Meteorsværm i aften: Se hundredvis af stjerneskud på nattehimlen

De kommende klare og varme sommeraftener kan nydes med synet af stjerneskud på aftenhimlen.

Hvis du vil se stjerneskud, har du nu årets bedste mulighed for det.

De kommende nætter passerer Jorden nemlig lige igennem en stor meteorsværm. Det giver stjerneskud på himlen, og det er kun den lysende måne, der kan komme til at drille.

quote Det gælder om at kunne se så stor en del af himlen som muligt

Michael Linden-Vörnle, astrofysiker ved DTU Space

Det er meteorsværmen 'Perseiderne', der også er kendt som 'Sankt Laurentii tårer', som de kommende aftener vil give hundredevis af stjerneskud på nattehimlen. Både tirsdag og onsdag aften ventes helt op til 100 stjerneskud i timen.

Ses bedst før midnat

For at se stjerneskuddene skal man kigge højt til vejrs, og de vil stråle ud fra et område på himlen mod nordøst. Perseiderne er kendt for at give meget flotte stjerneskud - de såkaldte ildkugler.

- Stjerneskuddene kommer dog over hele himlen, så det gælder om at kunne se så stor en del af himlen som muligt - for eksempel ved at lægge sig i en liggestol. Og så er det meget vigtigt at undgå forstyrrende lys, forklarer astrofysiker Michael Linden-Vörnle fra DTU Space.

De bedste betingelser for at se de mange stjerneskud har man i de mørkeste egne af Danmark - langt væk fra større byer.

- Lyset i byerne gør det også vanskeligt at få ordentligt nattesyn. Lysforurening - naturlig som kunstig - gør det vanskeligt at se de svageste meteorer, og det er dem, der er flest af, fortæller Michael Linden-Vörnle.

Selv om de fleste stjerneskud vil være på himlen i de sene nattetimer, får vi de bedste betingelser for at se dem inden midnat.

- Månen kommer på himlen kort før midnat, og den vil derefter genere med sit lys, siger Michael Linden-Vörnle.

Jorden passerer gennem rester fra en komet

Stjerneskuddene, der kan ses de kommende aftener er meteorrester, der stammer fra kometen Swift-Tuttle, som har efterladt et spor af støv efter sig. Det er det spor, Jorden i disse dage passerer igennem.

Meteorstykkerne, der blot er på størrelse med sandkorn, trænger ind i atmosfæren med høj hastighed på mere end 200.000 kilometer i timen, hvor den høje fart får meteoren til at fordampe og luften til at gløde. Det er den glødende luft, der viser sig som et stjerneskud på himlen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik