Kommuner trodser retningslinjer: Børn kan blive hjemme

Partier lægger pres på regeringen for at ændre retningslinjer, så børn med coronasmittede i hjemmet ikke skal møde i dagtilbud og skole.

Landets fire største kommuner trodser nu de officielle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og anbefaler at børn og voksne, der bor med en coronasmittet, skal blive hjemme fra dagtilbud og skole.

Det gælder Københavns Kommune, Aalborg Kommune, Aarhus Kommune og Odense Kommune.

Fra kommunerne lyder det, at det handler om at skabe tryghed for forældrene, og at anbefalingen sker udfra et forsigtighedsprincip.

- Det har fyldt meget for forælderorganisationer og de faglige organisationer, og vi er overbeviste om, at vores anbefaling vil betyde, at genåbningen kommer til at forløbe bedre for alle, siger rådmand for børn og unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF), til TV 2.

Samme melding kommer fra Susanne Crawley Larsen, der er rådmand for Børne- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, der oplyser, at et barn kan møde i dagtilbud eller skole igen, når alle i husstanden har været symptomfri i 48 timer.

Fra landets største kommune – Københavns Kommune – lyder det nu også, at man anbefaler, at børn - der bor sammen med coronasmittede - bliver hjemme.

I Sundhedsstyrelsens anbefalinger står ellers, at man som udgangspunkt godt kan komme i dagtilbud eller skole, selv om en person i husstanden er blevet konstateret smittet med covid-19.

- Der opfordres dog til, at man i sådanne tilfælde er særligt opmærksom på at efterleve Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd samt være særligt opmærksom på symptomer på sygdom og bliver hjemme, hvis man får symptomer. Personer, der forlader husstanden, skal vaske hænder lige inden hjemmet forlades, står der i vejledningen for skoleområdet.

Partier vil have retningslinjer ændret

Flere partier opfordrer samtidig regeringen til at ændre retningslinjerne, så det fremgår, at børn og voksne i risikogruppe eller med coronasmittede i hjemmet, skal blive hjemme.

- Vi vil anbefale regeringen at holde fast i den første udmelding, at var man i en risikogruppe eller kom fra et hjem med en smittet person, så skulle man blive hjemme. Vi anerkender Sundhedsstyrelsens sundhedsfaglige vurdering, men vi partier og regeringen er ofte gået skridtet videre. Det anbefaler vi også, at vi gør, når det drejer sig om vores børn, siger SF's gruppeformand, Jacob Mark, til TV 2.

Samme budskab lyder fra Venstre.

- Det er det eneste ansvarlige at gøre - det er bydende nødvendigt, at regeringen kommer på banen, for de forskellige meldinger har været med til at skabe utryghed. Selvfølgelig skal man ikke sende sit barn i daginstitution eller skole, hvis far og mor ligger syg med corona derhjemme, siger Ellen Trane Nørby, der er Venstres børne- og undervisningsordfører.

Også fra Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti lyder det, at retningslinjerne skal ændres.

Minister skar igennem

Det er ikke første gang, der er forvirring, når det gælder retningslinjerne for den kommende gradvise genåbning af det danske samfund.

I sidste uge gjaldt det børn og ansatte i risikogrupper, fordi der i Sundhedsstyrelsens anbefalinger står beskrevet, at børn og ansatte i risikogruppe eller med nær familie i risikogruppe som udgangspunkt skulle møde i dagtilbud og skole. Men fra regeringen lød det omvendt, at denne gruppe "ikke forventes at deltage i undervisningen."

 
 
Foto: TV 2

Onsdag skar børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) igennem og meldte ud, at der skal ligge en sundhedsfaglig vurdering til grund for, om børn og voksne skulle møde op efter påske - og at det var familiens praktiserende læge, der skulle foretage denne vurdering.

Søndag udsendte Sundhedsstyrelsen en pressemeddelelse med samme opfordring. I pressemeddelelsen lød det også, at børn fra hjem med coronasmittede som udgangspunkt ville kunne komme i dagtilbud eller skole.

- Hvis der i husstanden er patienter i risikogruppe, for eksempel gravide eller immundefekte, så vil det ikke forhindre, at barnet skal i skole. Men der skal naturligvis altid være særlig fokus på hygiejnen i disse hjem, skrev Sundhedsstyrelsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik