Lærke blev krænket på festival: Måtte sparke mand ud af teltet

- Det er vildt, at den slags foregår, og at nogen føler berettigelse til at gøre den slags.

På Roskilde Festival er stemningen ofte mere løssluppen end ude i den virkelige verden, men en lang række kvinder oplever, at det kan tage overhånd.

28-årige Lærke Falster havde for et par år tilbage en oplevelse, som stadig sidder tungt i kroppen.

- Jeg lå i en lejr, hvor vi havde udklædningstema. Jeg syntes selv, at jeg var rimelig genial, for jeg ville være en gulddame, så jeg havde købt en gulddragt, som jeg fandt ud af sad rimelig tæt. Men jeg tænkte, at det ikke gjorde noget, for jeg havde også ølbælte og ølhat på. Jeg syntes ikke selv, at det var specielt sexet, forklarer hun til TV 2.

quote Han vil ikke forstå, at jeg ikke vil have, at han skal komme ind.

Lærke Falster, festivalgænger

Lærke Falster og hendes venner gik ud på campingpladsen for at feste, men efter en tid sakkede Lærke bagud. Hendes sko var nemlig gået i stykker. Og her begyndte den ellers sjove dag at tage en negativ drejning.

- Jeg begyndte at få en masse tilråb, om at man kunne se min røv, og hvordan den så ud, og at jeg skulle komme ind i deres telt, men jeg lukkede mere og mere af. Så begyndte nogle mænd at følge efter mig, siger Lærke Falster.

Tårerne pressede sig på

Hun ignorerede mændene, men de gik ikke væk.

- Jeg kunne mærke, at tårene pressede sig på, for det var virkelig, virkelig grænseoverskridende. Jeg var jo kommet væk fra min lejr og følte mig virkelig alene og sårbar, siger Lærke Falster.

quote Der er en, der lyner op og er på vej ind i mit telt, og jeg skriger bare.

Lærke Falster, festivalgænger

Da hun kom tilbage til sin lejr, lagde hun sig ind i sit telt med det samme. Det hele var alt for meget. Men mareridtet sluttede ikke her.

- Der går ikke særlig lang tid, så er der en, der lyner op, og er på vej ind i mit telt, og jeg skriger bare, at han skal gå ud. Men han mente, at jeg selv havde bedt om det, fortæller Lærke Falster.

Manden gav udtryk for, at hun havde lagt op til, at de to skulle have sex ved at vælge den påklædning, hun havde.

- Han følte sig meget forudrettet, da jeg bad ham gå.

Heller ikke dette var den sidste prøvelse for Lærke Falster. Endnu en mand havde nemlig taget hendes gulddragt som en opfordring.

- Denne gang bliver jeg faktisk nødt til at sparke ham ud. Fordi han ikke vil forstå, at jeg ikke vil have, at han skal komme ind, forklarer Lærke Falster.

På det tidspunkt græder hun voldsomt.

Manden kalder Lærke Falster en narrefisse og en bunke andre skældsord. Hun havde "jo selv bedt om det", som han fik sagt.

- Da jeg fortæller det til de andre, får jeg ikke rigtig nogen respons. Andre siger, at det jo er den risiko, der er på Roskilde Festival, fortæller Lærke Falster.

Bliver tisset i ansigtet

Lærke Falster er langt fra alene.

Det fortæller Maria Vicki Lindbaum, forperson for projektet Everyday Sexism Project Denmark, der siden 2015 har afholdt events på Roskilde Festival og indsamlet sexistiske oplevelser fra festivalgængerne.

Derudover samler de til daglig fortællinger om hverdagssexisme på deres hjemmeside.

quote Når kvinderne har sat sig ved hegnet for at tisse, så er de blevet overbegloet. Mænd er simpelthen stoppet op for at lyse på dem og tage billeder af dem.

Maria Vicki Lindbaum, forperson for Everyday Sexism Project Denmark

Hun fortæller, at kvinder har prøvet at blive tisset i ansigtet, få filmet deres kønsdele, mens de tisser eller endda at blive båret ind i et telt og afkrævet sex på Roskilde Festival.

- Når kvinderne har sat sig ved hegnet for at tisse, er de blevet overbegloet. Mænd er simpelthen stoppet op for at lyse på dem og tage billeder af dem. Der er nogle, der har oplevet at blive sparket til, og én har prøvet at blive tisset i hovedet, mens hun sad der, siger Maria Vicki Lindbaum og fortsætter:

- Det er vildt, at den slags foregår, og at nogen føler berettigelse til at gøre den slags, fordi de synes, at det er klamt, når kvinder tisser ved hegnet. Men de mænd, der tisser ved hegnet, bliver jo ikke udsat for den slags.

Viste sexvideo til hele lejren

Hos Roskilde Festival er de klar over problematikken. 

- Roskilde Festival er på mange måder et spejl af omverdenen, så vi oplever desværre også sexisme hos os – nogle gange med det ellers så fine ’Roskilde-frirum’ som undskyldning. Det er naturligvis ikke i orden, siger talskvinden for Roskilde Festival, Christina Bilde.

quote Hun havde haft sex på Roskilde, og så havde hans ven gået ind og filmet dem imens, og da hun sagde fra overfor det, sagde vennen, at det jo bare var for sjov, mens hans viste filmen til hele lejren.

Maria Vicki Lindbaum, forperson for Everyday Sexism Project Denmark

Maria Vicki Lindbaum er enig i, at Roskilde Festival er en form for sammenkogt version af samfundet udenfor, og at der eksisterer nogle af de samme problemer.

- Men det er en generelt forståelse, at der er nogle mere flydende grænser i festivalkulturen. Der gælder nogle andre normer - og det er jo det, der gør Roskilde Festival helt vildt fedt at deltage i. Men når man krænker andre, så tager man deres frirum fra dem, mener Maria Vicki Lindbaum.

Det er ikke kun ved tissehegnet, at kvinderne har oplevet krænkelser.

- Nogle kvinder har fortalt, at de er blevet samlet op og smidt ind i et telt, og voldtægttrusler er også noget som mange har skrevet ind om. Der er også nogle, der har oplevet, at en helt fremmed mand har lagt sig ind i teltet til dem og er vågnet op helt chokerede - og så har de prøvet at bakse manden ud af teltet igen, fortæller Maria Vicki Lindbaum og fortsætter:

- Der var en der skrev til os, at hun havde haft sex på Roskilde, og så havde hans ven gået ind og filmet dem imens, og da hun sagde fra overfor det, sagde vennen, at det jo bare var for sjov, mens hans viste filmen til hele lejren, fortæller Maria Vicki Lindbaum.

Lærke Falster er i dag aktivt medlem af Everyday Sexism Project.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik