Mistænkt storsvindler havde dyr hobby

En hest til 500.000 kroner er et ”røverkøb” på eksklusivt stutteri, hvor mistænkt storsvindler var en god kunde.

Hun er mistænkt for at have svindlet den danske stat for 111 millioner kroner. Hun er også en kvinde med en dyr hobby.

64-årige Anna Britta Troelsgaard Nielsen, der nu er efterlyst over hele verden, købte meget dyre heste og deltog sammen med sin nu 30-årige datter i internationale stævner.

Den hobby ville hun aldrig kunne få råd til alene med sin indkomst fra Socialstyrelsen, hvor hun var ansat i 40 år. Det vurderer Kristian Skovrider, der er assisterende landstræner i springridning.

- Det er fuldstændig umuligt. Der er så få mennesker, der kan være med på det plan, siger han til TV 2.

DERFOR BRINGER TV 2 NAVNET PÅ DEN 64-ÅRIGE KVINDE:

Københavns Byret har konkluderet, at der ikke kan nedlægges navneforbud i sagen. Dommeren lagde vægt på lovovertrædelsens grovhed sammenholdt med den 64-åriges betroede stilling.
TV 2 følger de presseetiske regler, der fastslår, at ”En sigtets eller tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet”.
TV 2 vælger derfor at bringe navnet af flere årsager:
  • Sagen har stor samfundsmæssig interesse
  • Forbrydelsens grovhed og omfang med offentlige midler
  • Anna Britta Troelsgaard Nielsen har haft en betroet stilling i Socialstyrelsen

 

Fem-ti millioner om året

Ifølge Kristian Skovrider kan Anna Britta Troelsgaard Nielsens hobby meget vel have kostet mellem fem og ti millioner kroner om året, når man medregner udgifter som hotel, kost og transport til og fra stævner i udlandet.

- Der er jo mange indenfor sporten, der har det som professionelt erhverv, som så tjener penge ved det og vinder store præmier. Men i det her tilfælde er der ikke vundet præmier, som overhovedet er værd at snakke om, siger han.

Alene lastbilen til transport af hestene har måske kostet fire-fem millioner kroner, mener han. Og så var der hestene. De kan ifølge den assisterende landstræner have kostet alt imellem 50.000 og 250.000 euro pr. styk.

- Men de kan også sagtens koste mere, siger Kristian Skovrider.

Røverkøb til en halv million

Nogle af de penge er landet på det eksklusive Stutteri Schockemöhle i den lille tyske by Mühlen.

Her er en hest til en halv million kroner et ”røverkøb”, mens de dyrere heste kan koste op til 10-15 millioner kroner. Det fortæller avlskonsulent på Stutteri Schockemöhle Sabine van den Weghe til TV 2.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen har købt flere heste fra det tyske stutteri, hvor hendes datter også har boet og trænet. Det er en service, stutteriet yder til særligt gode kunder.

Stutteri Schockemöhle vil ikke oplyse, hvor mange penge Anna Britta Troelsgaard Nielsen og hendes familie har købt heste for, men fortæller, at der er tale om mere end én hest, og at man desuden kender til mindst ét andet stutteri, som ligger i Holland, hvor familien har haft en lige så stor regning.

- De var selvfølgelig behørigt overraskede over, at de har gjort forretninger med en kvinde, som angiveligt har skaffet sine penge på den her måde. Men samtidig gjorde de også en dyd ud af at fortælle, at man sætter pris på diskretion, og at penge ikke er noget, man taler om, fortæller TV 2s Lasse Ravnø, der har besøgt Stutteri Schockemöhle.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen kom ifølge TV 2s oplysninger på Stutteri Schockemöhle fra omkring 2009-10 og frem til 2015-16. De sidste økonomiske transaktioner mellem stutteriet og familien skete i 2013, siger Cristoph Hinkel, der er direktør på stedet.

Historie om en rig far

Den nu 64-årige kvinde købte ifølge TV 2s oplysninger sit første føl til sin datter i 2007. Siden har hun købt en række heste og været en kendt, men dog ikke synderlig iøjnefaldende figur, i den danske hesteverden.

Indenfor ridesporten har alle troet, at pengene til datterens dyre hobby stammede fra en far i udlandet. Det er den historie, Kristian Skovrider har hørt, og samme historie bekræftes over for TV 2 af andre kilder i ridemiljøet.

Svindlen med de 111 millioner kroner, Anna Britta Troelsgaard Nielsen er mistænkt for, foregik gennem 274 udbetalinger fra 2002 til 2018.

 
 
Foto: TV 2

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) blev ifølge TV 2s oplysninger orienteret om sagen 24. september. Nogenlunde samtidig forsvandt Anna Britta Troelsgaard Nielsen, som har adresse i Hvidovre.

Hun er nu efterlyst internationalt. Kun hendes advokat, Nima Nabipoura, har hørt fra hende. Han ønsker ikke at fortælle, hvor hun er, og henviser til sin tavshedspligt.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik