Mand fandt ring på bunden af søbad – nu efterlyser han ejeren

Hundredevis deler efterlysningen af ringens ejer på Facebook og på Twitter.

Mogens Nørgaard var søndag ude at snorkle med sin kone i Kastrup Søbad, da noget funklende fangede hans blik på bunden.

Det var en ring. Formentlig en vielsesring, gætter han på. For der står Magdalena indgraveret i den sammen med en dato.

- Det var klart solskinsvejr i søndags, og nede på omkring tre meters dybde lå den og funklede, og så dykkede jeg ned efter den, siger Mogens Nørgaard, der til daglig arbejder med it, til TV 2.


Opslag deles og deles

Da han og konen kom hjem, besluttede de sig for at dele deres fund på sociale medier for at finde frem til den rette ejer.

Mogens Nørgaard skrev derfor et tweet og et opslag på Facebook, som hundredvis af danskere har delt på platformene.

For ikke at komme til at overdrage ringen til den forkerte ejermand oplyser han kun det årstal, der står i ringen – nemlig 2004.

- Det er mærkeligt nok en onsdag, så det tyder på, at det ikke har været et kirkebryllup, som datoen i ringen markerer, fortæller Mogens Nørgaard.

Ringen er ret lille, fortæller Mogens Nørgaard, og han mener, at en kode i den indikerer, at det er en guldring på 14 karat. Det fandt han ud af ved en hurtig Google-søgning.


Der er også to sten i den.

En enkelt meldte sig på banen

En enkelt Facebookbruger mente at have fundet en mulig ejer, da vedkommende kendte en Magdalena, men detaljerne stemte ikke overens.

- Der er nok ikke så mange, der hedder Magdalena, men det var forkert måned og forkert år, lyder det.

Mogens Nørgaard og hans kone leder derfor fortsat efter ringens ejer.

Han tjekker sine sociale medier hele tiden, hvis et spor skulle dukke op, fortæller han.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik