Mor fra Nordsjælland: Jeg mistede mit barn til corona

Ifølge svensk forsker er gravide kvinder i risikogruppen og bør beskyttes mest muligt mod corona, lyder det.

To måneder før Karoline Oreskov skulle føde, blev hun testet positiv for corona.

Hun blev meget syg, og mens hun lå i sygesengen, mærkede hun pludselig, at der var mindre aktivitet fra hendes ufødte søn i maven.

- Jeg ringer til hospitalet søndag. De siger, at jeg skal lægge mig på siden og koncentrere mig om at snakke med ham. Men det hjælper ikke. Der kommer ikke mere tegn på liv, fortæller hun.

Karoline Oreskov, der var isoleret fra sin mand og datter, kørte selv på hospitalet, men de sendte hende hjem med sætningen om, at “alt ser fint ud”.

quote Gravide skal vide det, og hospitalerne skal vide det

Karoline Oreskov

To dage efter fødte hun sønnen Oscar ved akut kejsersnit.

I en time kæmpede lægerne for hans liv, men det stod ikke til at redde.

Et kvarter før lægerne erklærede ham død, nåede Karoline Oreskovs mand frem til hospitalet, og sammen tog de afsked med Oscar.

Oscars gravsted.
Oscars gravsted.
Foto: Privatfoto

Karoline Oreskov har nu sat sig for at advare andre gravide. For hun mener, at hendes søn døde, fordi hun blev smittet med covid-19, fortæller hun i ‘Go’ aften LIVE’.

- Gravide skal vide det, og hospitalerne skal vide det, siger hun.

Moderkagen havde fået corona

Ifølge Karoline Oreskov konkluderer lægerne i første omgang, at Oscar manglede ilt i maven, samt at overgangen fra maven til verden uden for var for stor, men to måneder senere har lægerne en anden mulig forklaring, da hun sammen med sin mand er til et møde på hospitalet.

Deres søn var ikke smittet med corona, men det var moderkagen derimod, og på baggrund af obduktionen bekræfter lægerne, at iltmangel var årsagen til sønnens død.

quote I meget sjældne tilfælde kan covid-19 under graviditeten føre til inflammation i moderkagen, og den inflammation kan være farlig

Mehreen Zaigham, post.doc ved Lund University samt læge på obstetrisk-gynækologisk afdeling på Skåne Universitetshospital

- Min moderkage er stået af, så han fik ikke ilt nok, forklarer Karoline Oreskov.

Lægerne i Danmark vil ikke med sikkerhed sige, at covid-19 kostede Oscar livet, men de ser det som “sandsynligt”, står der i hendes journal, som TV 2 er i besiddelse af.

- I forbindelse med et lignende tilfælde i Sverige, vurderer jeg, at det er sandsynligt, at covid har været medvirkende til forløbet, skriver lægen.

Gravide kvinder er i risikogruppen

Sundhedsstyrelsen har ikke ønsket at kommentere sagen, men i et notat fra 10. februar på deres hjemmeside står der, at “af hensyn til både den gravide kvinde og det ufødte barn, betragtes gravide som en risikogruppe i forhold til covid-19”.

Og spørger man Mehreen Zaigham, der post.doc ved Lund University samt læge på obstetrisk-gynækologisk afdeling på Skåne Universitetshospital, bør gravide kvinder uden forbehold ses som en risikogruppe.

TV 2 har interviewet Mehreen Zaigham over Skype.
TV 2 har interviewet Mehreen Zaigham over Skype.
Foto: TV 2

- Gravide kvinder bliver i højere grad alvorligt syge med covid-19, og på baggrund af ny forskning og igangværende forsøg ser vi stærke indikationer på, at de er en risikogruppe, som skal passes på under pandemien, lyder det.

Mehreen Zaigham har forsket i konsekvenserne af gravide kvinders sygdomsforløb med covid-19. Både hendes første studie af 108 kinesiske kvinder, hendes nyeste svenske studie og internationale studier har vist, at det kan være risikofyldt for gravide kvinder at få corona, lyder det:

quote Vi bliver nødt til at acceptere, at der var nogen, der skulle være de første til at opleve det, og det blev så bare os

Karoline Oreskov

- I meget sjældne tilfælde kan covid-19 under graviditeten føre til inflammation i moderkagen, og den inflammation kan være farlig, siger hun til TV 2.

Studier viser nemlig, at gravide kvinder med corona i højere grad føder for tidligt, får akutte kejsersnit og i sjældne tilfælde bliver moderkagen inficeret og stopper med at tilføre ilt til fosteret, hvilket i få tilfælde har medført, at barnet ikke har overlevet.

Karoline Oreskov med sin mand og datter på Oscars gravsted.
Karoline Oreskov med sin mand og datter på Oscars gravsted.
Foto: Privatfoto

Vil ikke give skylden til nogen

Det er nu snart et halvt år siden, at Karoline Oreskov og hendes mand mistede deres søn, Oscar.

Hans billede står i vindueskarmen, og i familien taler de meget om ham.

De vil ikke skyde skylden på nogen, selvom de selv har kæmpet med en skyldfølelse.

- Vi bliver nødt til at acceptere, at der var nogen, der skulle være de første til at opleve det, og det blev så bare os, lyder det.

Oscar blev født 5. januar 2021. Han døde kort efter samme dag.
Oscar blev født 5. januar 2021. Han døde kort efter samme dag.
Foto: Privatfoto

Og det er netop derfor, de nu står frem med deres historie.

De håber, at myndighederne og hospitalerne vil være opmærksomme, når gravide kvinder fremover bliver smittet med corona.

- Hvis en gravid ringer ind og mærker mindre liv, så sig, at de skal komme ind med det samme, hvis de har corona, forklarer hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik