Mette F. om coronavirus: - Vi forbereder nye tiltag

Sundhedsordførerne var søndag til orientering om den stigende smitte, og har nu ifølge TV 2s oplysninger modtaget endnu en indkaldelse.

Regeringen forbereder lige nu yderligere tiltag, der skal tages i brug for at få bedre styr på coronasmitten inden jul.

Det skriver statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook.

- Vi har allerede taget mange tiltag for at reducere aktiviteten i samfundet og dermed nedbringe smitten. Men situationen er bekymrende, og vi vil sætte ind, så vi forhåbentligt kan få bedre styr på smitten inden jul. Derfor forbereder vi yderligere tiltag, skriver hun.

Ifølge TV 2s oplysninger er sundhedsordførerne mandag morgen indkaldt til orientering om muligheden for yderligere restriktioner.

Tidlig juleferie?

Allerede lørdag skrev statsministeren, at regeringen "kraftigt overvejede" at stramme restriktionerne.

Efterfølgende kom det frem, at sundhedsordførerne var indkaldt til en virtuel orientering søndag morgen.

Fra flere partier lød det forud for orienteringen, at de ældste folkeskoleelever samt studerende på ungdomsuddannelser bør sendes hjem på tidlig juleferie.

Om det er en del af de tiltag, regeringen lige nu forbereder, er fortsat uvist.

Nye restriktioner indenfor et døgn

Det seneste døgn er der registreret 1745 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Det er det højeste antal personer, der er registreret smittet i løbet af 24 timer.

At de senest indførte restriktioner først træder i kraft mandag er dog ikke ensbetydende med, at regeringen har i sinde at vente med at lægge flere oveni hatten.

Tværtimod, mener TV 2s politiske analytiker Hans Redder:

- Der kommer indenfor det næste døgn eller to nye restriktioner. Det er jeg helt overbevist om, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik