Midt i lykkerus og som nybagt far blev badmintonprofil lammet af sjælden sygdom

Fastspændt i en gåsele stod badmintonprofilen Christian Lind i september sidste år på Rigshospitalet i Glostrup. Nervøs, men klar.

Klar til igen at gå for første gang. Klar til at tage de første skridt tilbage mod et normalt liv, efter at han var blevet ramt af den sjældne og meget alvorlige sygdom Guillain-Barrés syndrom.

Det er vildt at skulle til at lære at gå som 34-årig, lød det efterfulgt af et dybt suk, da han blot havde gået fem minutter i langsomt tempo med støtte fra gåselen.

På få dage var Christian Lind gået fra at være en helt rask og veltrænet atlet til en mand, der ikke selv kunne gå eller blot bevæge kroppen. Han blev madet og måtte have hjælp til at komme på toilettet.

Den nu 35-årige badmintonprofil fortalte første kapitel af sin historie i september 2019, mens han stadig var indlagt på Rigshospitalet. På det tidspunkt var fremtidsudsigterne stadig meget usikre.

Et år senere står han nu frem og fortæller hele sin historie i dokumentaren ’Christians kamp’, som du kan se på TV 2 PLAY.

Her har TV 2 SPORT fulgt karrierens ubetinget største kamp: Kampen tilbage til livet. I den rørende og livsbekræftende fortælling er comebacket til badmintonbanen andenprioritet. Først og fremmest handler det om igen at vende tilbage til en normal hverdag med kæresten Malene Qvist og deres fem måneder gamle søn, Victor.

- Vi var stadig i en lykkerus. Jeg nød livet. Jeg levede af det, jeg allerbedst kunne lide i hele verden, som var at spille badminton og være træner. Så var jeg lige blevet far, og vi havde lige holdt barnedåb. Det var en voldsom kontrast lige pludselig at ligge lam på et hospital.

- Fra den ene dag til den anden kunne jeg ikke gå, så jeg var bange for, at jeg skulle sidde i en kørestol resten af min liv, fortæller Christian Lind i dokumentaren på TV 2 PLAY.

Kunne ikke løfte sin lille søn

Det var i starten af september 2019, at Christian Linds liv med ét blev vendt op og ned i løbet af et par skæbnesvangre dage.

Sammen med familien var han på ferie på Bornholm, inden den nye sæson skulle begynde med Hvidovre Badminton Club i 1. division. Den mangeårige topspiller var udset til at være en profil på holdet.

På vej hjem fra ferien havde han pludselig store problemer med at løfte sin blot fem måneder gamle søn. Og da hænderne ikke føltes normale, fødderne begyndte at sove, og han samtidig så dobbelt, slog kæresten Malene Qvist alarm. Få timer efter hjemkomsten var Christian Lind på vej til hospitalet i en ambulance.

- Der blev jeg for alvor bange for første gang, fordi jeg tænkte, at nu var der nok noget galt.

Fighteren, der har spillet mod de største stjerner

Christian Lind har igennem sin karriere været kendt som en spiller, der viste alle følelserne på banen. Han er symbolet på en ægte fighter, der nærmest har kastet sig mere rundt, end han har stået op på banen.

I sine bedste perioder af badmintonkarrieren nåede Lind at spille på den største scene. Her mødte han i årene omkring 2010 spillere som Lee Chong Wei, Chen Long, Lin Dan og Danmarks egen Peter Gade.

Lind nåede alligevel aldrig helt op at bide skeer med de store, ligesom han lå i periferien af landsholdet. I den danske liga og herhjemme går der dog længe, før folk vil glemme showmanden, der altid gav alt. Bedst symboliseret ved en duel fra DM i 2017, hvor millioner af badmintonfans har set ham kaste sig rundt.

Hans store fightergen skulle vise sig at stå sin prøve i livets hårdeste kamp.

Den sjældne sygdom

På Rigshospitalet var dommen hurtig klar onsdag 4. september 2019. Han kom i behandling for Guillain-Barrés syndrom, der blot rammer 50-100 danskere om året.

Sygdommens årsag kan ikke afklares, men symptomerne er hurtigt indsættende lammelse af nerverne, der starter i fødderne og bevæger sig til resten af kroppen. Hos cirka en femtedel når lammelsen også lungerne, hvilket kan sende patienten i respirator i en periode. Man er helt klar i hovedet og opfatter alt, der sker.

- Allerede fredag begyndte lammelserne, og jeg kunne ikke gå mere til sidst. Så blev det bare værre og værre og nåede ansigtet i løbet af weekenden. Søndag kunne jeg ikke spise selv og skulle have min mor til at give mig mad.

- Jeg tænkte ikke særlig meget på badminton. Jeg var rimelig sikker på, jeg havde spillet min sidste kamp, da jeg lå derinde, siger Christian Lind i dokumentaren 'Christians kamp'.

Kan jeg løfte min søn igen?

Kampen for at vende tilbage til badmintonbanen blev heller ikke den vigtigste for Christian Lind. I stedet meldte flere essentielle tanker sig på banen.

- Jeg husker tydeligt, da jeg var på Rigshospitalet og sad lammet i en kørestol, og jeg fik nogle til at hjælpe mig med at køre ud på toilettet. Der så jeg nogle normale mennesker, der gik, og jeg tænkte: Bare det bliver mig igen.

Og som dagene gik, blev spørgsmålene flere og meget konkrete:

Får jeg mit normale liv tilbage? Kan jeg selv gå på toilettet? Kan jeg selv bestemme, hvornår jeg skal ud og trække noget frisk luft? Kommer jeg til at kunne løfte min søn igen?

- I starten var jeg stort set lam i hele kroppen, så jeg kunne ikke løfte Victor. Men bare det, at han lige kunne ligge sammen med mig, det var rigtig stort.

- Jeg tænkte rigtig meget på ham inde på hospitalet; at jeg gerne ville spille fodbold med ham, når han bliver ældre. Så bare det at tænke på, jeg ikke kunne være i stand til det, det var hårdt i starten.

- Inden det hele var jeg jo rigtig glad for min familie, så jeg savnede dem, og jeg ville gerne tilbage og være familiefar. Samtidig var det også godt, at vi havde ham, for der var virkelig noget at kæmpe for. Så da jeg først kunne begynde at træne igen, tænkte jeg på ham og familien. At jeg ville gøre alt for at komme tilbage til den, jeg var før.

Badminton i kørestol og de små fremskridt

Efter den værste periode var overstået, kom der stabilitet og stilstand i Christian Linds sygdomsforløb. Det betød, at sygdommen "havde toppet". Godt nok var fremtiden uvis, men kampen for at vende tilbage til en normal hverdag blev indledt med genoptræning.

- Jeg prøvede at sætte målsætninger hele tiden, men jeg kunne godt se, det gik meget langsomt.

Med nul kræfter i kroppen bad han en dag sin fysioterapeut skaffe et par badmintonketsjere, så han kunne sidde i sin kørestol og prøve at spille med hende. Efter få minutter stod det hurtigt klart, at han ingen håndkræfter havde, og han ikke kunne ramme bolden, fordi synet også var dårligt.

- Det glemmer jeg nok aldrig. Jeg sad der i en kælder på Rigshospitalet i Glostrup og spillede badminton i kørestol mod fysioterapeuten. Jeg tror ikke, hun troede på, jeg var badmintonspiller. Det var faktisk ikke nogen god oplevelse, og jeg lagde hurtigt ketsjeren fra mig igen.

Først da Christian Lind blev overflyttet til Center for Rehabilitering og Akutpleje i Brønshøj, hvor han fik enestue, begyndte han for alvor at mærke fremskridt.

- Jeg kunne træne seks gange om ugen uden at blive forstyrret om natten, og jeg kunne sove igennem. Så da jeg var der fem uger til halvanden måned, synes jeg, at jeg rykkede, og det var en fed følelse, at der endelig skete noget.

Det var også her, han undervejs begyndte at registrere de helt små fremskridt i kroppen, og han prøvede at skrive ind i skemaer, når der var en udvikling.

Komisk forsøg på at hoppe

En af de episoder, der står stærkest i dokumentaren 'Christians kamp', er øjeblikket, hvor badmintonspilleren igen forsøger at hoppe. Et ganske simpelt hop stående på flade fødder.

- Det er mit mål inden for de næste par uger at kunne hoppe. Det bliver jeg så træt af, at jeg ikke kan, lyder det, mens hans fødder maksimalt løfter sig et par millimeter fra gulvet, inden han igen står solidt plantet med begge fødder.

Mens fødderne ikke kunne lette fra jorden, gavnede genoptræningen på mange andre områder. Efter halvanden måned på hospitaler og genoptræningscenteret i Brønshøj kunne Christian Lind endelig flytte hjem til sin familie i vante omgivelser.

- Der sagde jeg til min kæreste: Nu rykker jeg for alvor, jeg kommer mig i rekordfart. Men jeg blev klogere.

Nedturen i november

Den 37-årige kæreste Malene Qvist, der til daglig er sangerinde i 'Sukkerchok', havde glædet sig til, at hendes kæreste igen kunne komme hjem og hjælpe til med sønnen Victor og de huslige pligter.

Hverdagen skulle dog hurtigt vise sig at være særdeles udfordrende for Christian Lind.

- Det var der, jeg havde regnet med, jeg skulle rykke mig, fordi jeg var kommet hjem. Men bare det at være til derhjemme - at gå i bad, tage sokker på, det gjorde mig utrolig træt.

- Jeg sagde også, at nu skulle jeg nok hjælpe til med Victor, selvom jeg ikke kunne være alene med ham, fordi jeg ikke havde kræfter til det. Jeg sagde også, at nu skulle jeg nok lave mad to gange om ugen. Men det skete heller ikke, for jeg havde simpelthen ikke overskud til det.

- Jeg kunne bare ligge i sengen resten af dagen, for jeg havde brugt al min energi på træning.

En rigtig skidt november måned og de manglende fremskridt begyndte at påvirke troen på at vende tilbage til en normal hverdag i den lille familie.

Følelsen af at kunne løfte sin søn igen

Vendepunktet kom i december, da Christian Linds tidligere ungdomslandstræner Nadia Lyduch meldte sig på banen med et forløb på 12 uger med hjernetræning.

Det atypiske indspark var med til at give tro på tingene, og efter måneder, hvor Christian Lind havde haft dårlig samvittighed over for familien og følt sig utilstrækkelig som far, rykkede han sig også på den front.

- Jeg havde jo drømt om at blive far i mange år, og så havde jeg fået en søn. De første to måneder var jeg væk fra ham og så ham nærmest ikke. Og så kom jeg hjem i to måneder, hvor jeg ikke rigtig kunne bidrage med så meget.

- Men lige før jul havde jeg haft tre gode uger med træning, behandling og det hele, og der kunne jeg faktisk løfte min søn for første gang, siden lammelserne startede.

- Jeg havde savnet rigtig meget bare at kunne løfte ham, og da det endelig skete, var det en forløsning. Endelig begyndte der at ske noget, og jeg blev meget lettet og glad.

Omkring samme tidspunkt vågnede han pludselig en dag og kunne mærke, at der skete noget med hans fødder. Efter tre måneder kunne han igen hoppe.

Tilbage i vante omgivelser

For langt de fleste patienter med Guillain-Barrés syndrom, der kommer sig helt, går der op imod et år, før kroppen igen er på 100 procent. Og på dette tidspunkt var Christian Lind kun fire måneder inde i forløbet.

Alligevel havde man efterhånden en forventning om, at han med stor sandsynlighed ville få sin normale hverdag tilbage, selvom der stadig skulle arbejdes rigtig hårdt.

Otte uger inde i forløbet med hjernetræning kunne han midt i januar vende tilbage til de omgivelser, der har dannet ramme om en lang karriere.

På badmintonbanen fortsatte både hjernetræningen og den almindelige træning med fjerbolden. Og selvom de korte dueller i starten gjorde ham udmattet, tog hans evindelige fightergen over på det mentale plan.

- Lige dér tænkte jeg på, hvordan jeg skulle komme tilbage til badmintonbanen. Nu var jeg ved at leve et normalt liv, som jeg var rigtig glad for, men jeg ville også tilbage og spille, som jeg kunne før.

- Jeg kunne bare have sagt, at nu stopper jeg her

Imens hele sportsverdenen og resten af badmintonsæsonen i 1. division lukkede ned på grund af coronapandemien, nød Christian Lind, at han selv var i stand til at tage sin løbesko på. Det blev pludselig det sjoveste i hele verden, og tankerne om at gøre comeback på Hvidovres førstehold var pludselig mere realistiske end nogensinde.

Sommeren over fortsatte træningen, og et år efter, sygdommen ramte, kom dagen, som han havde ventet på med længsel.

Hans navn var igen at finde på holdkortet til en badmintonkamp, da Hvidovre i starten af september 2020 mødte KMB på hjemmebane.

- Jeg tror, der var nogen, der var overraskede over at se, om jeg overhovedet kunne spille. Havde det været for et halvt år siden, kunne jeg nok have fået to point imod ham, jeg skulle møde.

- Jeg kunne også bare have sagt, at nu stopper jeg her, og jeg har ikke lyst til at kæmpe mig tilbage. Men det gjorde jeg ikke, for det var en fed udfordring, og jeg har været vant til at kæmpe hele mit liv, så selvfølgelig skulle jeg også kæmpe mig tilbage her. Så jeg er da også utrolig stolt over at være tilbage.

Eventyrhistorien blev nærmest fuldendt, da det lykkedes Christian Lind at vinde første sæt 21-19.

Kæresten rørt over comebacket

Selvom der var gået et år siden sygdommen, så mindede kroppen ham om, hvad han havde været igennem. Kræfterne slap op, og den hollandske modstander vandt sikkert de sidste to sæt.

Alligevel var det Christian Lind, der vandt den vigtigste kamp. Kampen om at tage livet tilbage. En kamp hvor kæresten Malene Qvist med sønnen Victor på armen var med hele vejen. Også da hendes kærestes comeback var en realitet.

- I starten tænkte jeg bare på, at jeg gerne ville have dig tilbage derhjemme. Vi stod med Victor på fem måneder, og så var du lige pludselig væk, og der var så meget uvished om, hvornår du kom tilbage, og hvad du kunne, når du kom tilbage, og hvor hurtigt det ville gå. Så det er bare en ekstra bonus for mig, at du står inde på banen. Lidt uvirkeligt faktisk, lyder det fra Malene Qvist til Christian Lind i en rørende afslutning på TV 2 PLAY-dokumentaren.

Allerede få uger efter hans comeback lykkedes det Christian Lind at vinde sin første herresingle, efter at sygdommen ramte sidste år.

Se hele historien i 'Christians kamp' lige nu på TV 2 PLAY.