Kvinde anklaget for at bestille lejemord på nettet

I dag torsdag begynder retssagen mod en kvinde, der er tiltalt for at have bestilt og betalt for et lejemord via det mørke internet.

Han skal dræbes i første forsøg, og der skal bruges lyddæmper.

Sådan lød det ifølge Nordsjællands Politi i bestillingen af et lejemord - sendt af en 58-årig kvinde fra Nordsjælland via en hjemmeside på det såkaldte mørke internet.

Det skulle ifølge anklageskriftet være sket i perioden mellem december 2016 og marts 2017, hvor hun ifølge politiet også overførte bitcoins som betaling for drabet, der dog aldrig blev udført.

- Det er en meget usædvanlig sag, siger tidligere efterforskningsleder ved Politiets Rejsehold, Kurt Kragh.

Efter at have siddet varetægtsfængslet siden den 31. marts, er kvinden i dag torsdag på anklagebænken tiltalt for drabsforsøg.

quote Det er en meget usædvanlig sag.

Kurt Kragh, tidligere efterforskningsleder ved Politiets Rejsehold,

Mindst 5000 dollars for et mord

Den tiltalte skulle ifølge anklageren have bestilt mordet på en italiensk mand via det såkaldte mørke internet – på engelsk The Dark Web.

Denne del af internettet er kun tilgængeligt via særlige browsere såsom den såkaldte TOR-browser, der kan give brugeren anonymitet på internettet. Den høje grad af anonymitet udnyttes blandt andet af sælgere og købere af ulovlige varer og services som stoffer, våben, børneporno, stjålne kreditkort og pas.

På det mørke internet skulle kvinden have udfyldt en bestillingsformular på hjemmesiden ”Crime Bay by the Chechen Mob”, der ifølge eget udsagn tilbyder lejemord til en mindstepris på 5000 dollars (cirka 31.000 kroner). Herefter skulle hun have overført betalingen i bitcoins til hjemmesidens konto.

I bestillingen angav den tiltalte ifølge politiet navn, adresse og billede af manden, der skulle dræbes. Hun beskrev desuden, hvordan man kan stå på mandens bopæl uden at blive set.

Det fremgår ikke, hvorfor drabet aldrig blev udført, men ifølge anklageskriftet var det ikke den tiltalte, der stoppede det.

Alvorlige handlinger

At den 58-årige kvinde har været varetægtsfængslet siden 31. marts og frem til nu, betyder ifølge Kurt Kragh, at kvindens handlinger må være alvorlige.

- Hun må have foretaget nogle seriøse forberedelser for at dommeren kunne overbevises om, at hun skulle sidde varetægtsfængslet, siger han og forklarer, at der i sager om drabsforsøg typisk ikke varetægtsfængsles:

- Når det handler om drabsforsøg, er det meget sjældent at man varetægtsfængsler, fordi den sigtede ikke nødvendigvis fortsat udgør en trussel. Men når mordet er bestilt på nettet, så er foretagendet jo ude af hendes hænder, og hun er derfor ikke i stand til at stoppe det.

Dansk politi blev opmærksom på det mulige lejemord efter at britisk politi tog kontakt til italienske kollegaer, der kontaktede Danmark. Men hvordan britisk politi i første omgang kom på sporet er fortsat uklart.

Politiet kan have overvåget hjemmeside

Ifølge Kurt Kragh er det sandsynligt, at britisk politi fandt frem til kvindens bestilling ved overvågning af hjemmesiden.

Det er set i andre sager om det mørke internet, at politiet er gået så langt som til at styre ulovlige hjemmesider for at fange kriminelle brugere - blandt andet i sagen om en australsk børneporno-hjemmeside.

Dette kan også være tilfældet i denne sag, vurderer Kurt Kragh. I forhold til retssagen mod den 58-årige kvinde har det i teorien dog ingen betydning, hvorvidt lejemordet er bestilt på en falsk hjemmeside eller en side drevet af politiet, mener han.

- Selvom den er falsk, vil hun stadig kunne straffes for det, hvis hun vitterligt har ønsket at slå nogen ihjel. Og det tyder det jo på, når hun ifølge anklageren har betalt for det. Hun har gjort det, der skal til, for at begå mordet, siger han.

I praksis vil det alligevel kunne få en betydning for kvindens straf, hvis der er tvivl om hjemmesidens ægthed, vurder Kurt Kragh:

- Forsvareren vil nok sige, det er en naiv kvinde. Man vil prøve at anskueliggøre overfor dommer og nævninge, at det slet ikke kan lade sig gøre.

Ikke muligt at få kommentar fra forsvarsadvokat

Ifølge Kurt Kragh er sager om lejemord i Danmark relativt sjældne.

- Hvis det sker, er det som regel inden for de kriminelle miljøer, hvor politiet ofte ikke får kendskab til drabene, fordi man skaffer sig af med liget.

En af de få kendte sager om bestilling af lejemord stammer fra 2009, hvor to polakker bekræftede, at de var hyret til at begå drab i København tilbage i 2006. Ifølge politiet var drabene bestilt af den daværende bandeleder Abderrozak Benarabe, også kaldet Store A, men han blev i sidste ende frifundet.

Sagen mod den 58-årige kvinde er planlagt til at køre over fire dage ved Retten i Lyngby. Der er tale om en nævningesag, hvilket indikerer, at anklagemyndigheden vil kræve fire års fængsel eller mere.

Kvinden har siddet varetægtsfængslet siden den 31. marts, hvor hun blev fremstillet i et grundlovsforhør for såkaldt dobbeltlukkede døre.

Det betyder, at retsmødet var så hemmeligt, at end ikke den konkrete sigtelse har været offentligt kendt før oktober, hvor anklageskriftet blev frigivet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den tiltalte kvindes advokat, Mie Sønder Koch.

Den tiltalte har tidligere nægtet sig skyldig i den rejste tiltale.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik