Medarbejdere undrer sig over hospitals store forbrug af plast

Hver dag bliver der smidt mere end 100.000 stykker engangsservice af plast ud på landets 10 største sygehuse. Politikerne må gribe ind, siger ekspert.

Den store opvaskecentral under Gentofte Hospital kører på absolut sidste damp. Normalt kan den gigantiske maskine holde i 10 år, men nu er der gået 15, og derfor er der brug for en ny løsning.

Men det bliver ikke en ny opvaskekæmpe til 5,5 millioner kroner.

Gentofte Hospital har nemlig fundet ud af, at det er billigere at bruge engangsservice af plast – frem for at vaske op.

- Det giver os en besparelse på én million kroner om året i lønkroner, siger Louise Lindelof, som er afdelingschef for service og logistik på Herlev og Gentofte Hospital.

Hospitalet kan nemlig spare fem stillinger i opvaskekælderen, hvis hospitalspersonalet spiser af plast frem for porcelæn. Den øvrige opvask bliver så taget i de enkelte afdelingers køkkener.

Vaskecentralen under Gentofte Hospital.
Vaskecentralen under Gentofte Hospital.
Foto: Rikke Løve / TV 2

- Det kan vi ikke tillade os

Men det er et skridt i den forkerte retning, mener Kristian Syberg, som er lektor i miljørisici på RUC.

- Jeg kan godt forstå rationalet fra et hospital, der har en stram økonomi, men det er jo også et eksempel på, at vi er på vej i en forkert retning. Det er uheldigt, siger han.

Plastik bliver lavet af olie, og ifølge lektoren overforbruger vi alt for meget plast, i forhold til hvad der er bæredygtigt. Derfor er det problematisk, når hospitalerne ligefrem prioriterer plast frem for almindeligt service:

- Problemet med den her type plastik er, at det er lavet til kun at bruges én gang. Det er et kæmpe ressourcespild, som vi ikke kan tillade os at blive ved med.

Kristian Syberg, lektor på RUC, er bekymret over, at hospitalerne indkøber engangsservice af plastik.
Kristian Syberg, lektor på RUC, er bekymret over, at hospitalerne indkøber engangsservice af plastik.
Foto: Rikke Løve / TV 2

En rundspørge, som TV 2 har foretaget blandt landets 10 største hospitaler, viser, at der sidste år blev smidt over 50 millioner stykker engangsservice ud. Heraf er størstedelen af plast.

Det svarer til, at der ryger lige knap 15.000 stykker engangsservice i skraldespanden om dagen på hvert af hospitalerne.

Engangsservice af plastik

Det er især plastikkopper, der fylder i hospitalernes skraldespande,

Men også plastiktallerkener, plastikbestik, sugerør og ”skum”-termokopper bliver flittigt benyttet. Og dét selvom EU har planer om helt at forbyde engangsplastik.

Udviklingen er kritisk, mener Kristian Syberg. For engangsservicen af plastik bliver ikke sorteret og genanvendt - den bliver brændt. Og netop landets hospitaler bør være foregangsmænd, lyder det:

- Jeg synes jo, at det offentlige har et stort ansvar for at prøve at flytte de her ting.

Miljø eller patienter?

Ret skal være ret. Gentofte og Herlev Hospital er faktisk blandt de hospitaler, der er bedst til at affaldssortere; de kildesorterer blandt andet blød plastemballage. Men når det gælder engangsservice, er de blandt de dårligste, erkender afdelingschefen.

Men der er ingen vej uden om, lyder det:

- Vi har været nødt til at opveje det faktum, at vi ikke havde pengene til at bygge en ny central opvask. Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, men vi har været nødt til at prioritere, siger Louise Lindelof.

Vandet drypper fra den gamle opvaskekæmpe.
Vandet drypper fra den gamle opvaskekæmpe.
Foto: Rikke Løve / TV 2

Hvis ikke man gjorde det, ville det ramme patienterne:

- Konsekvensen ville være, at vi ikke havde så mange penge til at producere nærende og økologisk mad til patienterne, siger hun.

Personale undrer sig

Plastik er et af de hotteste emner på miljødagsordenen i øjeblikket. Og derfor er det heller ikke alle blandt hospitalets personale, der er glade for det nye initiativ.

Det betyder nemlig, at ansatte, som henter mad i kantinen, nu skal anvende engangsservice i form af plastikbøtter.

Det er kun personalet - ikke patienterne - der er tvunget til at spise af plastikservice, hvis de vil tage maden med ud af kantinen.
Det er kun personalet - ikke patienterne - der er tvunget til at spise af plastikservice, hvis de vil tage maden med ud af kantinen.
Foto: Rikke Løve / TV 2

- Vi har da talt om, at vi synes, det er spild af plast og synd for naturen, og vi undrede os noget, da det blev indført – alle andre går jo modsatte vej. Vi havde en udmærket ordning før, så vi synes, det er mærkeligt. Vi skal af med det plastik, siger Brigitte Faarup, der er lægesekretær på hospitalets hjerteafdeling.

Hun står med en af de omstridte plastikbakker i den ene hånd og fylder den op med salat fra en anden.

Julie Kosloff, der er operationssygeplejerske på hospitalet, stemmer i:

Julio Kosloff, der er operationssygeplejerske på Gentofte Hospital, ærgrer sig over at være tvunget til at bruge plastik.
Julio Kosloff, der er operationssygeplejerske på Gentofte Hospital, ærgrer sig over at være tvunget til at bruge plastik.
Foto: Rikke Løve / TV 2

- Jeg tænker, at vi bruger rigtig meget plast. Jeg ved godt, at vi også forurener ved at vaske op, men hvis vi så bare kunne finde en ordning, hvor vi kunne genbruge det beskidte plast, når nu vi genbruger så meget plast på operationsgangen, så ville det være fint, siger hun.

Bionedbrydeligt service er tre gange så dyrt

Men hvis Herlev og Gentofte Hospital skulle investere i bionedbrydeligt service, ville det være tre gange så dyrt, og det er der ikke råd til, siger Louise Lindelof.

- Jeg synes faktisk, vi er bevidste om, at vi skal passe på vores miljø, men nogle gange – eller i de fleste tilfælde – har økonomien noget at sige.

Gentofte Hospital sorterer blandt andet blød plast.
Gentofte Hospital sorterer blandt andet blød plast.
Foto: Rikke Løve / TV 2

Kristian Syberg mener da heller ikke, at man skal skælde ud på hospitalerne. Han mener i stedet, at politikerne bør gribe ind:

- Det her er jo et meget godt eksempel på, at plastik er så billigt, at hvis man skal spare, så kan det bedre betale sig at købe noget, man kan smide væk efter brug, frem for at købe noget, man kan bruge igen og igen. Det er essensen af plastikproblematikken pt.

- Det er et samfundsmæssigt problem, at engangsplastik kan betale sig for hospitalet. Det skal vi væk fra, og det kræver en eller anden form for politisk initiativ, fortsætter han.

Lektoren peger på, at man som et eksempel kan give tilskud til producenter, der laver plast til genanvendelse, eller også kan man sætte højere afgifter på engangsplastik, foreslår han:

- Hospitalerne skal have opbakning fra oplandet til at gå forrest – også politisk. Udfordringen ligger hos de myndigheder, som tildeler dem midler.

En "nødsituation"

Kim Rockhill (S), der er formand for Region Hovedstadens Miljø- og Klimaudvalg, kalder situationen på Gentofte Hospital for en "nødsituation", som han forventer snarest muligt bliver bragt i orden.

- Det er helt klart, at vi skal spare på plasten alle de steder, vi kan, men der kan være enkelte steder, hvor der er praktiske forhold, der skal på plads, før det kan lade sig gøre.

- På Gentofte Hospital har de haft en nødsituation, hvor de har været nødt til at prioritere anderledes, men jeg forventer bestemt, at de stopper det, når det nye udbud kommer, for vi skal have nedbragt vores forbrug, siger han.

I 2019 kommer et nyt udbud, som Region Hovedstaden står i spidsen for. De oplyser til TV 2, at der i det nye udbud kommer mere fokus på alternativer til plast og genanvendelige løsninger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik