Kokken blev blind i ulykke - så ændrede arbejdspladsen køkkenet

Ni ud af ti siger nej til at ansætte en blind, men i Glostrup har et hotel indrettet køkkenet sådan, at de kan beholde deres næsten blinde kok.

Tommy Poulsen er kok på Hotel Scandic i Glostrup og synshandicappet.

For 19 år siden slog han sit hoved og mistede 95 procent af sit syn. Det betyder, at han i dag kun kan skelne lys fra skygge.

Ifølge en undersøgelse lavet af den socialøkonomiske virksomhed Incita ville dét faktum få hele 91 procent virksomheder til at afvise overhoved at indkalde ham til en samtale.

Arbejder efter hukommelse

På Hotel Scandic i Glostrup har de valgt at trodse statistikken. Tommy Poulsen blev ansat som kok for 25 år siden, og det fik hans nedsatte syn ikke lov at ændre på.

- Det er jo nok nogle arbejdsgivere, der ville sige: "Tak og farvel, du er fyret," siger Tommy Poulsen.

Men sådan gik det ikke, trods hans chefs første tanke var, at det ville blive hårdt at have en blind ansat i sit køkken. I stedet er køkkenet nu indrettet, så Tommy Poulsen kan udføre sit arbejde stort set uden hjælp.

Tingene står på faste pladser, så han ikke behøver synet for at finde salten - bare en god hukommelse. Og når hukommelsen ikke rækker, kan han oftest mærke sig frem.

Faktisk er det kun indstillingen af ovnen, der giver problemer. Og her beder Tommy Poulsen en kollega om hjælp, så løser det sig også.

"Fuldstændig langt ude"

I undersøgelsen fra Incita er 150 store og små virksomheder blevet spurgt, hvad de konsekvent siger nej til, når de ansætter.

Her siger blandt andet 28 procent nej til psykiske syge, 62 procent nej til kørestolsbruger, mens mere end ni ud af ti altså siger nej til at ansætte en blind. Og det kommer bag på Incitas administrerende direktør, Christina Grøntved, at tallet er så højt.

- Jeg synes, det er forfærdeligt. Og jeg er også overrasket. Jeg kunne måske godt regne ud, at procentdelen ville være højere end for nogle af de andre ting, vi spørger til. Men 91 procent er fuldstændig langt ude, siger hun til TV 2.

For det kan umuligt være økonomien, der er problemet, mener Christina Grøntved. Virksomheder, der har en handicappet ansat, har nemlig mulighed for at blive kompenseret for de ulemper, der måtte være.

Et socialt ansvar

Ulemperne ved at have en synshandicappet ansat kan tælles på ganske få fingre, mener direktør for hotellet Jeroen Bisschop.

Og spørger man ham, hvorfor de har valgt at beholde Tommy Poulsen på trods af det manglende syn, giver han de samme grunde, som da de ansatte ham for 25 år siden.

Chefen mener endda, at Tommy Poulsens handicap har gjort ham omend endnu mere kreativ - og det kommer alle til gavn.

- Vi kunne ikke forestille os en arbejdsplads uden Tommy, siger han og understreger, at der ligger et socialt ansvar i at tilbyde jobs til handicappede.

- Det ansvar burde alle virksomheder bære. Det ligger i vores natur at vise omtanke, siger direktøren.

 
 

Uheld undgås

Omtanke er måske også det, der bedst beskriver, hvorfor arbejdspladsen stadig fungerer for Tommy Poulsen.

Kollegaerne ved, at de skal give lyd, når de kommer tæt på. På den måde undgås de fleste uheld.

Og det er ikke kun arbejdspladsen, der ikke vil undvære Tommy Poulsen - han vil heller ikke være foruden sit arbejde.

- Her er det (handicappet, red) slet ikke noget, der går mig på. Jeg tænker ikke over det, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik