Lige nu er der nul indlagte i respirator - men tallet vil stige, siger overlæge

Overlæge peger på en joker, der kan være afgørende for efterårets pres på hospitalerne.

De seneste coronatal viser et rundt nul, når det handler om, hvor mange danske patienter, der er i respirator på grund af coronavirus.

quote De næste måneder begynder det nok at stige igen. For bølge fire, den kommer

Claus Lund, ledende overlæge på Hvidovre Hospital.

Og det kommer ikke bag på Claus Lund, der er ledende overlæge på Anæstesiologisk Afdeling på Hvidovre Hospital.

- Vi har ikke haft særlig travlt over sommeren, siger han til TV 2.

Det skyldes både sommervejret og danskernes immunitet fra tidligere smitte og coronavacciner. Men Claus Lund regner med, at situationen snart vil ændre sig.

- De næste måneder begynder det nok at stige igen. For bølge fire, den kommer, siger han.

Er begyndt at tale om forholdsregler

For på trods af beskyttelsen vil det være umuligt at undgå, at flere af os bliver alvorligt syge af coronavirussen, når vejret bliver koldere, mener Claus Lund.

Han peger på, at selv om Omikron har vist sig som en mindre alvorlig virusvariant end de tidligere versioner af coronavirussen, så er den til gengæld mere smitsom. Og jo flere, der bliver smittet, jo flere vil få behov for indlæggelse og respiratorbehandling for at slå virussen ned.

- Derfor er vi begyndt at diskutere forholdsregler til efteråret, siger Claus Lund.

Forholdsreglerne handler blandt andet om, hvornår hospitalet skal geare op, og hvordan patienterne skal behandles bedst, hvis presset stiger.

Han har dog svært ved at forestille sig, at presset bliver lige så slemt, som det har været de to seneste efterår- og vintre.

Ingen grund til bekymring, men corona er kommet for at blive

Samme vurdering har Statens Serum Institut (SSI), Sundhedsstyrelsen og sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Da efterårets vaccinestrategi blev præsenteret på et pressemøde, sagde ministeren blandt andet, at hans forventning var, at samfundet forbliver åbent, selv om smitten stiger.

Kort forinden talte TV 2 med SSI's faglige direktør, Tyra Grove Krause, om udsigterne for efteråret.

- Man skal ikke gå og bekymre sig om udviklingen nu, men samtidig skal man også være forberedt på, at virussen er kommet for at blive. Så man kan blive smittet over efteråret igen, men det vil ikke have de samme konsekvenser som tidligere, lød det fra hende.

På samme pressemøde fortalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at man kan opskalere antallet af respiratorer, hvis det bliver nødvendigt.

En joker i kulissen

Claus Lund peger dog på en joker, der være afgørende for presset på hospitalerne de kommende måneder: Influenzasæsonen, der ligger stort set samtidig med den forventede stigning i coronasmitten.

- Det kan være med til at presse os. For bliver man ramt af begge, så bliver man dobbeltsyg, kan man sige, siger han.

Efter mere end to år med restriktioner og hygiejnefokus, der har holdt antallet af influenzatilfælde nede, står vi nemlig et sårbart sted, når influenzasæsonen rammer, lyder det.

Og hvis der både er flere indlagte med influenza og coronavirus, vil det kunne mærkes på landets intensivafdelinger.

Derfor opfordrer Claus Lund alle, der får tilbuddet, til at takke ja til både influenza- og coronavaccinen.

- Vi står i et vindue nu, hvor det giver mening at vaccinere, så immuniteten får et nøk op igen, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik