Meyer undskylder: Kunder fik forkert kød

Som konsekvens af en fejlleverance har Meyers Køkken opsagt samarbejde med leverandør fra Kødbyen i København.

En tournedos af oksemørbrad fra Himmerland var en del af hovedretten på Meyers nytårsmenu sidste år.

Menuen, der var tilberedt på forhånd, og som også indeholdt jomfruhummerbisque til forret og en chokoladedessert, blev udsolgt.

Men nu gør Meyers Køkken opmærksom på, at forbrugerne ikke helt fik den menu, som de bestilte.

Den danske kok Claus Meyers cateringfirma har netop fået besked på, at "leverandøren af oksemørbrad ikke har leveret kød til vores køkken, der stemte overens med vores bestillingsordre". 

Meyer er skuffet 

Sådan lyder det fra Meyers Køkken i en mail, der er blevet sendt ud til alle dem, som har købt nytårsmenuen.

- Konkret betyder det, at vi ikke kan garantere, at hele mængden af det indkøbte parti oksemørbrad til nytårsmenuen 2017 stammer fra Himmerlandskvæg, men fra udenlandsk kød, dog af lige så høj kvalitet, skriver Meyers Køkken i mailen:

- Det er uacceptabelt og må ikke ske.

På Facebook undskylder kokken Claus Meyer personligt:

- Vi er selvsagt meget skuffede over, at vi er blevet snydt af en mangeårig betroet samarbejdspartner, og vi har som naturlig følge deraf øjeblikkeligt stoppet samarbejdet, skriver han. 

Meyers opsiger samarbejdet med leverandør

Ifølge cateringsfirmaet er der tale om "en klar fejl" fra leverandøren Genz Køds side.

Under leveringen og forberedelsen af maden har Meyers Køkken ikke haft "anledning til at tro, at de ikke leverede alt det bestilte kød fra Himmerland".

- Det er derfor naturligvis en sag, vi tager meget alvorligt, skriver firmaet i mailen.

Som konsekvens har Løgismose Meyers-koncernen valgt at opsige samarbejdet med leverandøren med øjeblikkelig virkning.

- Vi vil i fremtiden have endnu skarpere retningslinjer for vores leverandørsamarbejder. 

Leverandør: Vi beklager dybt

Leverandøren, der skulle have sikret dansk kød på de danske nytårsborde, Genz Kød fra Kødbyen i København, beklager hændelsen dybt.

Henning Christiansen er administrerende direktør og forklarer fejlleverancen med, at man i efteråret 2017 modtog en ekstraordinær stor ordre på Himmerlands-oksekød.

- På det tidspunkt var det ikke muligt at skaffe så store mængder dansk kød. Vi supplerede derfor ordren med sydamerikansk kød i en endnu bedre og dyrere kvalitet, men uden at gøre kunden opmærksom på det.

- Som direktør vil jeg gerne understrege, at det skulle vi naturligvis have håndteret helt anderledes. Det var en dum og forkert beslutning, som jeg på firmaets vegne stærkt vil beklage, skriver han i en pressemeddelelse. 

Her kan du se hele opslaget fra Claus Meyer på Facebook:

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik