Mand tilstår drab på 60-årig kvinde i Frederikssund

Ifølge sigtelsen stak han kvinden i hals og brystkasse med en kniv og en saks.

En 30-årig mand har søndag i et grundlovsforhør erkendt, at han har dræbt en kvinde.

Den 60-årige dræbte kvinde blev lørdag fundet på en adresse i Frederikssund, efter at politiet i dagens løb havde efterforsket en sommerhusbrand i Ølsted i Halsnæs Kommune.

- Jeg gjorde det og er stolt af det. Det var den eneste udvej, sagde den 30-årige mand, inden dørene blev lukket i sagen.

Det oplyser TV 2s reporter, som var til stede i retten i Helsingør, hvor manden blev fremstillet klokken 11.

Manden er sigtet for manddrab efter paragraf 237, hvilket har en strafferamme på mellem fem år og livstid, samt for brandstiftelse.

Søndagens retsmøde foregik bag lukkede døre. Det er endt med, at dommeren har varetægtsfængslet manden frem til 2. september.

Han skal dog ikke placeres i en celle i et arresthus. I stedet skal han frihedsberøves på en psykiatrisk afdeling, har dommeren bestemt.

Blev irettesat af dommeren

Inden dørene blev lukket i retten, kom det frem, at manden ifølge sigtelsen dræbte kvinden ved at stikke hende i hals og brystkasse med en kniv og en saks samt slag og spark i hovedet i et sådan omfang, at hun afgik ved døden.

Den drabssigtede var klædt i hvidt fra top til tå og var iført et fikseringsbælte, da han ankom til grundlovsforhøret.

Han trippede uroligt med sit ben under grundlovsforhøret og virkede forvirret, da sigtelsen blev læst op, ligesom han modsagde sig navneforbuddet i sagen.

Den 30-årige afbrød også flere gange for at fortælle, at han begik drabet, i en grad så dommeren måtte anmode om, at han kun sagde noget, når dommeren bad ham om det.

Blev anholdt lørdag aften

Det var den videre efterforskning af sagen om sommerhusbranden i Ølsted, som førte til, at politiet fandt den dræbte kvinde i Frederikssund, skriver politiet i en pressemeddelelse.

I løbet af lørdag var Nordsjællands Politi "massivt" til stede med patrulje og helikopter i Ølsted, hvor de ledte efter den mistænkte bag branden.

Den 30-årige mand blev lørdag aften anholdt i København.

Vicepolitiinspektør Per Thuesen fra Nordsjællands Politi oplyser, at der fortsat pågår intens efterforskning af sagen.