og Sverige har benyttet vidt forskellige strategier under pandemien.

Da Danmark og store dele af verden for første gang lukkede ned i marts 2020, holdt Sverige mere eller mindre landet åbent, og man så eksempler på unge danskere, der tog turen til Malmø for at feste.

Desuden har den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell flere gange mødt kritik for den svenske strategi under pandemien.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik