Landsretten idømmer Peter Madsen livstid

Peter Madsen blev i byretten idømt fængsel på livstid for drabet på Kim Wall.

Landsretten idømmer ubådsbyggeren Peter Madsen fængsel på livstid.

Sådan lyder dommen, som retsformand Jan Uffe Rasmussen netop har oplæst i Østre Landsret i København.

Dermed var landsretten enig med byretten, som den 25. april idømte ubådsbyggeren samme straf, da han blev kendt skyldig i både mishandling og drab på den svenske journalist Kim Wall.

- Der er tale om en sag med en grovhed af usædvanlig grad. Der forelægger ganske særlige omstændigheder, idet forbrydelsen var planlagt i detaljer, siger retsformanden.

Ankede til landsretten

Peter Madsen blev den 25. april i Københavns Byret idømt fængsel på livstid for drabet på den svenske journalist Kim Wall.

Ubådsbyggeren ankede sagen til landsretten, men valgte at acceptere byrettens afgørelse om, at han er skyldig. Derfor har landsretten kun taget stilling til straffens længde.

Læs livebloggen fra retssagen her.

Retssag afbrudt

Planen var oprindeligt, at der allerede skulle være faldet dom i ankesagen fredag den 14. september. Men da en domsmand omkring 25 minutter inde i anklager Kristian Kirks afsluttende procedure fik et ildebefindede, måtte sagen afbrydes.

Det var uvist, hvorvidt sagen skulle gå om, da en anden domsmand inden det andet retsmøde den 12. september blev udelukket, men den 18. september kunne landsretten i en pressemeddelelse oplyse, at sagen ville forsætte.

Inden retsmødet onsdag havde Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, også anmodet retten om, at sagen skulle begynde forfra. Men det ønske afviste retten.

Har nægtet sig skyldig i drab

Peter Madsen har siddet fængslet siden den 11. august 2017, hvor han blev reddet i land i Dragør Havn, efter ubåden Nautilus sank i Køge Bugt.

Peter Madsen var tiltalt for drab, anden seksuel omgang end samleje, usømmelig omgang med lig og flere brud på søfartslovgivningen.

Læs livebloggen fra retssagen her.

Ubådsbyggeren har hele tiden nægtet sig skyldig i både drab og seksuel mishandling, men har erkendt partering, og han har også tilstået brud på søfartslovgivningen, men nægtet, at det skal være sket under særligt skærpende omstændigheder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik