Massivt politiopbud på Amager før ASMLA-konference

Politiet har naturligvis fokus på trygheden for de mennesker, der bor i lokalområdet, lyder det fra vicepolitiinspektør.

Der er lørdag stort politiopbud på Amager i København, og den ”markante politimæssige tilstedeværelse” fortsætter weekenden ud, oplyser Københavns Politi til TV 2.

Opbuddet skyldes, at den iranske separatistbevægelse ASMLA, der står for Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz, arrangerer en konference på hotellet.

Politiet har omringet Hotel Park Inn by Radisson og lavet kontrolposter, hvor personer kontrolleres, før de slippes igennem.

Der er sat hegn rundt om området, og bag indhegningen er der opstillet et hvidt telt foran en indgang til hotellet, som bevogtes af tungt bevæbnede betjente.

- Politiet har naturligvis fokus på trygheden for de mennesker, der bor i lokalområdet. Beboere i området omkring hotellet vil kunne se en markant politimæssig tilstedeværelse, ligesom veje omkring hotellet vil være berørt af politiets indsats, skriver vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Riad Tolba i en mail til TV 2.

Årsag til stor politiaktion

Det var personer fra ASMLA med base i Ringsted, der var mål for en konkret trussel, som 28. september udløste en stor politiaktion, hvor politiet lukkede Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) fortalte på et pressemøde 30. oktober, at den iranske efterretningstjeneste efter PET’s overbevisning forsøger at komme tre personer fra ASMLA i Danmark til livs. De tre personer er under politibeskyttelse.

Ved samme lejlighed oplyste PET, at ASMLA havde planlagt at afholde den konference, der foregår i denne weekend på Amager.

- Som man kunne se, sidste gang vi havde en politiaktion, som involverede den her gruppe, der var vi også massivt til stede og lukkede borer og alt muligt andet. Så det er klart, at når den gruppe vælger at afholde en konference i København, så kommer det til at kræve et forholdsvis massivt politiopbud, siger Peter Dahl, ledende politiinspektør i Københavns Politi, til TV 2.

Den iranske bevægelse ASMLA holder konference på Hotel Park Inn by Radisson. \n
Den iranske bevægelse ASMLA holder konference på Hotel Park Inn by Radisson. \n
Foto: Martin Relsted - TV 2

Omkring 180 deltagere fra mere end 20 lande kommer til konferencen. Hvorvidt de tre politibeskyttede personer vil være at finde deriblandt, vil politiinspektøren ikke oplyse. 

- Men det er klart, at når de er medarrangører af konferencen, så er der jo nok en vis sandsynlighed for, at de dukker op. Og så kan man jo argumentere for, at alle, der er inde på hotellet, er under en vis politibeskyttelse, siger Peter Dahl.

Ifølge PET er motivet bag de iranske attentatplaner mod personer i Danmark, at ASMLA offentligt har anerkendt et terrorangreb i Iran, der kostede mindst 25 mennesker livet.

Talsmand tog ansvar for angreb i Iran

Angrebet skete 22. september og var rettet mod den iranske revolutionsgardes militærparade i byen Ahvaz.

Efterfølgende gik en talsmand for ASMLA, der kalder sig Yacoub al-Tostari og bor i Ringsted, på iransk tv og sagde:

- Den nationale modstandsbevægelse har, ligesom tidligere, gennemført en operation imod nogle helt bestemte mål, nemlig kun Revolutionsgarden og ingen civile, siger han.

Til TV 2, der er bekendt med talsmandens rigtige navn, uddybede han, at han ikke i forvejen var vidende om angrebet, men:

- Ahwaz National Resistance (ANR) tager ansvar for angrebet. Vi er en koalition af forskellige større og små grupper, hvor jeg er talsperson for ASMLA. Det er ANR, der står bag. Grunden til, at vi tager ansvar, er, at Islamisk Stat til at starte med tog ansvaret, men det er forkert.

De tre personer fra foreningen blev kortvarigt anholdt den 7. november af dansk politi på baggrund af udtalelserne og flere adresser blev ransaget.

ASMLA er kun den politiske del af bevægelsen ANR og står for mediehåndteringen, sagde Yaqoub Al Tostari.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik