Matti Breschel stopper karrieren

Efter 14 sæsoner som professionel har Matti Breschel valgt at indstille karrieren. En karriere der blandt andet har budt på VM- og DM-metal.

Køge-drengen Matti Breschel stopper med at træde i pedalerne på professionelt niveau senest efter indeværende sæson.

Det erfarer TV 2 SPORT.

Allerede i foråret i forbindelse med endagsklassikeren Paris-Roubaix luftede Breschel tanker om et karrierestop over for TV 2 SPORT.

- Tiden rinder stille og roligt ud. Jeg står og skal forlænge i år, hvis jeg skal være cykelrytter igen til næste år. Der er intet, der er sikkert. Så måske. Det kunne godt være mit sidste Paris-Roubaix, lød det fra Matti Breschel.

Årets Paris-Roubaix var EF Education First-rytterens tiende i karrieren.

Matti Breschel

  • Født 31. august 1984 i Ballerup
  • Bor i dag i Køge
  • Begyndte med at cykle i Køge Cykel Ring (KCR) og fortsatte i 2004 på det Køge-baserede Team PH, der senere blev til Team Capinordic. 
  • Blev året efter professionel på Team CSC, hvor han kørte i fem sæsoner frem til 2010. I samme periode toppede karrieren med VM-sølv i 2010, VM-bronze i 2008, dansk mesterskab og etapesejre i Spanien Rundt og Schweiz Rundt.
  • Det var Matti Breschels farfar, der fik idéen til Sjælland Rundt på Cykel, der går fra Køge til Køge over godt 300 kilometer.

Ekspert: 'Han har skabt sig en fantastisk karriere'

Matti Breschel blev professionel i 2005, og i løbet af de seneste 14 år har han skrevet store triumfer på sit CV.

Den 34-årige dansker har blandt andet vundet VM-bronze og -sølv, en etapesejr i Vuelta a España, danmarksmesterskabet i linjeløb og ni etapesejre i Danmark Rundt.

- Han har været en fandenivoldsk cykelrytter, han har været godt til at vinde cykelløb. Jeg havde faktisk forventet, han havde vundet mange flere, men sådan går det ikke altid, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen og tilføjer:

- Han har dog skabt sig en fantastisk karriere, og han har været på den øverste scene med de allerstørste ryttere. Matti skal jo bare hædres, som han bør.

Mandag aften kører Matti Breschel gadeløbet Tour de Charlottenlund. Det er hans sidste løb på dansk asfalt. Løbet begynder klokken 19.

Matti Breschel (yderst til venstre) spurtede sig til en sølvmedalje ved VM i 2010.
Matti Breschel (yderst til venstre) spurtede sig til en sølvmedalje ved VM i 2010.
Foto: Brandon Malone / Reuters / Ritzau Scanpix
Matti Breschel (yderst til højre) har vundet medaljer ved VM i landevejscykling to gange. Her et foto fra 2008, hvor han hentede en bronzemedalje.
Matti Breschel (yderst til højre) har vundet medaljer ved VM i landevejscykling to gange. Her et foto fra 2008, hvor han hentede en bronzemedalje.
Foto: Damien Meyer / AFP / Ritzau Scanpix

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik