Marianne prøvede at undgå svenske stenkast med omvej: "Det kom bare som et lyn fra en klar himmel"

Indtil nu er mindst 60 bilister blevet ramt af stenkast på svenske veje. En eller flere gerningmænd er dog fortsat på fri fod.

Egentlig troede Marianne Kristianson, at hun var på den sikre side.

Hun havde læst, at flere danskere var blevet ramt af stenkast langs den svenske motortrafikvej E65 mellem Malmø og Ystad. Og det ville hun gerne undgå.

Derfor valgte hun at tage kyststrækningen, da hun tirsdag skulle til Ystad sammen med sin ven og hans familie.

Men kun nogle få kilometer efter den sydsvenske by Trelleborg blev de alligevel ramt.

- Stenen var nok på størrelse med en to- eller en femkrone, og den kom bare som et lyn fra en klar himmel og ramte forruden. Jeg nåede lige at se den ud af øjenkrogen, fortæller hun til TV 2.

Selvom ingen i bilen med Marianne Kristianson kom til skade, har oplevelsen alligevel sat sig i hende.
Selvom ingen i bilen med Marianne Kristianson kom til skade, har oplevelsen alligevel sat sig i hende.
Foto: Privatfoto/Trine Bishop

- Det virkede som om, nogen stod og ventede

Da stenen ramte bilens forrude, efterlod den to små mærker, som ifølge Marianne Kristianson ligner stenslag til forveksling.

Alligevel er hun dog slet ikke i tvivl om, at stenen blev sendt afsted med vilje.

- Der var ikke nogen andre biler i nærheden, som kunne have kastet den op. Og der var noget bevoksning i siden af vejen, hvor det virkede som om, at nogen havde stået og ventet, fortæller hun.

I dette område blev bilen ramt

Kort 2

Heldigvis kom hverken Marianne Kristianson eller de tre andre i bilen noget til ved episoden. Og derfor noterede de sig hurtigt stedet og ringede til politiet.

Overfor TV 2 bekræfter svensk politi at have modtaget anmeldelsen på stedet, som de betragter som endnu et i rækken af mystiske stenkast mod danske biler.

Stenkast breder sig til flere ruter

Siden april har svensk politi modtaget i alt 60 anmeldelser om lignende stenkast, og udover nogle få svenskere er alle ofrene danskere.

Langt de fleste er dog sluppet med skrækken. Værst er det gået ud over en 70-årig mand, som fik alvorlige skader på tænder og det ene øje.

Størstedelen af stenkastene er sket på E65, som ofte bruges danskere på ved mod færgen til Bornholm fra Ystad - og særligt mellem byerne Skurup og Ystad er stenene faldet tæt.

Men gennem de seneste dage har der været to tilfælde på ruten langs Sveriges sydligste kyst.

Ifølge pressetalsperson hos svensk politis Polisregion Syd, Ewa-Gun Westford, kan det ikke udelukke, at der tale om samme gerningsmand eller -mænd.

- Men det kan også være, at nogen er blevet inspireret af alle skriverierne, siger politiinspektøren.

quote Selvom man forsøger at undgå det, render man bare ind i det alligevel

Marianne Kristianson

Havde for meget kraft til at være et kast

Ifølge Ewa-Gun Westford er alle tilgængelige ressourcer sat ind for at opklare sagerne – heriblandt flere patruljevogne og en helikopter.

Men indtil videre er både gerningsmanden og motivet bag stenkastene stadig ukendte. Politiet mener dog ikke, at de mange danske ofre er tilfældige.

- Vi funderer stadig over, hvordan de gør det. Kan det være en enkelt person, og er der overhovedet muligt, eller er de flere?, siger Ewa-Gun Westford.

Marianne Kristianson er dog overbevist om, at en enkelt person ikke både kunne nå at holde øje med bilens nummerplader og sende en sten afsted.

Samtidig er hun sikker på, at stenen slet ikke blev kastet, men i stedet skudt afsted.

- Der var kraft bag, for den kom virkelig stærkt. Det gør en sten, der bliver kastet, altså ikke. Det tror jeg simpelthen ikke på, siger hun.

Bevidst handling skræmmer

Selvom ingen i bilen med Marianne Kristianson kom til skade, har oplevelsen alligevel sat sig i hende.

- Fornemmelsen af, at stenen kommer imod mig, er ret skræmmende. Det er ikke noget, man bare ryster af sig, for tanken om, at det er en bevist handling, er ret utryg, fortæller hun.

Havde bilen kørt hurtigere, frygter hun, at nogen kunne være kommet alvorligt til skade.

Og derfor undrer hun sig over, hvad der kan få nogen til at kaste sten efter mere end et halvt hundrede danske bilister.

- Jeg synes, det er skræmmende, at man ikke kan køre i fred og ro. For selvom man forsøger at undgå det, render man bare ind i det alligevel.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik