Mand udskrev hjemmelavede p-bøder: - Du parkerer ad h...... til

Politiet undersøger lige nu en sag om en mand, der udskrev sine egne parkeringsbøder med en personlig hilsen til bilisterne.

750 kroner i parkeringsafgift og en besked, hvor der stod "du parkerer ad h...... til" fik i sommer en kvindelig bilist til at spærre øjnene op.

Hun havde parkeret på en mindre parkeringsplads bag en ejendom med virksomheder på Amager, og da hun kom tilbage til sin bil, sad der en p-bøde i forruden.

I første omgang troede hun, den var ægte, men så fik hun øje på den håndskrevne besked om, hvad afsenderen syntes om hendes parkeringsevner, og så afleverede hun den til politiet.

- Specielt ordene om, at hun parkerer ad helvede til fik mig til at tænke, at bøden var falsk.

- Min umiddelbare mistanke var, at det var en privat borger, der syntes, at han skulle lege p-vagt. Så har han sat sit eget kontonummer på og satset på, at der var nogen, der betalte. Det dur ikke, siger politibetjent Mikkel Kristensen, lokalpolitiet Amager.

Parkeringsselskab der ikke eksisterer

Han besluttede sig derfor for at undersøge sagen nærmere, og Station 2: Politirapporten var med, da han tog hen til parkeringspladsen.

På området, hvor afgiften blev givet, fandt han skilte med en tekst om parkeringsreglerne, men afsenderen, som skulle være et firma med navnet 'ByPark parkeringsselskab', viste sig slet ikke at eksistere.

De virksomheder, som ligger i bygningen, og hvis kunder benytter parkeringsområdet, kendte ikke noget til bøden. En af virksomhederne kunne henvise til ejendommens vicevært, som, den mente, stod for parkeringspladsen.

(Arkivfoto) En mand på Amager uddelte falske parkeringsbøder til bilister med en grov hilsen.
(Arkivfoto) En mand på Amager uddelte falske parkeringsbøder til bilister med en grov hilsen.
Foto: Celina Dahl - Ritzau Scanpix

- Den fungerer godt

Da Mikkel Kristensen fik fat i viceværten, som selv boede i bygningen, erkendte han med det samme at have lavet p-bøden.

- Vi har en parkeringsplads hernede i gården, og der kommer en mand – og han har gjort det flere gange – og sætter bilen over to felter. Derfor sætter jeg sådan en seddel i hans vindue, forklarede han.

Han fortalte også, at det var ham, der havde lavet firmaet ByPark parkeringsselskab, men at det ikke var i drift.

- Vi skulle selv registrere det, men nu har jeg solgt ejendommen og flytter om tre uger, og så er der ingen grund til at registrere det jo, lød det fra ham.

- Jeg synes bare, den fungerer godt, fortsatte han og pegede ned på den hjemmelavede afgift.

- Der er i hvert fald ingen tvivl om, at den kvinde, som jeg fik den fra, blev forskrækket, svarede Mikkel Kristensen.

Efterforskningen fortsætter

Viceværten var indforstået med, at han ikke skulle uddele flere af sine bøder og oplyste, at han aldrig havde modtaget nogle af de beløb, der stod på afgifterne.

Han er nu sigtet for bedrageri, og politiets efterforskere skal have undersøgt sagen nærmere.

- Han virkede rolig og meget oprigtig, men det går efter min mening ikke at lægge hjemmelavede afgifter i bilernes forruder, siger Mikkel Kristensen.

- Så må man lægge et stykke papir, hvor man skriver, at det ikke er så godt, du parkerer her, fordi sådan og sådan. Men når der står p-afgift, kontonummer, og at man skal betale 750 kroner, så synes jeg, den er på kanten.

I Station 2: Politirapporten torsdag klokken 20.50 kan du følge sagen om den hjemmelavede p-afgift og nogle af de andre sager, politiet kommer ud til.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik