Lange fængselsstraffe i historisk sag om skattesvindel

16 af de 17 tiltalte skal i fængsel, mens en enkelt blev frifundet.

Der er netop faldet dom i en af de største svindelsager i Danmarks-historien. En sag der omtales som Operation Greed.

Fem år efter en spektakulær ransagningsaktion har Københavns Byret nu fældet dommen over de 17 mænd, som har været tiltalt i sagen

•  Sagens hovedtiltalte Naveed Anwar, der nogle steder omtales som 'Kongen', skal syv år i fængsel for sin rolle i sagen. Han straffes desuden med en tillægsbøde på 175 millioner kroner.

•  Usman Ali Anwar straffes med fængsel i seks år og seks måneder. Han skal ligeledes betale en tillægsbøde på 175 millioner kroner. Han udvises desuden af Danmark med indrejseforbud i seks år.

•  Tepu Islam Ashraf straffes med fængsel i fem år og seks måneder. Han skal betale en tillægsbøde på 90 millioner kroner.

•  Tasawar Hussain straffes med fængsel i seks år og seks måneder. Han skal betale en tillægsbøde på 175 millioner kroner.

•  Vaidotas Galkus straffes med fængsel i to år og seks måneder. Han udvises af Danmark.

•  Sami Mahammed Hussein Al-bahadli straffes med fire år og seks måneder. En del af straffen er en tillægsstraf for tidligere kriminalitet. Han udvises ligeledes fra Danmark.

•  Asif Bashir straffes med fængsel i tre år.

•  Idris Ibrahim Idris straffes med fængsel i tre år og seks måneder.

•  Amir Mohammad Abbas straffes med fængsel i tre år.

•  Sharjil Akbar straffes med fængsel i tre år og seks måneder.

•  Nilas Benveniste Steinmetz straffes med fængsel i to år.

•  Mikkel Skelskov får fængsel i to år og seks måneder.

•  Shahzad Iqbal straffes med fængsel i tre år og 11 måneder.

•  Mohammad Akbar Aslam fængsel i tre år og 11 måneder.

•  Mohammad Arshad fængsel i tre år og 11 måneder. Han udvises af Danmark.

En fik 40 dages fængsel, mens en blev frifundet.

Det har hele tiden været anklagemyndighedens opfattelse, at de 17 mænd har været en del af et organiseret kriminelt netværk, som har stået bag hvidvask af næsten en halv milliard kroner og unddragelse af skat og moms for 295 millioner.

Den mest omfattende retssag i Danmark

Helt fra begyndelsen sprængte sagen alle rammer. I oktober 2017 ransagede politiet 39 adresser, 18 personer blev anholdt og 11 varetægtsfængslet efter et daglangt grundlovsforhør. De fleste kom fra et dansk-pakistansk miljø omkring hovedstaden, og flere er tilknyttet én familie, der er kendt som toneangivende, særdeles velhavende og ledet af sagens hovedtiltalte, der nogle steder omtales som 'Kongen'.

Oprindeligt var sagen planlagt til mindst 77 retsdage, og allerede i den form var den længere end alle andre sager i årene forinden. Herefter udviklede sagen sig, der blev tilført flere sagsakter og yderligere efterforskning – og endte med den dobbelte længde.

Selve retssagen er afviklet over mere end tre et halvt år. 153 retsmøder er afholdt foruden fem om de indledende varetægtsfængslinger. Alene dommerne og domsmændenes votering og udarbejdelsen af dommen har taget mere end et halvt år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik