Mor til autist: Kommunen har slukket min datters livslyst

Line Dandanell venter på fjerde år på et botilbud. Kommunerne prioriterer økonomi højere end mennesker, lyder kritikken fra forening.

Det lange pandehår er redt tilbage, hovedet er lidt på skrå, øjnene store og klare. Og hun smiler.

- Det er sådan, jeg kender Line. Eller rettere kendte hende. Nu er der ikke mere Line tilbage.

Det er den unge kvindes mor, Karina Dandanell, der viser et billede af datteren Line og fortæller om dengang, datteren var rask. Det er hun ikke længere.

Billedet af Line Dandanell fra dengang hun var rask.
Billedet af Line Dandanell fra dengang hun var rask.
Foto: TV 2

22-årige Line Dandanell har i næsten et år boet i sin mors handicapbolig i Taastrup. Hun har infantil autisme og voldsom angst. Hun er holdt helt op med at tale og spiser næsten ikke.

Ud over de to hale-padder, som hun fodrer dagligt, er moderen den eneste, Line i dag har kontakt med.

- Line har lukket ned for omverdenen. Hun har mistet gnisten i øjnene, hun har mistet lysten til livet, siger hendes Karina Dandanell.

Stak af tre gange

Sidste år lod Høje-Taastrup Kommune Line Dandanell besøge tre bosteder i Hillerød, Allerød og Taastrup for at vælge et sted, hun kunne bo.

Hun valgte bostedet i Taastrup blot 11 minutters gang fra sin mors bopæl. Men kommunen tildelte hende i stedet en plads i Allerød.

quote Vi oplever, at kommunerne kun tænker på økonomi i forhold til bosteder

Heidi Thamestrup, landsformand for Landsforeningen Autisme

Her var hun to timer væk fra sin mor med offentlig transport, og det var kun på midlertidigt ophold. Men til gengæld sparede kommunen 24 procent i forhold til bostedet i Taastrup.

Den 22-årige kvinde stak af tre gange i løbet af årets første tre uger. Den sidste gang midt om natten i frostvejr, men hun blev fundet af politiet og endte hjemme hos sin mor igen.

I en psykiatrisk speciallægeerklæring fra 30. april bliver det slået fast, at det vil ”være af stor betydning for undersøgtes livskvalitet og også for hendes fortsatte eksistens så at sige, at hun er i nærheden af sine pårørende.”

Det var Høje-Taastrup Kommune altså uenig i, og selv om Lines mor erkender, at en kommune skal vurdere økonomien nøje, mener hun også, at det personlige hensyn er tilsidesat.

- Man skal være realistisk, siger hun.

Tænker kun på økonomi

Det manglende personlige hensyn er ikke unormalt i forhold til kommunernes prioritering vedrørende bosteder til autister.

Det fortæller landsformanden for Landsforeningen Autisme, Heidi Thamestrup:

- Der er ikke noget usædvanligt ved Lines sag. Vi har cirka én henvendelse om dagen, som vedrører forfærdelige forhold på bosteder eller unge og voksne, der ikke bliver behandlet ordentligt, siger hun.

- Vi oplever, at kommunerne kun tænker på økonomi i forhold til bosteder, siger hun.

Kommunernes ansvar

Politisk er der også kritik af kommunens prioritering i sagen.

Socialdemokratiet peger på, at det er regeringens ansvar, at kommunernes økonomi ikke kan følge med, mens Venstre mener, at kommunen har svigtet i sagen om Line.

- Kommunerne er alt for pressede på økonomien. Der kommer flere børn og flere ældre, og regeringen har kun ladet halvdelen af de penge, der er behov for, følge med, siger socialordfører for Socialdemokratiet Pernille Rosenkrantz-Theil.

Venstres Martin Geertsen mener, at det er kommunen, der har svigtet sit ansvar.

- Det er et kommunalt ansvar at sørge for, at denne familie og denne pige får en ordentlig behandling. Jeg synes, det ser ud, som om de har været ude for en urimelig behandling, siger socialordføreren for Venstre.

Line Dandanell venter på fjerde år på et botilbud tæt på sin mor, mens hendes tilstand bliver fortsat værre.

Høje-Taastrup Kommune har ikke ønsket at stille op til interview om sagen.

Kommunen skriver til TV 2, at man mener, at man har taget de fagligt rigtige beslutninger - men erkender, at der endnu ikke er fundet en god løsning for Line Dandanell.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik