Løkkes søn ramt af 24-års regel - svigerdatter skal forlade Danmark

Statsministeren blev personlig under debatten med Mette Frederiksen.

Folketinget har de seneste år strammet reglerne for udlændinges ophold i Danmark.

Så meget, at det nu er nok for statsministeren, der må se sin svigerdatter fra USA tvunget til at forlade Danmark mod hendes vilje.

Det fortalte Lars Løkke Rasmussen (V) under topmødet med Mette Frederiksen (S) i Odense søndag aften, hvor statsministeren ligesom sin forgænger, Anders Fogh Rasmussen, nævnte sin egen søn som eksempel.

Løkke: Helt skævt

I duellen fortalte 25-årige danske Martin i et spørgsmål til politikerne, at han ikke kan bo i Danmark sammen med sin 22-årige amerikanske hustru, selvom hun læser dansk på universitetet i USA og får topkarakter.

Den såkaldte 24-årsregel forhindrer, at de to kan bo i Danmark, og var det virkelig rimeligt, ville Martin vide.

- Jeg har en søn på 29 år, der er i præcis den samme situation som dig. Præcis, sagde Løkke og forsatte:

- Med en kæreste, der er langt fra at fylde 24 år, som bliver bachelor på Harvard University lige om lidt, der er i Danmark for at tage noget af sin uddannelse, og som skal rejse i slutningen af måneden, fordi hun ikke kan få lov til at være her. Det, synes jeg, er helt skævt. Det synes jeg.

Fogh talte også om sin søn i 2005

Løkke kaldte det "dilemmaet ved at være politiker".

- Vi laver regler, og så gælder de, ik’? Og så kommer de til at gælde i nogle eksempler, hvor man tænker, det var fandeme - undskyld - det var ikke lige dét, vi havde tænkt os.

Lignende toner lød under valgkampen i 2005 fra Lars Løkke Rasmussens forgænger på posten, nemlig Anders Fogh Rasmussen.

Under valgkampen i 2005 blev han spurgt ind til 24-års reglen ved et valgarrangement på Copenhagen Business School i København. Dengang blev hans søn, Henrik Fogh Rasmussen, også ramt af reglerne:

- Jeg er selv ramt af loven. Min egen søn er gift med en amerikaner og bor i Washington. Det er ikke for at blive personlig, men regler er ens for alle og gælder alle, sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen altså under valgkampen i 2005 ifølge Politiken.

Løkke foreslog, at det skulle være nemmere for personer fra særligt udvalgte lande at komme til Danmark. Lande, som Danmark "har rigtigt meget med at gøre".

- Det skal være lettere at komme fra Amerika end fra Somalia - for nu at sige det på dansk, sagde Løkke.

Bergur Løkke Rasmussen ses her sammen med kæresten for nylig ved et arrangement i Køge.
Bergur Løkke Rasmussen ses her sammen med kæresten for nylig ved et arrangement i Køge.
Foto: Martin Sylvest - Ritzau Scanpix

Frederiksen afviser

Statsministeren anklagede socialdemokraterne og Dansk Folkeparti for ikke at ville lempe reglerne.

- Og derfor må min svigerdatter rejse hjem, og din kone har ikke lov til at være her, sagde Løkke til Martin, der havde stillet spørgsmålet.

Mette Frederiksen afviste helt overordnet at slække på 24-årsreglen.

- Jeg tror, at vi bliver nødt til at erkende, at når vi fører den udlændingepolitik, som vi gør, så er der en desværre pris, og den er jeg sådan set ked af, at I skal betale. Men vi kommer ikke til at fjerne 24-årsreglen, sagde Mette Frederiksen i debatten.

DF: Lidt grotesk

Efter duellen sagde Løkke til TV 2, at han ikke ønskede, at diskussionen nu skulle handle om hans familie og sønnen Bergur.

- Nu skal det ikke handle om min søn og mulige svigerdatter. Men jeg blev bare ramt af, at det eksempel, der kom her i aften, én-til-én matcher det, min egen søn på snart 30 år står midt i, sagde Løkke og gentog ønsket om, at Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne åbnede op for adgang fra særlige lande.

- Det skal ikke handle om min mulige svigerdatter, men hun er på vej til at få en bachelor på Harvard, og det er da lidt underligt, at vi lever i et land, hvor der ikke er plads til hende. Det er en plads, jeg gerne vil skaffe, sagde Løkke og understregede, at han stillede forslaget, inden han vidste, at hans egen søn kom i denne situation.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, afviser kritikken fra statsministeren.

- Det er lidt grotesk at opleve, og man må jo sige, at Lars Løkke Rasmussen har foretaget nogle ryk, siden han udskrev valget. Han leder efter en position, og der kommer nogle nyskabelser undervejs, siger Kristian Thulesen Dahl til TV 2.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik